Karl Teglmand ses i gården foran den specialbyggede Ford, som er en del af slagterimuseet  -  og daværende borgmester Henrik Christiansen er blandt talerne ved indvielsen i 1993

Købmand Chr. Petersen køber i 1903 Elias Lützhøfts kolonial- korn- og foderstofforretning af enkefru Ida Georgine Lützhøft. Købsprisen er 60.000 kroner, hvilket i 2016 kroner svarer til godt 4 mio.kroner - og på det tidspunkt svarer omsætningen i forretningen til noget der på samme måde i nutidskroner udgør omkring 10 mio.kroner.

Den væsentligste ændring i brugen af ejendommen sker i 1920, hvor bageriet i nordlængen ophører, og Chr. Petersen benytter derefter hele bygningen til sin forretning.

Billedet med Cafe "Stokken" må dateres til et tidspunkt, hvor Chr.Petersen er blevet gift - hvilket han ikke var da han i 1903 købte ejendommen, og da flyttede han ind i en privatbolig til venstre for købmandsforretningen.

Da Chr. Petersen blev gift, flyttede han med sin hustru ind i nr. 8, og Cafe "Stokken" blev en realitet.

De to billeder af "Stokken" er nogenlunde fra samme tidsperiode, men man ser forskelle - bl.a. cafeens skiltning og dels cykelstativet, hvor der på det øverste står "stoppested" og på det andet "Her er Cafe Stok" -

Den mest interessante forskel er nok, at der på det øverste billede er påført "Tlf. 376" i et vindue, så mon ikke det er det yngste !

Cafe "Stokken" blev på et tidspunkt afløst af andre forretninger. Omkring 1919 ser det ifølge folketællingerne ud til, at der er en papir- og boghandel på stedet, og den fortsætter til op i 1930'erne. Der findes billeder fra 1949 der viser at der på stedet var kommet en skomagerforretning med navnet "Gefion" og den er der fortsat jfr. vejviseren 1967/68, og senere endnu kom der en marskandiserforretning med navnet "Marskantik", som var der indtil starten af 1980'erne.

Brødrene Anton  (1841-1911) og Elias Oluf Lützhøft (1848-1903) hørte i en årrække til blandt byens købmænd - ikke de største, men de fik på en række områder en betydelig indflydelse på udviklingen i Roskilde. Deres farbror Peter Frederik Sigfred Lützhøft var den første af slægten Lützhøft i Roskilde, idet han i perioden fra ca. 1829 til 1872 ejede ejendommen Skomagergade 17, hvor han havde købmandsforretning.

Anton kom til byen i 1869, hvor han lejede sig ind og drev købmandsforretning frem til 1886 på den adresse, som i dag kendes som Stændertorvet 10.

Elias Oluf kom til byen i 1873, hvor han også startede en købmandsforretning - først på hjørnet af Ringstedgade og Støden, og fra 1892 i Ringstedgade 6-8.

De to brødre købte i fællesskab Algade 2 i 1886, og her drev Anton - og senere hans søn Othar -  købmandsbutik frem til 1907.

Brødrene var blandt initiativtagerne til stiftelsen af Roskilde Bank i 1884 - og i 1893 ved stiftelsen af Kong Rhoar logen under Odd-Fellow ordenen i Roskilde, hvor Elias bliver den første overmester.

Elias var i 1894 en af hovedmændene bag skabelsen af Roskilde Andels-svineslagteri, og senere slagteriets ægeksportafdeling.

Sammen med købmand Axel Petersen(Parliin) danner de velgørenhedsforeningen "Samlerne", der fortsat eksisterer.

I 1902 er Anton en af initiativtagerne til etableringen af kaffesurrogatfabrikken Danmark i Hedehusene.

Anton sad i byrådet fra 1888 til 1894.

