Skomagergade 26

Skomagergade 26

Foto KB  2019

Skomagergade 26 er i dag en gennemmoderniseret og velholdt ejendom i 2 etager med udnyttet tagetage - MATAS i stueetagen og nogle virksomheder i skønheds- og modebranchen på 1. sal.


Ejendommen kan med ret stor sikkerhed skrives tilbage til slutningen af 1730'erne. Bebyggelsen før da - en ejendom i 2 etager med bagbygninger - blev forvandlet til en askehob i forbindelse med den store brand i 1735.

Ejeren fik en begrænset forsikringssum udbetalt, og han har sandsynligvis -  ligesom en række andre med ejendomme i Skomagergade -  genopført en lidt mere beskeden ejendom i et plan. Denne type huse blev siden kaldt "Ildebrandshuse". Den er blevet forsynet med en kvist på tre fag, som så siden - takket være en meget solid stueetage -  har kunnet udvides til en egentlig 1. sal i 1827.


Ombygninger har fundet sted, men fremstår trods diverse moderniseringer ganske forbløffende, som den fremtrådte i midten af 1800'tallet.


Der knytter sig det helt særlige til stedet, at byens skarpretter (bøddel) boede her fra 1719 til 1808 - først Puhan, siden Ingermann og til sidst dennes enke, som faktisk overtog embedet fra sin afdøde mand.

Sidebygningen mod vest

Sidebygningen mod øst - foto KB 2019

Sidebygningerne og bagsiden af facaden set fra nord

Ejendommen er gennem årene til- og ombygget ganske mange gange - både med hensyn til butikken/ butikkerne i facaden mod Skomagergade, og ikke mindst i bag- og sidebygningerne.


Den seneste store forandring skete i 1987, hvor bygningerne fik deres nuværende udseende. På tidspunktet var det ejerens ønske at nedrive sidebygningen mod vest, men kommunen valgte at følge Roskilde Museums anbefaling om at bevare bygningen, som derefter blev restaureret og bevaret. Den kun 16 kvadratmeter store stueetage blev opført omkring år 1900, og 1. salen med udhæng og yderligere 23 kvadratmeter blev tilføjet omkring 1911.


I 1917 blev portåbningen reduceret, idet der blev indrettet en lille kiosk mod vest - et areal som dog allerede i 1926 ændres til trappeopgang til 1. sal.


I 1926 blev der også opsat 3 kviste på taget, men den vestlige af disse blev fjernet igen i 1976 ligesom bygningens skorstene blev fjernet.


Det var også i 1976 at den karakteristiske baldakin over butiksfacaden blev tilføjet.

Matas-kæden - den største lejer i bygningen - er et lille stykke dansk erhvervshistorie.

Materialistbranchen har rødder tilbage til 1800'tallet. Det var på den tid meget almindeligt, at en farmaceut, der ikke kunne få et apotek, startede en materialhandel. Materialhandlerne solgte bl.a. kemikalier, foderstoffer, fotoartikler, vaskepulver, urter og krydderier. Mange blandede også selv cremer, hårvand, barbersprit og skintonic.


I 1949 fandt en lille gruppe materialister sammen om fælles indkøb, og det udviklede sig hurtigt og blev formaliseret gennem Matas A/S, hvis aktionærer allerede året efter havde 60 butikker og var landsdækkende.

I 1956 fik butikkerne fælles logo på facaderne, og i 1967 blev det kendte stribedesign af en række varer introduceret, og der var nu godt 150 materalister med i selskabet.

I 2007 ændres ejerstrukturen således, at en kapitalkæde køber aktiemajoriteten i et selskab, som køber størstedelen af Matas-butikkerne, men dog således at der fortsat er privatejede butikker, som til gengæld fortsætter med fælles logo, kampagner og indkøb af stribevarerne.

I 2013 bliver Matas en børsnoteret virksomhed, og i 2018 er samtlige Matas-butikker ejet af denne virksomhed. 

I 2011 organiseres på forsøgsbasis et samarbejde med en apoteker, så nogle Matas-butikker kan levere receptpligtig medicin, og dette samarbejde med lokale apoteker har siden udviklet sig til fælles butikker i nogle byer - dog ikke i Roskilde.

 


Sidebygningen mod vest i 1961 - Klamers værksted

Klamers skilt på værkstedsbygningen - bevaret og opsat på den restaurerede bygning

Billedskærer Klamer var i sin samtid kendt for sit specielle håndværk - og han havde i 1950/1960'erne sit værksted i den vestlige sidebygning - boede privat i en af de mange lejligheder, som blev indrettet i den gamle kurbadeanstalt ved Maglekilde inden han tilbragte sine sidste år på et af byens plehjem.

