Støden 1-9

Støden 1-9 efter 1964


Foto KB 2025

Hjørneejendommen Støden 1-9 (som også omfatter  Ringstedgade 2) er en kombineret beboelses- og erhvervsejendom i 5 etager + kælder ejet af "Ejendomsselskabet Roskilde Fællesbageri ".


Ejendommen er opført 1963/1964 hvor stueetagen blev tilpasset de første erhvervslejemål, som var Arbejdernes Landsbank på hjørnet med adressen Støden 1, men med banklokalet liggende langs Ringstedgade. I Støden 3 var der opgang til de øvre etager og  indgang til et bageri "Parfait", og i den øvrige del af underetagen -  med indgang i Støden 5 ca. midt i den lange bygning - var indrettet et stort supermarked "HB Comus". Til venstre for hovedindgangen var der indrettet dagligvareafdeling - og til højre blev det skrånende terræn udnyttet til at etablere to plan med cafeteria  m.v. på det øverste plan, og "non-food" i det nederste plan.


Denne bygningsindretning er i princippet bevaret, men der er siden sket mange udskiftninger i lejemålene og indretningen og størrelsen af disse, og det er tydeligt, at ikke mindst de to plan i facadens vestlige del har været en udfordring for ejeren i den forbindelse.


Hjørnegrunden har været bebygget meget tidligt, og bebyggelsen er vist på det tidligste kort over Roskilde fra 1677, men der er givet sket mange forandringer af bygningerne gennem tiderne.


Fra nutiden tilbage til 1964


Facaden mod Støden har siden byggeriets færdiggørelse i 1964 gennemgået betydelige ændringer i rækken af erhvervslejemål.


Til venstre (øst) for den store indgang ca. midt på bygningen var er oprindeligt 3 forretninger:  nr. 1 Arbejdernes Landsbank - nr. 3 bageren "Parfait" og nr. 5 dagligvareafdelingen af HB Comus, og det er nu blevet til 4:  nr. 1 Rustik Bageriet, nr. 3 slagter Frimann, nr. 5 Roskilde Fiskehus og nr. 7 restaurant "That's Amore",  og til højre (vest) for den store indgang er en meget stor forretning i 2 plan i hele denne bygningsdels længde (HB Comus) blevet til 2 forretninger i 2 plan: nr. 7 "Tvis Køkken" og nr. 9 "EDC-bolig og erhverv" - og undervejs i tidsforløbet har der periodisk været andre forretninger.

Støden 1


Foto KB 2017

Foto KB 2025

Arbejdernes Landsbank havde som den første lejer i 1964 indgangsparti på hjørnet af Støden og Ringstedgade - og postadressen var Støden 1 - uagtet at banklokalet reelt strakte sig langs Ringstedgade, hvor adressen tidligere var Ringstedgade 2.


I 1998 fik banken en udendørs pengeautomat - først placeret i Ringstedgade, men siden flyttet til indgangspartiet i Støden.


Da Roskilde Bank krakkede i 2008, var det Arbejdernes Landsbank og Nordea der flyttede til ejendommen i Algade 14-16 i 2009.


Lokalet langs Ringstedgade blev herefter opdelt i 2, og "Conditoriet" overtog adressen Støden 1.  Efter 2017 blev navnet af nye ejere ændret til "Rustik Bageriet" - cafè og konditori.


Adressen Ringstedgade 2 blev nu genoplivet i det andet lejemål, som i 2009 først var restaurationen "Udsøgt" - og senere i 2020 af vinhandleren "Otto Suenson" 

Byggesagsarkivet 2007

Støden 3


Foto KB 2025

Foto KB 2025

Siden 1981 har slagtemester Peter Frimann haft til huse i Støden 3, hvortil forretningen flyttede fra Clermontgade.


Navnet "Sct. Jørgen Slagteren" blev i første omgang bibeholdt, men senere ændret til "Slagter Frimann".


Tidligere har der været en del slagterforretninger i hovedgaden, og der findes nu (2025)  fortsat slagterafdelinger i supermarkederne Superbrugsen og Meny, men "Slagter Frimann" er nu den eneste slagterforretning i traditionel forstand i bymidten.


Det er i dag slagtermester Palle Christensen der står i spidsen for den daglige drift.



