SKOLEGADE 11
Foto KB 2025
Ejendommen Skolegade 11 indgår flot i husrækken nr. 9 og 11 mellem Lille Maglekildestræde og Weysegangen, og begge ejendomme er fredet - nok ikke på grund af ejendommene i sig selv, men fordi de udgør en væsentlig del af bygningsmiljøet omkring Roskilde Domkirke.
Det vil sikkert overraske de fleste, at nr. 11 med påskriften "Wilhelm Topp's minde 1874" faktisk er en nybygning fra 1975, hvor man opgav at restaurere det oprindelige stærkt forfaldne hus, som var fra 1746 - men til gengæld byggede en tro kopi i det ydre.
Bygningen på stedet har siden 1940 været ejet af Roskilde Domsogn, og er i dag en udlejningsejendom til privat beboelse.
Den oprindelige ejendom blev opført af rådmand Hans Rasmussen Lange som en stiftelse til beboelse for nogle af de mindrebemidlede i hans og hans hustru's slægt.
Foto Bennie Hansen 1974
Skulle man et øjeblik tvivle på at ejendommen er nybygget, kan man se hvordan der så ud i 1974.
Der var i tiden en lokal debat, hvor der var blev fremført argumenter om at man - åbenbart uden at skele til hverken omkostninger eller hvad der reelt var tilbage at restaurere - burde ha' sikret det oprindelige hus.
Nogle af disse kritikere mente, at det nærmest var en skændsel at bygge en kopi.
Det eneste der er bevaret fra det gamle hus er inskriptionen på facaden.
I en artikel i årsskriftet 1988 for "Foreningen til gamle bygningers bevaring Roskilde" redegør civilingeniør Ove Engholmer, som var formand for domsognets menighedsråd fra 1972-1988, om hvorfor det endte med en nybygning.
I den forbindelse bliver der ikke just uddelt ros til de skiftende menighedsråd, som lod bygningen forfalde.
Til gengæld er der mange gode grunde til at rose Ove Engholmer og senere menighedsråd for en stor indsats til gavn for Domkirkens omgivelser.
Du kan læse artiklen her
I 1971 blev der skrevet et helt særligt kapitel i ejendommens historie.
Bygningen henstod ellers ubeboet, men en morgenstund var der tilsyneladende flyttet nogen ind i ejendommen.
Bemalede masonitplader var sat op indvendigt, og de nye "beboere" kiggede ud til de undrende forbipasserende.
Det var jo utvivlsomt en påmindelse til domsognets menighedsråd om at få gjort noget ved den faldefærdige bygning.
Den lokale presse omtalte da også begivenheden kort, men hvem der stod bag aktionen forblev uvist - om end der blev hvisket i krogene om hvem det kunne være.
Det blev naturligvis opklaret på et senere tidspunkt, og du kan læse mere her.
I 1940 tilbød boet efter ejeren af Skolegade 9 og 11 - i overensstemmelse med ejeren arkitekt Johan T. M. Webers ønske - at Roskilde Domsogn kunne erhverve bygningskomplekset for en sum af 40.000 kroner, som uagtet at bygningerne bestemt ikke var i en god stand, blev vurderet til at være en absolut rimelig pris.
Den største del af ejendommenes værdi måtte tilskrives nr. 9 - "Webers gaard" med de bagvedliggende bygninger og tidligere tømrerværksted. Arkitekt Johan Weber havde selv tilkøbt nr. 11 i 1918.
Lokalhistorisk Arkiv 1905
Arkitekt Johan Weber i nr. 9 køber naboejendommen nr. 11 i 1918 af de tre arvinger efter afdøde Marie Theresia Elisabeth Rasmussen (1834-1910).
De tre arvinger - døtre af Marie's storebror Ludvig og dermed Marie's niecer - havde fået arveudlægsskøde i 1910, og de to af dem - Jutta Rasmussen og hendes lillesøster Thora boede ved folketællingen i 1890 i ejendommen - den tredie Betty var blevet gift med murermester Schledermann.
Et billede fra 1905 viser den gamle bygning.
Marie Theresia Elisabeth Rasmussen fik skøde på ejendommen i 1874, hvor hun købte den af "Den Langeske Stiftelse", som formentlig er blevet nedlagt i den forbindelse.