Privat foto  Per steenholdt 2019- Klamers hyldest til Josephine Baker

Det er begrænset hvad der findes af oplysninger om Klamers virke, men det er sikkert, at han stod for træskærerarbejdet i forb. med en af renoveringerne af kildehuset til Maglekilde - og i en del private hjem kan man stadig finde udskårne lysestager, figurer m.v., som kom fra hans værsted.  I drengekorpset Borgervæbningen - nu Roskilde Garden - gik tambourmajoren i en del år i spidsen med en tambourstav udformet af Klamer - en stav med diverse udskæringer og ørnen fra byvåbenet øverst.


Klamer var meget glad for at gengive den kvindelige krop, og det ser man bl.a. på en hyldest til Josephine Baker - håndtasken er udformet som et hjerte, hvor der stikker en banan op - en tydelig reference til Josephine Bakers tidlige karriere, hvor hun optrådte i bananskørt, og til tider ikke så meget andet.


Det fortælles, at da Klamer flyttede på plejehjem, medbragte han bl.a. et antal af sine kvindefigurer, og da der både var "til gården og til gaden" skulle det efter sigende ha' vakt en del forargelse blandt dele af plejepersonalet.

 


Lokalhistorisk Arkiv - mellem 1923 og 1929

Annonce Roskilde Dagblad 12/9 1923

De fleste vil sikkert umiddelbart tænke at Monopol da ligger i Skomagergade 24, men Ludvig Sørensen etablerer sig faktisk først i nabobygningen i nr. 26 i 1923.


Da han erhverver naboejendommen mod øst og i 1929 bygger den ejendom, som vi kender i dag, fortsætter han med forretningen i nr. 26 helt frem til 1934. 

Lokalhistorisk Arkiv - mellem 1903 og 1912

Sadelmager, tapetserer og møbelhandler Carl Georg Greisen ( f.1856) driver møbelforretning på stedet fra 1903 til 1913, og der har sikkert været tilknyttet et værksted i en af sidebygningerne i gården.


Mange af byens forretningsdrivende har gennem årene skiftet adresse, men Carl Greisen må siges at være i en liga for sig !


Vi støder første gang på Greisen i 1880, hvor han etablerer sig med sit håndværk som sadelmager og tapetserer i en kælder i gården til "Friis' ejendom i Algade, overfor klosteret", som må være det nuværende Algade 34. I 1882 annnoncerer han flytning til Algade "lige for Hestetorvet" - og så bliver der stille omkring ham i forhold til avisannoncering. Noget tyder på at han flytter til København.


I 1889 annoncerer Greisen om "den nye" sadelmager- og tapetserervirksomhed i Algade "lige for Hersegade" - formentlig nr. 19 ( og han flytter til byen fra København), og i 1892 flytter han til Bryggergården Algade 15 på hjørnet af Algade og Rosenhavestrædet.

I 1902 annoncerer Greisen påny en flytning til Algade 34, og møbelhandler Chr. A. Nielsen åbner sin møbelforretning i Greisens tidligere lokaler !


Endelig i 1903 erhverver Greisen ejendommen Skomagergade 26 og flytter sin møbelforretning hertil.



Carl Greisen er en ganske flittig annoncør i sin tid som møbelhandler. Når man ser annoncerne igennem, tegner der sig hurtigt et billede af en strategi med annoncering om kraftigt nedsatte priser - typisk i forbindelse med de mange flytninger.


Overskriften "Af mangel på Penge" i 1902 kan nok virke lidt usædvanlig efter nutidens målestok, men når man ser opfindsomheden blandt datidens avis-annoncører for at påkalde sig læsernes opmærksomhed, er det egentlig ikke så usædvanligt.


Når man så ved, at han kort tid efter erhverver ejendommen Skomagergade 26 får man vel også svaret på hvad det lige var han manglede penge til !!


Da han i 1913 har "ophørsudsalg" skriver han, at det er efter 24 års virke - altså tager han udgangspunkt i 1889. Man må gå ud fra at han mener 24 år som forretningsmand i byen - og tiden som håndværker er så ikke medregnet - og naturligvis skal der en sidste gang lokkes med nedsatte priser.



Roskilde Avis  -  november 1902

Roskilde Avis   -  januar 1913


Roskilde Museum - tegning af husrækken Skomagergade 24-32  - omkring 1865

Den 1. maj 1830 kan man læse i Avis for Roskilde Bye og Omegn, at et parti chokolade er ankommet til byen, og at man skal henvende sig hos J. Barchalia, hvor man sikkert også kunne købe andre søde sager.


