Maglekilden yder fortsat store mængder vand, og Roskilde Kommune er blevet bevidst om at bruge det til praktiske formål, idet der bliver tanket vand fra kilden til at vande byens parkanlæg, blomster og træer i sommerperioden. Vandmængden er dog så betydelig, at det kun er en meget, meget lille brøkdel det er praktisk muligt at udnytte hertil.

Vandet er desværre ikke i drikkevandskvalitet, så vandet fra kilden ender ude i fjorden.

Forinden har vi dog haft mulighed for fortsat at se vandet fosse ud af neptunhovedet på Maglekildevej - og derefter er kildens vand rørlagt langs Maglekildevej, Yrsavej, Roarsvej og Birkeallè til et lille anlæg i Byparkens sydvestlige hjørne tæt på Tuttesti.

Dette anlæg blev etableret i 1998 - sponsoreret af flere virksomheder, bl.a. Nykredit -  i forbindelse med fejringen af Roskilde 1000'års jubilæum, hvor Roskilde Fællesbageri A/S skænkede byen og byens borgere den store møllesten, hvor vi endnu en gang kan nyde synet af det rindende vand. 

Der tilføres yderligere vand hertil fra Sct. Hans Kilde, som kun ligger nogle få hundrede meter "op ad bakken" mod syd, og så fortsætter kildeforløbet ned til søen i bunden af Byparken og derfra ud i fjorden.

I perioden 1969-1972 blev det gamle bygningskompleks på stedet nedrevet, og en parkeringsplads etableret, og det hele blev i 1974 afrundet med en genskabelse af Maglekildes udløb fra 1846 - en grotte med vandet der strømmer ud af kong Neptuns mund

I den forbindelse har det sikkert været en stor hjælp - og en del af beslutningen -  at benytte professor Jacob Kornerups gamle tegning fra 1866 som oplæg.

Siden 1846 har grotten undergået en del forandringer, men fremstår altså nu stort set som dengang.

Kildehuset fremstår i hovedtræk som da det blev opført i 1927 -  vedligeholdt og renoveret i flere omgange. Træskærerarbejdet på søjlerne blev i sin tid udført af den lokale billedskærer Klamer, som i en periode selv boede i en af boligerne i Maglekildekomplekset.

Det helt oprindelige topstykke, som bærer søjomfruen, var efterhånden gået til i vind og vejr, og billedskærer Klamer har sandsynligvis udført en kopi, men også det havde sin tid, og det blev for få år siden erstattet af et nyt udført af billedskærer Sanne Seipelt, som i dag (2017) har sit værksted i Lützhøfts Købmandsgaard. Der kom samtidig nyt tag og opsat nye tagrender og træværket malet.

Desværre må vi savne den kegleformede konstruktion, som i dag er erstattet af et metaldæksel, som ikke gør det muligt at se ned i brønden. Netop det var meningen med den oprindelige konstruktion, som var af træ med indsatte glasruder, at man kunne se ned i brønden, som er flisebelagt med grønblå fliser magen til dem, der samtidigt blev sat op i neptun-grottens bagvæg.

Vindfløjen på toppen af kildehuset har holdt flyttedag flere gange.

Først sad det på toppen af et tidligere kildehus fra 1846, som også tjente som indgang til bygningskomplekset,  men da det på et tidspunkt blev nedrevet, blev vindfløjen flyttet over på et nyetableret indgangsparti, og der sad den så indtil også nedgangspartiet skulle nedrives sammen med det øvrige bygningskompleks, og i 1968 blev vindfløjen så flyttet over på det "nye" kildehus fra 1927.

Vindfløjen, som siden 1846 har svævet over Maglekilde-området, viser en søjomfru ( ikke at forveksle med en havfrue).

Søjomfruen er beskytteren af det ferske vand, og hun bærer en dunhammer i sine arme, og halen ender i et trefliget blad.

Også søjomfruen har fået fornyet farverne et par gange - på et tidspunkt med rødt hår og et lilla mønster på bagkroppen, men fremtræder nu i de originale farver med sort hår og hvidt bånd og hel-grøn bagkrop.