Ikke alt blev en succes for Anton. Han startede i midten af 1880'erne dels en fabrik der producerede punkterfri cykeldæk og dels en fabrik der producerede rørvæv til byggeri - men det gik ikke tilfredsstillende, så for at kunne lukke i god ro og orden og betale sine kreditorer, valgte han at sælge Algade 2 til købmand Axel Petersen(Parliin).

Slægten Lützhøft er beskrevet i ROMU,  Roskilde Museums årbog 2014, hvor Poul Low Møller særdeles detaljeret redegør for specielt brødrene Anton og Elias Lützhøft's ganske omfattende aktiviteter - og du kan læse artiklen her

Da Elias Lützhøft erhverver ejendommen i 1892 laver han straks en tilbygning til nr. 8 mod gården, så han kan få plads til det udvidede varesortiment, som er nødvendigt i en købmandsgård.

Han nedlægger også en gammel frugthave på gårdspladsen, så der kan blive plads til de mange tilrejsende gårdmænds vogne og heste, og bagest på grunden opfører han nogle skure til oplag af bl.a. kul og brændsel.

Først i år 1900 forlænger han den eksisterende nordlænge, idet han samtidig nedriver den vestvendte længe, der har ligget vinkelret på den "gamle" nordlænge. Dermed skabes den store gårdsplads, som vi kender i dag.

I den østlige del af nordlængen er der fortsat et bageri helt frem til 1920. Resten af bygningen rummer kornlofter, og i stueetagen er der stalde til både hans egne og de tilrejsendes heste.

I 1857 overtager bagermester John Andreas Horn ejendommen. Der har fra omkring 1817 været indrettet bageri i en nordlænge, som var mindre end den nordlænge, som senere skulle komme til.

Bageriet blev udlejet til skiftende bagermestre, og den sidste i rækken var John Horn, som gifter sig med ejerens datter, og da ejeren - malermester Ehlers -  dør i 1857, overtager svigersønnen ejendommen.

Malermesteren har haft værksted i sydlængen, og her fortsætter Ehlers søn virksomheden.

I 1859 nedrives den "gamle" nordlænge, og der bygges en større, som indrettes med et nyt stort bageri, og der opføres yderligere en ny en-etages vestvendt længe, som anvendes til lo,stald, vognremise og karlekammer.

Forretningen går tilsyneladende strygende, for allerede i 1863 bliver der bygget et nyt to-etages forhus til beboelse. Det eksisterende forhus reduceres med 3 fag, og der etableres en portåbning, så der fortsat er adgang til gården.

Mellem det nye forhus og nordfløjen bygges der et trappehus, der forbinder de to bygninger.

Facaden mod Ringstedgade står nu i grove træk som vi kender den i dag - og der indrettes bageriudsalg i det lokale, som senere skulle blive købmandsbutik.

Lene Hadsbjerg skriver i ROMU om "Bagerier og konditorier i Roskilde 1850-1921" - men det er dog kun blevet til en ganske kort omtale af bagermester Horn.

Artiklen kan du læse her

Da malermester Hedde Jantzen Ehlers køber ejendommen i 1813 afsluttes en lang periode, hvor ejendommen siden 1766 har tjent som embedsbolig for en række embedsfolk : en herredsfoged, en amtsforvalter, en sognepræst, en oberstløjtnant, en rådmand, en postmester og endelig en prokurator, som er den der sælger til Ehlers.

Ehlers indretter sit malerværksted i sydfløjen, og efter et par år nedriver han i 1817 en gammel vestvendt længe og opfører en ny længe mod nord i bindingsværk af ege- og fyrretømmer og med murede vægge og tegltag. Denne længe indrettes i den østlige del til bageri med udlejning for øje, og den vestlige del indrettes med kamre, stald, lokum og brøndehus.