Det var lang tid før gadenumre blev indført, men avislæserne vidste godt, at turen skulle gå til Barchalia's ejendom i Skomagergade - i dag kendt som nr. 26.


Joseph Barchalia (1770-1830) var indvandret fra Italien omkring 1790. Han tog ophold i København, hvor han blev gift og fik sønnen Stephen i 1814. Desværre dør ægtefællen, og sammen med sin søn drager han til Roskilde, hvor han igen bliver gift - nu med Cecillia Bidstrup (1801-1877). De får sammen to døtre i 1825 og 1828.


Joseph Barchalia køber ejendommen Skomagergade 26 - formentlig et af de sidste år i 1820'erne ( gørtler Peter Jensen er noteret som ejer både i 1814 og 1827), og her bor familien, og de har  deres udkomme ved driften af en lille købmands/chokoladeforretning og udlejningen af ejendommens private lejemål og et værksted i baggården.


Joseph Barchalia dør i 1830, hvor Cecillia så sidder tilbage som enke i en alder af 29 år med en stedsøn og deres fælles døtre.

Cecillia Barchalia annoncerer sin mands død i Statstidende, og fortæller samtidig at hun nu ejer ejendommen og agter at fortsætte driften af købmands- og gallanteriforretningen.


Naturligvis er der en rask ungersvend som efter en passende tid og moden overvejelse gør sine hoser grønne.


I 1838 indgår Cecillia Barchalia ægteskab med Carl Ludvig Kornerup (1809-1881) - søn af "stamfaderen" til den kendte Kornerup-slægt. 


Dette ægteskab bliver barnløst, så det er ikke Carl der medvirker til Kornerup-slægtens udbredelse, men han går altså fint ind i slægtens købmandstraditioner.

Traditionerne blev ligeledes fulgt, da copulationsattesten (vielsesattesten) straks tinglyses som adkomst til ejendommen for Carl Kornerup - Cecillia var ikke noget ringe parti !


Cecillia dør i 1877 og Carl i 1881, og ejendommen kommer kortvarigt i en lidt fjernere Kornerup-slægtnings besiddelse. Først den københavnske grosserer Mouritz Glerup Rafn Kornerup, og da han dør i 1883 er det hans enke Emma der overtager og videresælger i 1885 til købmand J.M.K.Petersen, hvis enke overtager i 1901 - og i 1903 er det så møbelhandler Greisen der køber ejendommen.

I belægningen på strækningen mellem Stændertorvet og Støden er der nedlagt 15 granitfliser med inskriptioner med relation til deres placering. Der er udgivet en brochure "Sten i Skomagergade" som giver en oversigt over flisernes placering og en lidt mere udførlig beretning om de enkelte lokaliteter. Se brochuren her


En af fliserne ligger ud for nr. 26, og den fortæller, at her boede byens skarpretter - i nutidens sprog kaldet bøddel - og næste gang du er på bytur med familie eller venner, giver læsning af den fortsatte historie dig mulighed for at brillere med meget mere af historien.

Økser, sværd, hjul og stejle, galger og gloende tænger hørte til blandt skarpretterens mange uhyggelige arbejdsredskaber.


Mange større byer havde en skarpretter - i den tidligste tid en meget ilde set person, men over tid udviklede det sig til en mere velanskrevet profession.


At læse om skarpretterens opgaver er ganske enkelt hårrejsende.


I ROMU årgang 1989 har Knud Poulsen skrevet generelt om professionen og specifikt om Roskildes skarprettere gennem tiderne. På side 41 finder man en gengivelse af en regning på 69 rigsdaler, som skarpretter Ingermann i 1768 meget udførligt udskriver for sit arbejde med at eksekvere den afsagte dom over tre dømte med et mord på samvittigheden - ikke læsning for sarte sjæle !


Du kan læse artiklen her 


Det var skarpretter Christian Ernst Puhan der i 1719 købte Skomagergade 26, og det var således ham, der i 1735 måtte se sin ejendom gå op i flammer sammen med store dele af Skomagergades øvrige bygninger. Det var så også ham, der i 1737 havde "fornøjelsen" af at henrette ophavsmanden til den store brand, hvilket foregik på det stykke jord ved Hedemøllen øst for byen, som tilhørte hans embede.


I 1760 blev embedet overtaget af Johan Gotfried Ingermann - en søstersøn til Puhan og dennes medhjælper de seneste år. Lidt usædvanligt overtog hans enke i 1804 embedet.