Foto KB 2017

fra avisannonce omkr. år 2000

Da "Sct. Jørgen Slagteren" åbnede i 1981, var det "kun" i halv størrelse i forhold til i dag.

I 1995 blev butikkens areal fordoblet ved inddragelse af en del af naboens butiksareal i nr. 5-7

Byggesagsarkivet 1979

Lokalerne som "Sct. Jørgen Slagteren" overtog i 1981 havde fra 1979 også dannet rammen om salg af fødevarer, nemlig "Correll", som ikke mindst var kendt for sit salg af frosne fødevarer. Virksomheden og dens aktiviteter andre steder end i Roskilde gik konkurs i 1981. 

Den første lejer i lokalet fra 1964 til 1979 var bagerforretningen "Parfait", hvis facade fremstod sammenkoblet med indgangspartiet til trappen til de øvre etager.

"Parfait" var drevet af Roskilde Fællesbageri.


Fællesbageriet er i dag ejer af ejendomskomplekset.


Allerede omkring 1919 åbnede Fællesbageriet et brødudsalg i det tidligere ejendomskompleks - dog i den del der lå i Ringstedgade 2 - men det blev nedlagt på et tidspunkt i 1960'erne

Lokalhistorisk Arkiv omkr. 1965

Foto KB 2025

Adressen Støden 3 er også den adresse, som beboerne på de øvre etager har.


Mest fylder de mange private lejemål, men også en del liberale erhverv bor på etagerne.


I 1964 indrettede Arbejdsformidlingen sig med sine kontorer, ligesom Teknisk Landsforbund har haft sin adresse her.


I dag er det ikke mindst sundhedssektoren der fylder erhvervslejemålene med den meget centrale placering

Støden 5-7


Foto KB 2025

Fiskeforretningen på stedet blev etableret i 2016 - pudsigt nok præcis det samme sted med samme adresse, hvor der også blev indrettet en fiskeforretning i 1924 i en tidligere bygning.

Foto KB 2025

Foto KB 2025

Fiskeforretningens navn har været "Roskilde Fiskehus" siden september 2023.


Billederne illustrerer med al tydelighed, at nutidens specialforretninger kan spænde ganske meget i deres vareudbud.


På billedet ses fiskehusets indehaver Jesper Højfeldt Lund, som gør klar til at partere en tun af spansk oprindelse.

Det var i 2016, at der blev indrettet fiskebutik "Kuberts Fisk" i Støden 3.


Lars og Tanja Kubert drev allerede en fiskeforretning på gågaden i Nykøbing Sjælland, men havde altså mod på endnu en forretning. 

Det ser ud til, at det trods alt var for krævende at drive to forretninger - så i 2023 kom der ny ejer, og Kuberts fiskeforretning i Nykøbing Sjælland eksisterer fortsat (2025).

Foto KB 2017

Samtidig med indretningen af fiskeforretningen i 2016 blev der som nabo indrettet en restaurationsvirksomhed i Støden 7.


Stilen og menukortet er italiensk inspireret, og navnet er "That's Amore"


Adressen Støden 7 deles med naboen mod vest "Tvis Køkken", og det ser ud til at man har måttet forholde sig lidt pragmatisk til nummereringen - og risikoen for forvekslinger er nok også til at overskue.

Fra That's Amores hjemmeside  2025

I 1995 flytter "Christianshavn Video" ind på adressen nr. 5-7.


Navnet skiftede senere til "Blockbuster" - men stadig stedet hvor man lejede sine videofilm.


Forretningsmodellen blev i løbet af nogle år totalt overhalet af udviklingen i teknikken, hvor fjernsynsudbyderne kunne tilbyde diverse lagrings- og gemmefunktioner samt udlejning af film og streamingtjenester

Foto Michael Dolby omkr. 1998

Byggesagsarkivet 1995

Foto Bennie Hansen 1993 

i 1993 opdeles det tidligere lejemål med "Whopsy Burger" ( nr 5 og 7) i 2 forretningsenheder, og efter behørig tilladelse fra myndighederne gøres der klar til  at der indrettes til handel med dyr - og et reduceret "Whopsy Burger" fortsætter til omkring 1995.


