Sankt Ols Stræde 2
Foto Karen Margrethe Møller februar 2026
Ejendommen stod færdigopført i 2026 som en ejendom til privat beboelse i 2 plan - en ganske usædvanlig hændelse i Roskildes bymidte.
Forinden blev gamle bygninger på stedet nedrevet - gamle bygninger på det grundareal, som er en del af hjørneejendommen Sankt Ols Gade 14-16 - og dermed deler den nye adresse Sankt Ols Stræde 2 historie med hjørneejendommen. Du kan læse hele historien om denne ejendom her
Byggeprojektet strakte sig over 6-7 år, da beliggenheden er helt unik - lige overfor den fredede bygning som huser ROMU - Roskilde Museum og ganske tæt på Domkirken.
Det betød involvering af både museet og Roskilde Domkirke (som har særlige rettigheder i forbindelse med byggeri så tæt på Domkirken) og så selvfølgelig Roskilde Kommunes beslutningstagere.
Arkitekten Joachim Berg og bygherrerne Gitte og Jan Grønbech gjorde sig naturligvis mange tanker i planlægningsfasen, og resultatet blev altså det nye byhus, som vi ser i dag.
Når der graves i det gamle Roskilde kan man være (næsten) sikker på at der dukker noget mere eller mindre spændende op fra tidligere tiders bebyggelser m.v.
En arkæologisk udgravning som Roskilde Museum foretog i efteråret 2024 var ingen undtagelse - og de foreløbige resultater blev publiceret i ROMU's årsskrift 2024.
De nedrevne bagbygninger til Sankt Ols Gade 14 og 16
Bag nr. 14 har der oprindeligt været 2 bagbygninger - den fjerneste var en lo- og ladebygning opført i 1780'erne, og den blev frasolgt i 1982 og fik adressen Rosenhavestræde 5.
Der har gennem tiderne været flere bagbygninger tættere på hovedhuset - og den seneste og mest markante er den, som blev nedrevet i 2024 for at gi' plads til nybyggeri.
foto KB august 2024
På Ehlers grundtakstkort fra 1791 er indtegnet en bygning med et areal nogenlunde svarende til den bygning, som stod helt frem til 2024, men det er helt sikkert, at det ikke har været den samme bygning på det tidspunkt.
Brandtaksationerne fra 1761 og frem til 1811 omtaler en bygning på 6 fag i een etage - lerklinet med halmtag og en port til gennemkørsel.
Først i 1845 beskriver en brandtaksation en bindingsværkbygning, som med sikkerhed er den bygning i 2 etager med et højt loft som vi oplevede i bybilledet frem til 2024 - nu er den på 7 fag og med bindingsværk i egetømmer.
Meget taler for, at det er ejeren fra 1811 - vognmand Peter Hansen - har stået for etableringen af en bygning, som har kunnet rumme de heste, som var en afgørende faktor for hans forretning - måske yderligere udbygget af sønnen vognmand Hans Hansen.
Til mange byejendomme har der været tilknyttet et stykke landbrugsjord jord uden for byen ( Nyvang, Nymarken, Vestermarken, Store Hede o.s.v.) - typisk på en størrelse af omkring fire tønder land - hvor byboerne på forskellig måde har kunnet udnytte afgrøderne bl.a. til de husdyr, som mange havde i deres nærhed.
Tingbogen vidner om, at der er sket flere og ikke ubetydelige tilkøb af jordlodder, men vognmandsforretningen med sine heste har sikkert også stillet krav ud over det sædvanlige.
Opbevaringsfaciliteterne har så også levet op hertil, med både den store stald- og ladebygning, og dertil bygningen - beskrevet som en lo- og ladebygning - som senere blev til Rosenhavestræde 5.
Da vognmandsforretningen ophører i 1860'erne bliver bygningerne indrettet til beboelse - Rosenhavestræde 5 er det fortsat, men tiden løb fra den to-etagers bindingsværksbygning, og udlejningen ophørte sidst i 1980'erne og forfaldet satte ind.
Garagebygningen bag Sankt Ols Gade 16 langs Sankt Ols Stræde blev bygget i 1959/1960.
Udsmykningen af gavlen har sikket været et succesfuldt værn mod de utallige bemalinger, som skiftende grafitti-malere har muntret sig med gennem årene.
Garagebygningen blev i 2024 nedrevet sammen med den bagvedliggende gamle stærkt forfaldne bindingsværkbygning bag nr. 14