Det var dog ikke meningen at hun selv skulle svinge øksen, men efter behov tilkalde skarpretter Mühlhausen fra København. Det var iøvrigt samme Mühlhausen, der i 1772 havde henrettet Struense og Brandt, så han må siges at besidde erfaring.


Enken - Anne Marie Ingermann - solgte Skomagergade 26 i 1808, og hun blev den sidste indehaver af skarpretterembedet i Roskilde.


Eva Tønnesen har i "Historisk årbog for Roskilde Amt 2014" skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde fra enevælde til matadortid".

En af de omtalte stærke kvinder er "Den rapkæftede skarprettermadam" Anne Marie Ingermann - en stærk kvinde med et absolut usædvanligt liv.


Du kan læse artiklen her

Den franske ingeniør Marmillod stod for projektet med at anlægge Københavsvej, som vi kender den i dag, og under arbejdet i felten har han sikkert bemærket en galge inde på marken, og har indføjet den på sit kort fra 1765 ( som lidt utraditionelt har syd øverst).


Et andet gammelt kort fra 1808 over Nymarken viser at jorden lige der tilhørte embedet som skarpretter sammen med Skomagergade 26.

På kortet er jordstykket på små 7 tønder land benævnt som matr. nr. 6.


I dag er det området omkring Hedeboparken


Jorden, som var matrikuleret sammen med Skomagergade 26 bliver frasolgt i 1891.


Som et lille kuriosum kan nævnes, at grunden som stødte op mod øst til skarpretterens embedsjord blev benævnt som "Husarvænget" - nogenlunde der hvor Håndværkervej ligger i dag.


Her havde husarerne, som var indkvarteret i Roskilde i perioden 1778-1842, deres eksercerplads. Her kunne hestene og husarerne træne, og hestene har sikkert fået lov til at græsse.

Udsnit af Marmillods kort fra 1765

Udsnit af kort over Nymarken 1808

Udsnit af Albert Anker's "Der Quacksalber" - 1879

Man kan med rette spørge, om tidernes barske retspraksis trods alt gav arbejdsopgaver nok til en skarpretter - det var jo ikke hver dag at forbrydere skulle aflives eller på anden måde afstraffes. Der skete over tid også en udvikling i retspraksis, hvor flere forbrydelser ikke mere gav dødsstraf. Men skarpretteren skulle jo også forsørge sin familie !


Svaret er, at mange skarprettere havde indtægter  - ja nok deres hovedindtægt fra noget, som vi i dag uden tøven vil kalde kvaksalveri - men tiden var jo en helt anden, og da ganske mange ikke havde midler til at opsøge lægen, lå det lige for at benytte sig af alternativet - og der findes ganske mange beretninger om at skarpretterens resultater ofte kunne måle sig med lægens.


Vi taler om salg af lægende planter, urteafkog, salver, grødomslag og igler, der kunne suge materien ud af betændte sår o.s.v.

Også egentlig kirurgisk arbejde påtog skarpretteren sig, og da jobbet indebar, at lig skulle parteres, er der givet opsamlet en del kirurgisk indsigt.


Det hører yderligere med til historien, at skarpretterjobbet ofte var besat af skiftende slægtsled, og der blev naturligvis opsamlet og videregivet erfaring og viden, som har haft nytteværdi.


Det er en lidt spændende tanke, at der utvivlsomt har været indrettet et lokale i Skomagergade 26 til salget, og hvad der ellers har været af aktiviteter.


Vi ved at Burhan beskæftigede sig med både de helende urter m.v. og kirurgi. I hans dødsbo fandt man - udover alle de makabre værktøjer til afstraffelse - også lærebøger om lægekunsten og de helende planter og et instrument i sølv "til at stryge plaster med". I det hele taget bar dødsboet præg af stor velstand, så Burhan havde en god forretning.


Så vidt vides fortsatte Ingermann ikke med kirurgien, men bestemt med alle de øvrige aktiviteter i naturlæge/kvaksalverforretningen.

Ingermann havde konsultation hver torsdag, hvor der var fyldt godt op i ejendommen.  I sin artikel om "Den rapkæftede skarprettermadam" skriver Eva Tønnesen, at Ingermann havde bl.a. en særlig vidunderdrik med diverse urter og rødder tilsat lidt hestepærer - altsammen tilsat vand, og dette fluidum lod skarpretteren så løbe ned over sin økse, og så har der næppe været grænser for hvad den kunne kurere.