I 1972 var det uigenkaldeligt slut for det gamle bygningskompleks fra 1846 -

Buldozeren gjorde sit arbejde, og snart efter var det hele væk - området planeret, og en ny parkeringsplads var indrettet.

Der var ikke overraskende røster fremme om at bevare de gamle bygninger med deres helt specielle historie og lidt særprægede udseende,  men skønnet over at det ville koste 1-1½ million kroner at restaurere dem, gjorde sit til at Roskilde Kommune foretrak parkeringspladsen.

I 1867 købte smedemester Ole Petersen (1809-1884)  fra Ruds Vedby hele ejendomskomplekset, hvor han etablerede værksted i en del af bygningerne. På samme tid påbegyndte han et byggeri på den anden side af Maglekildevej - det som senere blev Maglekilde Maskinfabrik, men det var nu først i 1895 at en ny ejer gav fabrikken dette navn.

Han havde gennem nogle år drevet en smedevirksomhed med fremstilling af landbrugsredskaber i Ruds Vedby, men ønskede bedre transportforhold til både køb af råvarer og salg af sine produkter, og valget faldt på Roskilde, hvor der både var havn, jernbane og gode vejforbindelser.

Allerede et par år forinden i 1865 havde Ole Petersen stiftet selskabet "O.Petersen & Co. Jernstøberi, Maskinfabrik, Værktøjsfabrik og Træskæreri", og det fortalte vel noget om ambitionsniveauet.

Selskabet fortsatte sin produktion af landbrugsmaskiner, og udvidede med produktion af bl.a. brandhaner, byggematerialer og husgeråd i støbejern.

I 1871 blev den del af virksomheden som lå i den gamle træbygning udvidet med en tilbygning i røde sten - og beliggenheden lige ved siden af grotten med Maglekildes udløb gjorde, at man kunne lade vandet løbe direkte ind i ejendommen og udnytte trækkraften - og her fortsatte virksomheden indtil en gang i 1890'erne, hvor virksomheden endeligt flyttede til den anden side af Maglekildevej.

Virksomheden blev landskendt, da det i 1878 lykkedes at opfinde en mælkecentrifuge, som kontinuerligt kunne skille fløde fra resten af mælken. Det var nærmest revolutionerende, og bortset fra den kommercielle succes, blev det også starten på etableringen af en række andelsmejerier, og bl.a. deres succes med smørproduktion.

Et eksemplar af denne centrifuge står i dag på Roskilde Museum.

I 1883 blev maskinfabrikken af Ole Petersen overdraget til to af hans sønner - Carl og Sophus.

Carl - senere kendt som forfatter og fortælleren "Maglekilde-Petersen" (1843-1908) forlod dog fabrikken allerede i 1885, og det blev Sophus, der derefter drev virksomheden frem til 1895, hvor han afhænder den til fabrikant K. Høyer

I 1851 købte baron Constant Dirckink-Holmfeld ejendomskomplekset. Han var af tysk afstamning, men blev sammen med sin far optaget i den danske adel. Han var dr.juris og havde bestredet stillinger på højt embedsmandsniveau, men blev efterhånden grundigt upopulær bl.a.  på grund af sine politiske og tyskvenlige synspunkter og et skarpt polemisk forfatterskab. Han var økonomisk uafhængig, og han slog sig ned i Roskilde netop for at hellige sig sit forfatterskab.

Baronen og hans familie boede ikke helt alene i bygningskomplekset - ved folketællingen i 1860 kan man se, at der er en del private lejere på adressen, ligesom sodavandsfabrikken fortsat drev sin virksomhed på stedet.

Han har næppe været særlig kendt blandt Roskildes jævne befolkning, men han må ha' været lidt mere end almindeligt upopulær i nogle kredse, for efter alt at dømme var det kræfter "udefra" der den 13. maj 1861 i forbindelse med en markedsdag fik arrangeret et pøbelagtigt overfald på og ødelæggelse af hans bopæl med bl.a. stenkast - en hændelse der senere blev kendt som "Stormen på Maglekilde".

