Da naboen Per Flensborg i 1993 erhverver ejendommen, indretter han en taske- og lædervarebutik, som skulle udvikle sig til en kæde på 8 butikker, som omkring 2021 blev afhændet til konkurrenten NEYE. 

NEYE havde allerede en butik i Algade 12, og det førte til en afvikling af butikken på torvet.

Fra starten i 1993 valgte Per Flensborg at fortsætte med navnet Schmeltz, men da der skulle åbnes nye butikker i andre byer, savnede det mening at bevare dette navn, og kædenavnet ZARA blev valgt.

I år 2000 ønskede den store spanske modetøjs-koncern ZARA at etablere sig i danmark, og der blev opnået enighed om at den lokalt baserede kædeforretning skiftede navn til KAZA.

Da Per Flensborg købte ejendommen i 1993, var det bl.a. med en klausul om at et bestemt vindue skulle bevares for eftertiden - en klausul som den historisk interesserede Per Flensborg med garanti ikke har haft nogen indvendinger imod.

Kommende lejere og kunder i lokalet vil forhåbentlig også bare glæde sig over den meget smukke glasmosaik.

På billedet ses i forb. med Ejnar Holmboms 50 års forretningsjubilæum i 1951 i midten Ejnar og Ida Holmbom flankeret af de senere ejere Kaj og Birthe Holmbom.

Forretningen var således "still going strong", selv om der naturligvis kom flere konkurrenter. 

En af disse konkurrenter er dog nok kommet fra en lidt uventet kant.

Den tidligere ejer Carl Andersen havde en husbestyrerinde frk. Marie Pedersen, som efter Carl Andersens død arvede en større sum penge og retten til livsvarigt at blive boende i ejendommen oven på forretningen.

Hun benyttede arven til at starte en konkurrerende manufakturforretning med sin nevø Axel S. Pedersen som bestyrer. Dertil benyttede hun sig af sin boligret til sin død, og hun blev en meget gammel dame, så der gik en del år før Ejnar og fru Ida kunne flytte ind i ejendommen. 

Man kunne forestille sig at smilet mellem frk. Pedersen og Holmbom-familien har været behersket.

Da Ejnar Holmbom overtog ejendommen og forretningen i 1926, var forholdende lidt specielle.

Den tidligere indehaver Carl Andersen var barnløs, men havde en søster Ida, som havde giftet sig med Ejnar Holmbom.  De to søskende Ida og Carl var børn af vævemester Peter Andreas  Andersen, som var leverandør til "Schmeltz", og det lå åbenbart Carl Andersen på sinde, at det skulle være en af Idas sønner - nevøen Ejnar - der skulle videreføre forretningen. 

Carl Andersen havde testamenteret ejendommen til Roskilde Kommune, og han vidste godt, at kommunen med stor sandsynlighed ville videresælge ejendommen, så han indføjede en klausul i sit testamente, som gav Ejnar Holmbom en fortrinsret som evt. køber. Ejnar benyttede sig af denne fortrinsret og købte og videreførte forretningen. 

Ejnar Holmbom var søn af malermester Harald Holmbom, som ejede Skomagergade 28. Ejnar blev uddannet i Kontantforretningen, Algade 2.

Ejnars søster Elna havde fra omkring 1916 etableret en lingeriforretning i sin fars ejendom, men hun døde allerede i 1920, og så var det Ejnar der overtog det formelle ejerskab og videreførte forretningen - fortsat i Elnas navn - indtil han i 1926 overtog "Schmeltz Eftf.".

Det har formentlig været således, at en anden søster Emmy også har deltaget i driften af lingeriforretningen, og det er hende, der i 1926 viderefører forretningen frem til et tidspunkt i 1930'erne, hvor forretningen nedlægges, og forretningslokalet inddrages i den isenkræmmerforretning, som broderen Albert siden 1920 havde etableret i samme ejendom.

I Ejnar Holmboms ejertid blev der ombygget med større vinduer mod torvet, og varesortimentet gik i retning af en udstyrsforretning, herunder salg af senge. Der var fortsat en systue, hvor forretningen selv syede pude- og dynevår. Mange landbokunder kom med eget fyld til puder og dyner, og der blev oprettet et fjerrenseri i en bagbygning, hvor fjerene blev renset og tilsat lanolin.

Manufakturhandler Carl Andersen (1862-1926) overtog forretningen i 1893 efter O.H. Schmeltz og fortsatte driften frem til sin død i 1926.

Da Schmeltz startede virksomheden op  på Rådhustorvet i 1864 gjorde han det alene frem til 1876, hvor han antog den kun 14 årige Carl som handelslærling.

Det er ikke svært at forestille sig, at der er opstået et nærmest far/søn forhold, og Carl Andersen overtog faktisk Schmeltz' levevis og forblev ugift og indgik også i rollen som mæcen i forhold til byen. 