Det er p.t. uklart, om det planlagte "Dyrecenter" blev en realitet.


Facadevinduet rummer dertil navnet "JernSnedkeren", som på samme måde har en lidt ukendt historie.

Lokalhistorisk Arkiv - i 1980'erne

I 1982 blev der indrettet en restaurationsvirksomhed "Whopsy Burger"  i nr. 5-7 i hele facaden mellem slagtermester Frimann og den oprindelige hovedindgang ca. midt i den lange bygning.


I lokalpressen blev stedet omtalt som "landets største bøfparadis" - hvilket sikkert var sandt.

650 m2, 16 ansatte og en forventning om at lange 200.000 burgere over disken om året.


Der blev på et tidspunkt også opstillet spillemaskiner.


Indehaverne Ole og Johnna Jørgensen havde allerede siden 1981 drevet en tilsvarende forretning med samme navn i Algade 43 og mente at der var plads til en endnu større forretning - og efterfølgende blev forretningen i Algade lukket.


På den lidt længere bane skulle det dog vise sig, at størrelsen nok var i overkanten i forhold til kundeunderlaget, og i 1993 blev forretningens størrelse væsentligt reduceret og lukkede helt i 1995.


Foto af menukort 1982  Niels Erik Nielsen

Lokalhistorisk arkiv 1982

Byggesagsarkivet 1976

Da HB Comus lukkede omkring 1976 blev det store lejemål opdelt i 3 dele - og i den ene, hvor der tidligere havde været dagligvarehandel til venstre for hovedindgangen, åbnede "Rettbølls Bolighus".


Bolighuset var der fra omkring 1976 til 1982.

Fra SAMVIRKE April 1964

Efter en lang proces, som startede allerede i 1959, stod bygningen på hjørnet af Støden og Ringstedgade færdig i foråret 1964.


Et supermarked og varehus m.v. af hidtil ukendte dimensioner stod klar til at betjene sine kunder - og en historie, som begyndte i 1910 med etableringen af "Roskilde Brugsforening" i Ringstedgade 2 fik tilføjet et væsentligt kapitel.


Den lokale brugsforening havde allerede i 1959 indledt samarbejde med "Hovedstadens Brugsforening" og blev dermed en "HB"-Brugsforening - og de største af forretningerne blev på det tidspunkt døbt "HB COMUS" - således også i Støden.


Navnet skiftede til "DB Brugsen" nogle år senere


Bemærk. at nybyggeriet var trukket 3-4 meter tilbage i forhold til det tidligere byggeri - og det gav plads til en tiltrængt mulighed for en udvidelse af Støden.  Da billedet blev taget i foråret 1964 kan man se, at bilerne kortvarigt erobrede parkeringspladserne, men det blev kun en kort tid.

Støden 7-9


Adresserne Støden 7 og 9 forsvandt i forbindelse med nybyggeriet i 1964, hvor "HB Comus" fyldte hele den vestlige del af ejendommen og havde adressen Støden 5.


Efter at "HB Comus" lukkede sidst i 1975,  har der været en del udskiftninger i lejemålene og i bygningsindretningen, men i dag er denne del af bygningen opdelt i 2 lejemål - begge i 2 plan, således som HB Comus også var indrettet - og adresserne Støden 7 og 9 er genopstået.


Adressen Støden 7 benyttes faktisk af to helt uafhængige forretninger med hver deres indgang - Støden 7 genopstod allerede i 2016, da restaurant "That's Amore" blev etableret, og man har så åbenbart forholdt sig lidt pragmatisk til adresserne, da man senere valgte at kalde den vestligste og afsluttende del af facaden for nr. 9 


Foto KB 2025

Støden 7 er i dag indrettet til salg, rådgivning og showroom for "Tvis Køkken" som beskæftiger sig med køkken, bad- og garderobeløsninger. 


"Tvis Køkken" har været på adressen fra omkring 2020, og havde oprindeligt hele det store lejemål 7-9, men omkring 2022 blev lejemålet opdelt i 2, og "Poul Erik Beck - EDC erhverv og bolig" " rykkede ind i nr. 9

Lokalhistorisk Arkiv 2018

I 2018-2019 gennemgik Støden 5-7 en omfattende ombygning.