Datidens Roskilde Avis holdt sig bestemt ikke tilbage - ja det var svært ikke at opfatte deres omtale som en opfordring til det der faktisk skete !

Hans Rønø skrev om hændelsen i "Billeder fra det gamle Roskilde" årgang 1963, og du kan læse artiklen her

Henrik Denmann har i "Historisk Samfund for Roskilde Amt"s årbog 2017  skrevet om "Pøbeloptøjer i Roskilde i 1861" - læs artiklen her

Det hører med til historien, at det var i tiden mellem de to slesvigske krige, hvor der generelt var en oppisket nationalistisk stemning

Dirkinck-Holmfeld familien tog tilflugt i kælderen og led ingen fysisk overlast, men de forlod stedet og tog ophold i Tyskland.

Myndighedernes mulighed for at gribe ind med vægtere og betjente var beherskede, men brandvæsenet havde et vagtkorps, som kunne indkaldes netop i situationer som denne.

Det er så vidt vides den eneste gang myndighederne ønskede at benytte sig af denne mulighed, men det måtte opgives, da det viste sig at de fleste af vagtkorpsets medlemmer selv deltog ivrigt i stenkasteriet !!

Et lille kuriosum på billedet af Dirkinck-Holmfelds bolig, efter at han havde forladt stedet, er skilderhuset.

Måske har ejendommen været bevogtet i en periode, og lokalhistorikeren Lotte Fang mener, at skilderhuset meget vel kan være et af dem, som husareskadronen benyttede i deres tid i Roskilde i perioden 1778-1842.

I 1846 knejsede der en helt ny og usædvanlig ejendom på området lige nord for Maglekilde : "Maglekilde Cuuranstalt". Bygningen var af bindingsværk beklædt med træ.

I Tyskland havde der været stor succes med at etablere vandkur-anstalter, og ideen nåede også til Danmark, hvor driftige folk i Roskilde med en af byens læger H.K.Marcher, borgmester Voss og agent Svane i spidsen tog initiativ til stiftelse af et aktieselskab, som ved aktietegning rejste den fornødne kapital til erhvervelse af arealerne og det ret så omfattende byggeri.

Der var virkelig store forventninger til at dette projekt ville få en gavnlig indflydelse på byens lidt svage økonomi, men det skulle vise sig at karbade og indtagelse af store mængder af kildevand ikke ret længe havde den store interesse, så allerede i 1848 måtte aktionærerne se deres drømme briste og selskabet indstillede sit virke. Først i 1851 lykkedes det for selskabet at afhænde bygningskomplekset og redde noget af det tabte.

Hele den  spændende historie om Maglekilde Vandkuranstalt -  "surmælk, omviklinger og brusebade" er forfattet af mag. art. Ida Haugsted i Historisk årbog fra Roskilde Amt 1994.

Det er en meget læseværdig artikel, som kommer vidt omkring bl.a. om hele ideen med vandkuranstalter, niveauet på tidens lægevidenskab, vandkuranstaltbetydningen for Roskilde by og om de involverede lokale kræfter.

Du kan læse artiklen her. 

På Traps kort fra 1896 får man et indtryk af hvor stort et bygningskompleks der egentlig var tale om -  nøjagtigheden på kortet kan altid diskuteres, men efter kortets målangivelser har komplekset dækket godt 2500 kvadratmeter

I en del af den nyåbnede vandkuranstalt blev der etableret en sodavandsfabrik, idet en række Københavnske apotekere mente, at det fine kildevand kunne sælges i hovedstaden i stort omfang, men ak - heller ikke denne ide fik nogen særlig succes.

Initiativtageren, apoteker Christian D. A. Hansen, havde til gengæld mere held med etableringen af "Christian D. Hansens teknisk, kemisk Laboratorium A/S" som i dag har udviklet sig til en verdenskoncern i ingrediensindustrien - og med en afdeling på Sdr. Ringvej  i Roskilde.