Herredsfoged Peder Schou køber i 1766 ejendommen af kobbersmed Niels Pedersen, hvis dårlige økonomi tvang ham til et salg. Det må ha' været noget af en pinagtig sag, for ejendommen sættes på offentlig auktion med plakatopslag og trommeslag i byen, men hele fire gange afholdes auktion uden at nogen byder mindsteprisen på 600 rigsdaler. Til sidst lykkes det dog, og herredsfogeden betaler 620 rigsdaler for herlighederne, hvoraf det meste straks bliver revet ned, og et nyt bindingsværkshus på 15 fag med murstensudfyldninger mod gaden ser dagens lys, og dette hus har en kvist over tre fag.

Der bygges yderligere en sydlænge på 13 fag med bindingsværk i ege- og fyrretømmer med murede udfyldninger og med tegltag.

Den gamle 6-fags vestlænge med halmtag bevares, men forlænges med 4 fag med tegltag, så den sammenbygges med sydlængen, og her indrettes stald.

Endelig bygges et 7-fags halvtagshus, d.v.s. et hus med et tag, der kun har fald til den ene side, og det anvendes til lokummer og svinesti.

Mod gaden opsættes et nyt plankeværk med port, og i gården udskiftes den gamle træbrønd med en stensat brønd med pumpeværk.

Ejendommen har nu det udseende, som i store træk er bevaret helt frem til i dag - bortset fra at det forkortes med tre fag i 1863.

I 1786 foretager ejeren på tidspunktet - rådmand Friderich Hansen - en større hovedreparation af ejendommen, hvor der kommer nye tage, og tømmer og træværk bliver renoveret.

I haven bygges der et grønmalet lysthus - og således står ejendommen frem til 1859.

Da kobbersmeden Niels Pedersen overtager ejendommen i 1750, består den af et 12-fags forhus mod gaden med murstenstavl mod gaden og lerklinet mod gården.

Købet finansieres af et lån fra Roskilde Domkirke - det var lang tid før banker og sparekasser holdt deres indtog i byen.

Det er åbenbart ikke nogen god forretning at være kobbersmed, for Niels Pedersen må løbende låne til at klare dagen og vejen, og da han i 1765 har pantsat sin sidste bukseknap går den ikke længere, og først bliver den stakkels kobbersmeds diverse pantsatte effekter solgt på tvangsauktion, og siden må ejendommen afhændes.

De personlige effekter bliver købt af en snes af byens borgere, og f.eks. erhverver byens skarpretter Ingemann sig den Weimarske bibel for 5 rigsdaler og 8 skilling.

Den tidligst beskrevne del af historien om Ringstedgade 6-8 stammer fra 1682. Indtil da beskattede man husejerne efter antallet af ildsteder, men Frederik den 4. besluttede, at beskatningen fremover skulle være i forhold til bygningernes og grundenes værdi.

Det fremgår af Roskildes bygnings- og grundtakstprotokol, at der i 1682 var tale om to separate ejendomme med hver deres jordstykker.

Snedker Peder Jensen havde et 11 fags lerklinet bindingsværkshus ud mod Ringstedgade, og det var forsynet med halmtag og var indrettet med stue, køkken og værksted. Yderligere var der en 4-fags ladebygning med halmtag, og bagved lå der en have.

Syd herfor lå Rasmus Kræmmers noget mindre 3-fags hus med et tilhørende jordstykke, og det er disse to ejendomme,  der tilsammen udvikler sig til det vi kender som Lützhøfts Købmandsgaard i dag.

Snedker Peder Jensen sælger i starten af 1700-tallet sin ejendom til kleinsmed Søren Matzon, og derefter kommer en periode, hvor ejendommen bliver hjemsted for en række kleinsmede.

I 1741 er det skrædderen Søren Larsen Helbech der køber den gamle smedeejendom  - Rasmus Kræmmers ejendom er i mellemtiden revet ned og henligger som ubebygget, og  begge ejendomme havner til sidst i hænderne på Roskildes borgmester Morten Munthe, som helt sædvanligt i forhold til tidens praksis foretog investeringer i byens ejendomme.

Det er borgmester Munthe der i 1750 sælger de nu sammenlagte matrikler som et hele til kobbersmed Niels Pedersen.