Det var næppe heller nogen tilfældighed at netop Carl fik sit virke hos Schmeltz, for han var søn af linnedvæver Andersen, hvis virksomhed var leverandør til Schmeltz. Denne virksomhed havde til huse i bunden af Støden - nr. 24 og 36 - hvor der ifølge lokalhistorikeren Fanny Fang havde været vævere gennem flere generationer.

Carl Andersen har formentlig været en stor beundrer af sin lærermester, og har sikkert i mangt og meget udviklet sig i overensstemmelse hermed.

Han var kendt for at være en meget pertentlig herre, som udarbejdede ordensreglementer til sit personale - herunder gårdskarlen, som bl.a. fik nøje instruks om hvordan gulvet i butikken skulle behandles.

I Carl Andersens efterladenskaber findes et stykke pap - ca. 8 x 25 cm. - hvor Carl Andersen i januar 1918 på for- og bagside har nedskrevet sine "guldkorn" om god adfærd i forretningen.

Det er lidt uklart hvorfor de er nedskrevet på dette papkort - måske for at huske dem til sine formaninger til personalet - men han var dog kun 56 år gammel på det tidspunkt.

Under alle omstændigheder er det sætninger, som nok mere en een gang er blevet benyttet i forskellige sammenhænge - men selv med nutidens øjne er der nu heller ikke noget i vejen med indholdet. 

Den oprindelige ejer af forretningen O. H. Schmeltz var jo selv udlært væver, så han har forstået at værdsætte det gode håndværk.

Blandt hans leverandører var linnedvæver Andersen - den senere indehaver Carl Andersens far - og det var håndværk i meget høj kvalitet, og formentlig også det dyreste i anskaffelse.

Schmeltz havde naturligvis flere leverandører, og heraf nogle, som måske ikke har levet helt op til kvaliteten i væver Andersens produkter.

Blandt de senere indehavere var det en stående vittighed, at der hos Schmeltz blev solgt mere linned fra væver Andersen, end der nogensinde blev produceret på væveriet i Støden 34.

Skulle Schmeltz' forretningsmoral ha' været en smule tyndslidt på det område, så må vi bare værdsætte, at hver en krone blev brugt til absolut gode formål.

Om Carl Andersen fortsatte med denne praksis som ejer af forretningen svæver i det uvisse.

Forretningen på Rådhustorvet må ha' været både veldrevet og ha' givet et godt afkast til ejeren.

De to billeder fra Carl Andersens tidligste ejerperiode er næsten identiske, men det øverste - hvor det måske er Carl Andersen der står bag en medarbejder - må være det seneste, med belysning og hvor kældernedgang og vinduet ovenover er inddraget til forretningsformål - hvor det lidt tidligere nedenunder stadig bærer mere præg af privat beboelse.

Dateringen af billederne knytter sig til frontispicen med reklameskiltet og de to kviste hvor der er placeret to ørne - som formodes at være tilført bygningen omkring 1911.

Kr. Hudes billede er fra 1898.  Det er ca. 5 år efter at Carl Andersen har overtaget forretningen og lige omkring det tidspunkt hvor Schmeltz dør.

Schmeltz havde sin beskedne "ungkarlelejlighed" bag vinduet til højre for facadeskiltet, og lige over nedgangen til den trævareforretning, som havde til huse i kælderen med nedgang fra torvet.

Man ser hvordan Schmeltz havde en fin udsigt til sin egen gave til byen - nemlig springvandet midt på torvepladsen.

Agent, købmand og Ridder af Danebrog Otto Heinrich Schmeltz (1814-1898) var byens store mæcen - både i sin levetid og efter sin død - og der er vel ingen anden fra den tid, der i den grad har sat sit præg på byen og ikke mindst dens udseende.

Han købte Rådhustorvet 6 i 1864, og drev sin væveriforretning frem til 1893 - i de første 12 år alene, og så ansatte han en handelslærling Carl Andersen, som skulle blive den, som videreførte forretningen.

På billedmontagen ser vi Schmeltz foran byens torv, med det gamle rådhus fra 1884, hvis byggeri han med en meget betydelig donation fik igangsat - foran rådhuset ser vi springvandet, som var en gave fra Schmeltz til byen, og endelig ser vi til højre den karrèbebyggelse, som blev nedrevet i 1908 og dermed skabte den torveplads, som vi kender den i dag.

Det var Schmeltz der havde visionen, og han donerede igen et betydeligt beløb velvidende, at han næppe selv ville nå at se resultatet.

H.O. Schmeltz var ugift og barnløs, og han kastede hele sit liv og virke ind til glæde for sin by.

Han forsørgede sin moder og søster indtil deres død i hhv. 1856 og 1880.