Sodavandsfabrikken fortsatte i mindre målestok og med skiftende ejere og selskabskonstruktioner, og  der var faktisk sodavandsfremstilling på stedet helt frem til starten af 1960'erne.

Markedsføringen inddrog på et tidspunkt omkring 1916 det element, at kildevandet var radioaktivt, og derfor kunne holde sig evigt !! - noget af en påstand, men i dag må vi vel sige at vandet heldigvis og naturligvis ikke var radioaktivt, men "tro kan flytte bjerge", og hvis det nu kunne sælge et par flaske mere ...!!

På de to herlige billeder ser vi medarbejderne på sodavandsfabrikken, men dateringen er lidt uklar.

Der er ingen tvivl om at vi ser den "gamle" hovedbygning - formentlig også der, hvor sodavandsproduktionen startede allerede i 1846.

Vi ved dertil med sikkerhed, at sodavandsfabrikken i 1927 befinder sig i "nybygningen" fra 1871, som det oprindelige maskinværksted var  fraflyttet i 1890'erne - og vi ved at en reorganisering af sodavandsfabrikken på det tidspunkt førte til både bygningen af et nyt kildehus og at grotten blev beklædt med fliser - formentlig begrundet med bedre hygiejne for begge dele.

Meget tyder på at billederne er taget samme dag - det er de samme personer der kan genkendes. Herren med det karakteristiske næsten hvide skæg er "gamle Ebdahl", som flyttede til Vraagaarden på Bjerget i 1877. Han blev ansat på Mineralvandsfabrikken til 6 kroner om ugen i de første år. Han er beskrevet i Arthur Fangs bog om Sct. Jørgensbjerg på side 56

Neptun er ofte blevet forvekslet med et løvehoved. Det er ikke så svært at forstå, for ligheden er jo påfaldende. Selv da varemærket bliver registreret går det galt : Neptun med poter !!  Noget tyder på at end ikke ejerne har haft styr på deres egen historie.

Cand.mag. Per Steenholdt har funderet lidt over dette spørgsmål i en artikel i Paperboy, december 2017.

Du kan læse den korte artikel her

En af nødvendighederne i forbindelse med bygningen af vandkuranstalten var etableringen af en ordentlig brønd, for tidligere var vandet "bare" kommet op i stor dam på stedet.

Kildeudløbet blev lokaliseret - der var faktisk mindst to, og disse "hovedkilder" lå med en lille meters afstand - og en brønd bygget, og oven på det blev der bygget et ottekantet kildehus.

Dette første kildehus var omkring 3 gange så stort som den størrelse vi i dag kender fra Kildehuset på Lille Maglekildestræde, og det var oven i købet indrettet i to etager.

I stueetagen var der et rum med det åbne bassin omkranset af et jerngitter. Man kunne gå rundt om bassinet, og det var vejen ind til vandkuranstalten - næppe den eneste, og egentlig ikke særligt indbydende med højtsiddende vinduer og derfor et dunkelt og utvivlsomt vådt og køligt rum.

På første sal var der en lille lejlighed, hvor en opsynsmand havde bolig - mon ikke der var lidt fodkoldt ?

Øverst kan vi på tegningen fra 1894 se vindfløjen med søjomfruen - og ikke mindst hvor meget kildehuset fyldte i Lille Maglekildestræde.

Det fugtige indendørs klima har utvivlsomt været hårdt ved træværket, og da kuranstalten var forsvundet og et nyt, mere indbydende indgangsparti var ønskeligt, blev kildehuset fjernet omkring århundredeskiftet, og erstattet med  et nyt indgangsparti, og det efterlod brønden åben - og det var den indtil 1927 hvor et nyt kildehus blev bygget.

Forud for bygningen af vandkuranstalten var der en væsentlig lokal debat om det faktum, at hvis kilden blev "privatiseret", ville den lokale befolkning miste en meget væsentlig adgang til vand, for Maglekilde var stedet hvor man hentede vand, vaskede tøj og vandede sine kreaturer.