Den ejendom som Weber køber i 1918, er allerede i 1845 i forb. med Troniers kort fra dette år omtalt som aldeles forfalden.
73 år senere står den dog fortsat, så man må gå ud fra at der er blevet "repareret" i et eller andet omfang. undervejs.
Det er i hvert fald sikkert, at ejendommen gennemgår en større renovering i forbindelse med ejerskiftet i 1874.
Weber har sikkert også taget fat på opgaven, men fra 1940 skete der så vidt vides intet, og som omtalt tidligere, var det helt slut med ejendommen i 1974.
Uddrag fra beskrivelsen til Troniers kort 1845
Skødeprotokollen
Der hersker ingen tvivl om, at det er den 39 årige ugifte lærerinde Marie Theresia Elisabeth Rasmussen, der i 1874 køber ejendommen i 1874 for 1300 rigsdaler af ”Den Langeske Stiftelse” – en ejendom, som 7 år tidligere i en brandtaksation i 1867 blev vurderet til 1040 Rigsdaler.
Marie Rasmussens forældre var Hans Rasmussen og Maren Mortensdatter.
Faderen Hans Rasmussen var født i Parkhuset i Klostermarken i 1802 og der kom en lillesøster Ane Rasmusdatter til i 1810.
Hans Rasmussen blev siden portner på Palæet, og hans søster Ane Rasmusdatter giftede sig med den københavnske grosserer og hørkræmmer Wilhelm Topp i 1841 og flyttede til København. Dette ægteskab var så vidt vides barnløst.
Folketællingen i 1880 fortæller, at Marie Rasmussen bor på kvisten sammen med sin mor, enkefru Maren Rasmussen, 75 år gammel, og stueetagen er udlejet.
I 1870 - hvor faderen Hans Rasmussen var død - boede Marie også sammen med sin mor, og det var i Kirkestræde. På det tidspunkt tituleres Marie som hjælpelærerinde i folketællingen.
Enkefru Maren Rasmussen dør i 1883 , og ved folketællingen i 1890 er Marie Rasmussen fraflyttet "Wilhelm Topp's Minde 1874", men er stadig ejer af ejendommen, som nu er udlejet til andre dele af familien Rasmussen - hendes lillesøster Karen Margrethe og Marie's niecer Jutta og Thora.
Marie er vendt tilbage til ejendommen ved folketællingerne i 1901 og 1906, og bor der til sin død i 1910 - først med sin lillesøster Karen og siden med niecen Thora.
Der er et godt spørgsmål om hvordan Marie Rasmussen i 1874 får midler til at købe ejendommen, for det forekommer ret usandsynligt at hun selv skulle besidde sådanne midler. Der findes dog et notat i skødeprotokollen 1875 som afslører, at det er Wilhelm Topp og hans hustru, der står bag kontanterne til ejendomshandelen.
Det forklarer jo også den inskription, som ejendommen bliver forsynet med.
Det mest logiske ville måske være, at det er Marie Rasmussen eller Wilhelm Topp’s enke Ane der bekoster inskriptionen ved hans død i 1883, men det er et faktum at der findes en annoncering i Roskilde Avis 28. sept. 1882 med "Wilhelm Topp's Minde" som adresse, så inskriptionen er altså sat på ejendommen før Wilhelm Topp dør.
Der foreligger bestemt den mulighed, at inskriptionen er sat op allerede i 1874/75 i forbindelse med ejendomskøbet og den efterfølgende sikkert ganske omkostningskrævende restaurering af ejendommen. Der er ingen tvivl om, at det var Wilhelm Topp der sørgede for hele finansieringen, og nok gerne ville sikre sig, at hans generøse støtte til hustruens svigerinde og niecen ikke skulle gå i glemmebogen.
Som tidligere nævnt var Wilhelm Topp og hustruen Ane Rasmusdatter barnløse, så de har sikkert ved deres besøg hos portnerfamilien på Palæet kunne følge den lille Marie's opvækst og fundet glæde herved, og deres tilknytning til Roskilde - uagtet deres bopæl i København - besegles definitivt, da de begge bliver begravet på Gråbrødre Kirkegaard.