I den forbindelse dukkede facadeskiltene fra det hedengangne "Daells Discount" op - forretningen med dette navn holdt ophørsudsalg allerede i 1993.

Et billede fra umiddelbart før renoveringen i 2017/2018.


Man ser navnet på facadeskiltet over indgangen er den lukkede "Mary's" - en restaurationsvirksomhed med diskotek, cocktailbar m.v.


Det er også tydeligt, at man har valgt en simpel overdækning af den tidligere forretnings facadeskiltning - den der dukkede op igen ved renoveringen.

Lokalhistorisk Arkiv 2017

Roskilde Avis 27. september 1996

Den 27. september 1996 kunne man i dagspressen læse, at "Heartbreakers Pool Hall" åbnede i Støden. 


I perioden frem mod omkring 2016 dannede lokalerne i de 2 plan ramme om en række mere eller mindre sammenhængende forretninger med 

natklubber, cocktailbarer, diskoteker, poolhall, spillehaller, netcafè m.v.

"Daells Discount" åbnede i 1985 og lukkede i 1993.


I forbindelse med lukningen var der ophørsudsalg, men det blev samtidigt fortalt til pressen, at Daells ville genåbne med et nyt koncept.


Kommunens facadeudvalg fik forelagt de nye facadeskilte til godkendelse, hvilket skete, men der findes vist ikke noget som kan vise, at det efterfølgende blev realiseret.

Lokalhistorisk Arkiv omkring 1983

Manufakturforretningen "Poul A" åbnede omkring 1981 - 1982 i de lokaler som "HB Comus" forlod omkring 1975.


Forretningen lukkede omkring 1985.

Nogenlunde samtidig med at "Poul A" åbnede på "1.sal", åbnede diskotek og natklub "May Way" i underetagen.


Ifølge presseomtalen var det Henrik Bihrman som etablerede forretningen, som dog efter et stykke tid måtte "holde en pause".


Herefter blev driften overtaget af ægteparret Jan og Stina Rasmussen, som samtidig havde en tilsvarende forretning "Concorde" i Frederikssund.


"May Way" lukkede i 1985.


Det følgende billedmateriale er lånt fra Jan Rasmussens hjemmeside www.bi-lidt.dk  

Citta Foto og Jan Rasmussen 1984

Foto Annibett Petersen omkring 1965

Da dørene blev slået op til det store varehus i 1964, var det med navnet "HB COMUS" - diverse organisatoriske ændringer indenfor landets brugsforeninger førte til, at navnet de sidste år blev til "DB Brugsen".


Forretningen var opdelt i tre afsnit:  til venstre for hovedindgangen Støden 5 var der almindelig daglivarehandel, og til højre - opdelt i 2 plan - var der på det øverste plan et stort cafeteria.


Ikke mindst tidens ungdom var at finde i det nye cafeteria, hvor man bl. a. kunne nyde milkshakes med alverdens smagsvarianter, bananasplit m.v.


I den øvrige del af forretningen var der "non-food" med bl.a. konfektion, møbler og køkkenredskaber.


Det skulle vise sig, at varehuset ikke var bæredygtigt i denne form, så det blev definitiv lukketid omkring 1976.


Det er ejendomsselskabet Roskilde Fællesbageri der i dag står som ejer - og reelt har været det allerede i forhold de bygninger og areal hvor den nye bygning blev opført i 1963/64.


Der har historisk set været et tæt forretningssamarbejde mellem Roskilde Brugsforening og Roskilde Fællesbageri tilbage i tiden.


I 1910 lejede Roskilde Brugsforening sig ind i en tidligere købmandsforretning i Ringstedgade 2, og omkring 1919 åbnede Roskilde Fællesbageri et bageriudsalg - også i lejede lokaler -  i samme bygning.


I 1938 købte Brugsforeningen og Fællesbageriet ejendomskomplekset i fællesskab, og i 1938 bliver Fællesbageriet eneejer - og har beholdt ejerskabet siden da.


Du kan her læse historien om Roskilde Fællesbageri i 100 års jubilæumsbogen fra 1991 skrevet af lokalhistorikeren Lotte Fang

Hvis du vil læse videre om ejendommen før 1964, så klik her

Hvis du vil læse videre om ejendommen Ringstedgade 2 , så klik her