Byen havde en gammel overenskomst med en tidligere ejer om borgernes adgang til vandet, som på tidspunktet flød ud i en stor mølledam.

En ny aftale blev indgået i 1845 forud for byggeriet, og den slog bl.a. fast, at der skulle etableres en grotte, hvortil vandet skulle løbe fra kildeudløbet gennem en tildækket rende - og der måtte ikke ske sammenblanding med det vand som vandkuranstalten benyttede til sine aktiviteter.

Her skulle borgerne kunne hente vand under fornuftige forhold, og der blev også tænkt på ildebrandstilfælde, for der skulle være plads til at køretøjer kunne afhente vand og ha' venderum i nærheden.

Men vaskepladsen forsvandt ligesom muligheden for at vande kreaturer - sidstnævnte blev der sikkert grædt tørre tårer over, ikke mindst hos de mølleejere, som nød godt af kildens vand på sin videre færd - det kunne faktisk godt være noget uhumsk.

Som det fremgår af træsnittet fra omkring 1846 levede vandkuranstalten op til sine forpligtelser, og dermed skabtes den grotte, som vi kender i dag - dog med undtagelse af det lille gitter inde i grotten. Ideen til udformningen kommer sikkert fra Sct. Hans Kilde, som allerede i 1843 fik den udformning, som vi kender i dag, og som Maglekilde ligner så meget.

I 1737 blev der etableret en papirfabrik nord for Maglekilde Mølledam, og det var på stedet, hvor der siden middelalderen havde været en vanddrevet kornmølle, indtil den brændte i 1731.

Papirfabrikken beskrives første gang i 1761 i en brandtaksation, og havde da en størrelse som en firelænget gård, men opført i relativt simple materialer og i èt plan.

I slutningen af 1810 blev virksomheden solgt til et interessantskab bestående af 5 københavner-fabrikanter af jødisk herkomst, og de satte hurtigt deres præg på udviklingen.

Papirfabrikationen blev omkring 1811 suppleret med væveri og spinderi og med boligbyggeri til arbejderne og import af kyndige vævere fra bl.a. Magdeburg i Tyskland.

Faderen til Roskilde by's store velgører O.H. Schmeltz blev ansat netop her på "Maglekilde Tøj- og raskmageri" som vævemester i 1811.

Produktions- og bygningsfaciliteterne blev moderniseret omkring 1815 og i årene derefter - og det udviklede sig til et anlæg bestående af 4 længer, hvoraf de to store mod nord og syd nu fik to etager, hvortil den nordlige havde udnyttet tagetage - og det er det moderniserede og ombyggede fabriksbyggeri, som man ser på tegningen/maleriet fra 1820'erne.

Det var her, at den første dampmaskine kom til byen i 1820 - ja det var faktisk den eneste af 4 dampmaskiner, som var i landet på tidspunktet, som lå udenfor København, og det har været noget af en sensation for første gang at se, at en fabriksskorsten sendte røg op over Roskilde.

Tiderne var ikke med hverken papirmøllen eller væveriet - den udenlandske konkurrence blev for stærk, og virksomheden kom på tvangsauktion, hvor den københavnske forretningsmand og fabrikant  J. Glückstadt ( som var en af de 5 ejere siden slutningen af 1810)  i 1828 købte, hvad han mente med fornuft kunne videreføres.

Han har måske været den drivende kraft blandt de fem interessenter, for i folketællingen i 1820 fremgår det, at han boede på fabrikken med sin familie.

Men heller ikke i anden omgang som eneejer havde Glückstadt held med projektet, og igen var der auktion over fabrikken og dens inventar i 1833.

Næste og sidste ejer af fabrikken blev møllebygger J.A. Borum, men tidligt i 1840'erne var eventyret uigenkaldeligt slut, og efter flere forgæves auktioner blev det hele i 1845 hele solgt til nedrivning med aktieselskabet bag den kommende Maglekilde Vandkuranstalt som køber.