Han grundlagde sin meget betydelige formue ved hårdt slid i forretningen, men påtog sig også andre opgaver. I 1857 blev han beskikket til det borgerlige ombud at være fattigforstander, og han blev valgt til borgerrepræsentant i 1863, og han var naturligvis med i den kommitè som forestod opførelsen af rådhuset, som han så betydeligt havde bidraget økonomisk til.

H.O. Schmeltz var af en håndværkerfamilie, som oprindeligt kom fra Holland og via Tyskland kom til København. Faderen blev 1811 vævermester på Maglekilde Tøj- og Raskmageri, og det var her at H.O. Schmeltz og hans søster blev født i hhv. 1814 og 1812. Grundet tidernes ugunst blev Maglekildeværkstedet nedlagt, og faderen blev selvstændig næringsdrivende som raskmager ( rask er et fint, glat uldent stof)  i byen, men han døde allerede i 1826.

Herefter har det været trange tider for enken og de to teenagebørn. Bomuldsvæveriet blev dog holdt i live indtil H.O. Schmeltz fik svendebrev som væver og kunne overtage bedriften i en alder af 18-19 år. Varerne blev solgt dels fra boligen og dels fra markeder i det øvrige sjælland, ligesom han kunne afsætte til enkelte storkøbmænd. Familien boede først i Hersegade og siden i Skomagergade 9 indtil Schmeltz i 1864 erhvervede ejendommen Rådhustorvet 6.

Her drev han sin virksomhed med udsalg af væveri-varer m.m. indtil 1893.

Efter sin død blev han begravet på Gråbrødre Kirkegård, og gravstedet forsynet med at større monument rejst af Roskilde Kommune.

I princippet var Roskilde By arving til hans formue, men det var dog specificeret i hans testamente hvilke gode formål han ønskede at støtte.

I nutidskroner (2022) skønner man, at hans mange donationer løb op til et sted omkring 16-17 millioner kroner.

Udsigt over torvet, hvor Rådhustorvet 6 ses fra øst. Det er formentlig det tidligste som viser ejendommen. Naboejendommmen i nr. 4 har fået sin 2. sal, og det skete i 1891.

Dateringen er omkring 1894 ( hvor Kr.Hude begyndte at påtrykke "eneret" på sine billeder)  og inden 1895 (Springvandet findes ikke endnu).

Ejendommen er endnu ikke tilført frontispice med reklameskilt og de to kviste.

Man ser at porten stadig er intakt, og at der er et skilt over porten, som indikerer, at der er en virksomhed/forretning i side- eller baglængen.

Herrerne i i forgrunden er domorganist Waage Mathisson Hansen med stok og farver Christian Reimer med sin kurv på armen.

Tilfældet vil, at fuglekongerne i fugleskydningsselskabet i årene 1861 og 1862 begge havde adresse på Rådhustorvet 6.

I 1861 er det skomagermester Iver Peter Petersen ( 1824-1892) , som bor i sidehuset. Om hans virke generelt har vi yderst begrænset viden, men i fugleskydningsregi er historien, at han var den første der blev fuglekonge ved en skydning i Boserup-pavillonen.

Vi er i en periode, hvor man havde forladt traditionen med at fuglekongen skulle aflevere en malet skive. I stedet blev afleveret et fotografi, som nok var lidt mere overkommeligt for fuglekongen, uagtet at vi var i fotografiets "barndomsperiode", hvilket jo også i sig selv kan ha' gjort det spændende at  forlade den gamle tradition.  Ingen af fotografierne fra den periode er bevaret, og der er ingen malede skiver i perioden efter 1854 og frem til 1869.

Året efter i 1862 var det købmand Søren Møller (1815-1893) der nød æren af at blive fuglekonge, og han skulle blive den sidste fuglekonge fra skydepladsen ved havnen og Børsen, hvor selskabet havde gennemført sine skydninger siden 1790.

Om købmand Søren Møller ved vi i øvrigt, at han i 1857 var medstifter at den forening, som siden skulle blive til Roskilde Handelsstandsforening.

Købmand Søren Møller havde sin forretning i hovedbygningen ud mod Stændertorvet, og det var ham der solgte til O.H. Schmeltz i 1864.

Det var Søren Møller der i 1858 gennemførte en større ombygning af facadeejendommen - sandsynligvis en nedrivning med efterfølgende genopbygning.  Ejendommen skifter fra at ha' haft 8 fag til at blive på 10 fag.  Måske en anden måde at tælle fag på - eller at bredden på fagene er ændret lidt ved en nybygning. Porten med indkørsel til bagbygningerne og gårdspladsen er bevaret. Alt tyder på at der er bygget oven på den bestående kælder på 2 gange 3 fag.

Der kan ikke herske tvivl om at der helt tilbage fra anden halvdel af 1600-tallet og frem til 1799 har været et aktivt bagerværksted i ejendommen.