Skødeprotokollen
I 1875 indføres i skødeprotokollen et gældsbrev, som omhandler en forpligtelse, som derefter påhviler ejeren af Skolegade 11.
Teksten lyder:
"Gældsbrev dateret 28. juni tinglyst 1.juli 1875, hvor jomfru M.T.E.Rasmussen forpligter sig og efterfølgende ejere til at svare en årlig rente til grosserer H.C.Topp sålænge han og hustru lever 140 kroner - 35 kroner i kvartalet f.g. 1/4 75 som ...af at grosserer Topp har forsynet jomfru Rasmussen med kontanter til ejendommens køb m.v. - Til sikkerhed herfor gives 1.prioritets panteret"
Teksten er overstreget fordi forpligtelsen jfr. sit indhold bortfalder i 1888, hvor enkefru Topp dør.
Herefter står det lysende klart, at det er Wilhelm Topp, som finansierer både købet af ejendommen i 1874 og den efterfølgende renovering, som afsluttes i 1875.
Det står også klart, at der trods alt er grænser for godgørenheden, for det tinglyste gældsbrev - som vel er at sidestille med en livrente, og som derfor ikke indeholder et gældsbeløb - giver trods alt Wilhelm Topp og hustru en beskeden forrentning af den investerede sum.
Det må ret sikkert, at forløbet har været aftalt på forhånd, og at der har været stor tillid mellem parterne.
Vi kender prisen på ejendommen, som var 1300 rigsdaler i 1874 - hvilket efter møntreformen den 1. januar 1875 svarer til 2.600 kroner. Herefter er der formentlig brugt et næsten tilsvarende beløb på renoveringen, som bl.a. medførte at kvisten fik tilført et køkken, og dermed skabte basis for at stueetagen kunne udlejes selvstændigt.
Det er lidt gætteværk, men hvis man antager at Topp har sat i alt omkring 4.500 kroner i ejendommen, så får han og hustruen en årlig forrentning af kapitalen på 3% indtil den længstlevende ægtefælle dør.
Ved den efterfølgende brandtaksering bliver ejendommen vurderet til 3.830 kroner.
Marie Rasmussen har sikkert kunnet indkassere en væsentlig del af sin forpligtelse gennem udlejningen af stueetagen, og står så som ejer af en gældfri ejendom i 1888 - i sandhed en fornem gave fra Wilhelm Topp, som på sin side fik glæden af at sikre hustruens svigerinde og niece en fornuftig bolig - og glæden over at ejendommen fik hans navn.
I bogen om Topp-slægten nævnes det, at Wilhelm Topp er legatstifter.
Folketællingerne fortæller, at både Marie Rasmussen og hendes søster Margrethe er legatnydere.
Det virker sandsynligt, at Wilhelm Topp og hans hustru har været gavmilde ikke bare i forhold til ejendomskøbet, men også som stiftere af et legat, som Marie og lillesøster Margrete har nydt godt af - om end det ikke er dokumenteret.
fra familien Topp's slægtshistorie
Hof- og statskalenderen 1870
Hans Rasmussen Lange (1670-1750)
Købmand og rådmand Hans Rasmussen Lange (1670-1750) og hans hustru Anne Margrethe von Essen opførte i 1746 en ejendom på hjørnet af det, som vi i dag kender som Skolegade og Weysegangen.
Ejendommen blev ved gavebrev overdraget til "Langes Stiftelse i Roskilde", som samtidig fik sin fundats den 8. januar 1746.
Ejendommen bestod af 2 boliger, som efter fundatsens bestemmelser skulle være fribolig for enker, fortrinsvis af stifternes slægt.
100 år senere beskrev Tronier i forbindelse med sit kort over Roskilde, at dels var ejendommen stærkt forfalden, og de enker, som skulle nyde godt af friboligerne, ikke selv boede på stedet, men fik lejeindtægter fra skiftende beboere.
Vi ved f.eks. at ejendommen i 1869 - kort før at stiftelsen solgte ejendommen - var beboet af skomager Andreas Enig og hans familie - bl.a. den nyfødte Anne Enig, som en del år senere skulle blive gift med guldsmedemester Andersen i Karen Olsdatterstræde 7, og lagde grunden til guldsmedevirksomheden "Andersen og Enig"