De nye ejere satte i forbindelse med nedrivningen diverse byggematerialer på auktion, og herunder også nogle af de brugte maskiner. I auktionsannonceringen nævnes f.eks 2 brugte "Hollændere" - maskiner hvor grundmaterialet til papirfremstillingen, gamle klude og udtjente vævede stoffer, blev kværnet til ukendelighed.

Tegningerne og litografierne og deres datering skal tage med et stort gran salt. Der er blevet kopieret ivrigt - også fra originale oliemalerier -  og kopiens datering kan bringe os på vildspor.  Dertil kommer at nogle kunstnere efter 1820 måske har idylliseret motivet - eller gjort en del for ikke at få skorstenen fra 1820 med på billedet - men rektorboligen, som er på alle de viste tryk, er fra 1823 - og fabriksbygningen nedrevet omkring 1845.

På de gamle litografier ser man nord for vandkuranstalten et lille firkantet hus med et lille skilderhus, som man kunne forledes til at tro var en del af bygningskomplekset.

Det er et af byens 5 konsumtionshuse ( Sankt Mortens Bom) - de fire øvrige lå ved bommene ved indfaldsvejene til byen ved Røde Port, Hersegade, Ringstedgade, Olsgade - og det femte altså her ved Maglekilde på grund af de mange møller i området.

Ved disse huse blev der fra 1671 opkrævet statsafgifter på varer, der skulle indføres i byen - lidt populært sagt datidens moms.

Kun et af disse huse står tilbage - ikke det helt oprindelige, men det står registreret som færdigopført 17. dec. 1846 - i dag med adressen Maglekildevej 9, og det rummer nu  ganske almindelig privat beboelse - og staten har fundet nye veje til at inddrive diverse skatter og afgifter.

Der findes så vidt vides ingen afbildninger af den oprindelige Maglekilde kornmølle, som havde ligget nord for Maglekilde Mølledam siden middelalderen og frem til 1731, hvor den nedbrændte.

I 1737 købte Ole Schiøtz det grundstykke, hvor den den gamle mølle havde ligget, og opførte en ny mølle til papirfabrikation.

Vi ved ikke noget om hvor stor en bygning det oprindeligt er bygget, men vi ved, at der på stedet i 1761 med Ole Schiøtz som ejer,  stod en firelænget gård opført i bindingsværk, og nogle længer er lerklinet med halmtag.

I brandtaksationen det år blev den vurderet til 3000 rigsdaler og dermed klart den mest værdifulde i rækken af vandmøller, som nød godt af vandet fra maglekilden.

Ole Schiøtz drev papirmøllen indtil sin død i 1766, hvorefter hans enke overtager driften indtil 1770, hvor papirmøllen sælges til Johan Conrad Bonacher.

Det er Bonacher, der i 1810 sælger til interessentskabet med de fem københavnske forretningsfolk.

Omstændighederne omkring denne handel er lidt specielle, da der åbenbart forinden udspiller sig en lidt tragisk personlig historie. Det fremgår af byens arkiver, at Bonacer bliver umyndiggjort, og dermed mister han også sit borgerskab, og altså retten til at drive virksomhed. 

På udsnittet af Jacob Kornerups kort fra 1894 "Grundrids af Roskilde i ældre tider" - altså Kornerups forestilling om hvordan det meget tidligere har set ud på grundlag af ældre kort og beretninger.

Her ser vi hvordan Maglekilde fra sit udspring danner en stor mølledam, hvor Maglekilde Kornmølle lå - derfra videre til Sct. Mortens mølle, Kapelsmøllen, Sct. Clara Mølle og endelig Strandmøllen.

Arthur Fang har skrevet om bl.a. disse møller i sit værk "Roskilde - fra byen og dens historie" og du kan læse historierne her

Frem til 1731 lå den gamle kornmølle ved Maglekilde, men den brændte natten mellem 7. og 8. april - og som ejeren påpegede, måtte den være påsat, da der ikke var noget ildsted, der hvor branden brød ud.