I 1799 og frem til 1814 er det en bødker/brændevinsbrænder-familie der overtager. Der er ifølge Roskilde Museum indrettet bødkerværksted og brændevinsbrænderi i sidefløjen mod syd, og derfor kan bageriet jo godt ha' fortsat - vi ved det ikke.

Senere igen flytter der købmænd ind - en titel som ikke nødvendigvis skal knyttes sammen med nutidens opfattelse af en detail-købmand.

Præcist hvornå det sket ved vi ikke, men grundarealet er væsentligt udvidet både mod syd og øst i forhold til en tidligere grundstørrelse angivet på rekonstruktion af et kort fra 1682. 

Det virker sandsynligt, at det er sket i den periode, hvor bageren Claus Lentz eller måske hans forgænger Peter Bøje var ejer. 

Om Claus Lentz ved vi, at han var fra indvandret fra Nordtyskland, og hvordan han er havnet i Roskilde fortaber sig i det uvisse. Det var en tid, hvor der blev indgået mange ægteskaber, hvor det praktiske spillede en stor rolle. Indtægter og værdier skulle bevares - børn skulle passes og forsørges - og man så ofte enker eller enkemænd indgå ægteskaber meget hurtigt efter ægtefællens død.

Det lille udsnit af Ehlers kort fra 1791 viser - markeret med rødt - det jordstykke som hørte til Rådhustorvet 6 - og det var det jordstykke der fulgte med, da ejendommen i 1755 overgår til bødker og (lidt uofficielt d.v.s. uden borgerskab hertil) brændevinsbrænder Johan Lentz.

Som man vil se, strakte ejendommen sig helt ud til Allehelgensstræde, og det gjorde, at ejeren mange år senere O.H. Schmeltz kunne udstykke jord - først et lille stykke jord som en gave til Roskilde Kommune, som siden skulle blive til Schmeltz Have, og senere nabogrunden til byggeriet af Schmeltz Stiftelse i Allehelgensgade 6.

Til ejendommen Rådhustorvet 6 hørte der oprindeligt - i hvert fald i bager Claus Lentz' tid -  også en mølle til, nemlig Storemølle, som lå på den vestlige side af indfaldsvejen fra syd og Ringsted. Det var jo mildest talt et godt aktiv for en bager. Ud over at det jo har været en indtægtskilde, så var det jo også sådan, at de bønder som benyttede møllen til at få malet deres korn, som regel betalte med naturalier i form af korn til mølleren.

Det har bageren naturligvis kunnet bruge i sit bageri på torvet, så han havde ikke behov for mellemmænd for at få denne råvare.

Møllen blev afhændet i 1761 efter at bødker Johan Lentz havde erhvervet Rådhustorvet 6  i 1755.

På billedet fra 1930'erne ser vi Storemølle som den så ud inden den brændte i 1935.  Selv om lokalhistorikeren Lotte Fang har nævnt, at den havde mere end hundrede år på bagen da den brændte, så når vi nok ikke tilbage til omkring 1700'tallet, så der har utvivlsomt været en forgænger.

Det har så nok været en stubmølle, som den der lå lidt nærmere byen lige overfor det, vi nu kender som "spritfabrikken". Møllen blev nedrevet og spritfabrikationen blev overført til den anden side af gaden.

Fotograf Rørbyes foto fra omkring 1860 er med stor sandsynlighed taget fra toppen af Storemøllen - og det må så ha' været fra den hollandske vindmølle der vises på billedet fra 1930'erne.

Da byens rådhus i Algade brændte i 1731, gik hele byens arkiv op i luer, hvilket helt sikkert har været en stor udfordring i hverdagen der kom - og i hvert fald for kommende tiders lokalhistorikere.

En enkelt protokol undslap dog branden - hvordan vides ikke, men måske havde byens skriver planlagt noget hjemmearbejde?

På grundlag af denne protokol, som var en grundtakstprotokol fra 1682, har det været muligt at rekonstruere f.eks placeringen af bygningerne omkring Torvet.

Fanny Fang har skrevet en artikel i "Jul i Roskilde" 1956, hvor hun i samarbejde med landinspektør Krarup har givet et bud på en situationsplan anno 1682.

Om Rådhustorvet 6 - nr. 8 på situationsplanen - fortælles der dog kun lidt.

Ejendommen beskrives som: "Bager Lorentz Lorentzens Gaard, som bredte sig kun 16 Alen til Torvet med port til indkørsel. Den havde en dybde på 39 alen med sidehuse og stalde"

Disse sidehuse og stalde har haft "facade" ud mod Lille Allehelgensstræde - et kun godt et par alen ( under 2 meter) smalt stræde, som forsvandt i forbindelse med branden og ejendommenes senere genopførsel.

Grundarealet er jfr. senere kort udvidet både mod syd og bag om nr. 5-6-7 ud til Store Allehelgensstræde.