Fire dage senere skete noget tilsvarende ved en lade og stald i nærheden, men man fik standset ilden. Den 13. april gik det virkelig galt. Denne gang udbrød branden i Algade, og store dele af Algade, Snæversti og Hersegade brændte ned til grunden.

Kilden er nævnt så tidligt som 1654, hvor Jens Lauritsøn Wolf skriver om møllen og mølledammen og at "udi samme vand siges at være en kobber-plade med fine huller på"  og i 1756 skriver dr. Johannes Christian Lange, at "vandet med heftighed opspringer igennem det klare sand, så det mestendel står to alen over sandet".

Man må overveje om Jens L. Wolf overhovedet har været på stedet når han skriver at det "siges" at der har været en kobberplade for at tæmme vandet - og beretningen om vand der springer op i over en meters højde lyder også "spændende", men der kan jo ha' været en ekstrem vandrig periode ?

En ting er ihvertfald sikkert, og det er, at det har været "vand på møllen" for de lokalhistorikere, der gennem tiderne har formidlet historien om Maglekilde. Det er sjove historier, og man kan jo aldrig vide.... og så skulle det forresten ikke undre, om stedets funktion som vaskeplads har forudsat lidt praktiske indretninger for at kunne virke hensigtsmæssigt -

Maglekilde har jo ligget hvor den ligger siden "tidernes morgen", og når man i dag står på stedet kan man måske undre sig over at der har kunnet samlet sig en mølledam, for hældet ned mod fjorden er ganske betragteligt.

Historien er den ganske enkle, at der hvor mølledammen lå, var der tilbage i 1000-1100'tallet et kalkbrud, hvor man brød kildekalk, også kendt som frådsten.

Når kildevandet bryder frem og kommer i kontakt med luftens ilt, udfældes kalken i kildevandet, og det afsættes i flager i omgivelserne.

Denne proces har fundet sted "altid", men ikke mindst i perioden 6000-3000 f.Kr., og det har så gennem årene aflejret et metertykt lag af kildekalk ved Maglekilde, og naturligvis også ved andre kilder i større eller mindre grad.

Da kirkebyggeriet tog fart i 1000-1100'tallet,  var der behov for egnede byggematerialer. I Roskilde er der bygget hele 12 kirker af kildekalk.

Kildekalken er tilpas blød sålænge den ligger i det fugtige område omkring kilden, og den kan derfor udskæres med knive, økser og save, men når den tørrer, bliver det til et glimrende bygningsmateriale.

I ugeavisen Paperboy skrev cand.mag. Per Steenholdt i november 2016 om frådsten i byens byggerier, og en illustration viser meget tydeligt hvordan materialet er flaget og fremstår som et naturmateriale.

Du kan læse artiklen her.

Det andet nærbillede af frådstenene viser en anden karakteristisk ting, nemlig at diverse blade m.v. har givet aftryk i materialet.

Kildekalken blev senere afløst af mursten, men kildekalken står fortsat i bygningsværker mange steder i byen.

Som eksempel kan nævnes "Absalonsbuen", som forbinder Domkirken og Palæet. Den er ganske vist bygget i 1200'tallet, så uagtet navnet, har Absalon næppe set værket. Til gengæld er det meget sandsynligt, at kildekalken - eller frådstenene om man vil - er genbrugsmateriale fra den kirke der tidligere lå på samme sted - så det holder altså fortsat til vind og vejr !

Da kalkstenbrydningen ved Maglekilde var slut, fandt kildevandet - som i en periode må ha' været ledt væk fra stedet - ganske naturligt vej tilbage - og dermed opstod den kildevandsdam, som i de efterfølgende mange år skulle tjene som leverandør af vand til mange formål.

Da Maglekilde Vandkuranstalt skulle bygges, blev dammen forinden kastet til, for det var lige præcis her at bygningerne skulle stå.

I dag kan man uden problemer se hvor dammen og det tidligere stenbrud har ligget - det svarer ret nøje til arealet af parkeringspladsen.