Købmandsgården

Rådhustorvet 5 / Nytorv 2

"Købmandsgården"


Lokalhistorisk Arkiv - omkring 1905

Hjørneejendommen Rådhustorvet 5 / Nytorv 2 er nok den mest ikoniske del af den gamle torvekarrè - dels fordi det nok er den mest fotograferede hjørneejendom i byen fra den tid, og dels fordi bygningen rummer så mange historier om dens beboere og aktiviteterne på stedet.


Facaden med adressen Rådhustorvet 5 udgøres både af den hvide bygning på hjørnet og den lidt højere bygning mod vest med de to relativt store forretningslokaler, men det er tydeligt at de ikke er bygget på samme tid.


Den hvide hjørneejendom er fra omkring 1690.  Ejendommen skiftede ejer i 1688, og få år senere blev den eksisterende facadebygning mod Rådhustorvet nedrevet og en ny bygning med port i den vestlige ende blev opført i hele facadens længde. I denne bygning var der i den østlige ende i mange generationer en købmandsforretning - eller en krambod i tidlige tiders sprogbrug.


Fløjen langs Nytorv med port er bygget i 1823. Her lå tidligere nogle avlsbygninger, som blev fritlagt allerede i 1734/35, da naboejendommen mod øst blev nedrevet for at sikre en (konge)værdig indkørsel til det nyopførte "Kongelige Palæ".


I 1832 blev den vestlige del af facadebygningen med port nedrevet og en ny opført - en anelse højere end bygningen fra 1690, og i samme forbindelse blev der bygget en længe bagud mod nord. En ret så indlysende disposition, da porten mod Rådhustorvet var blevet overflødig, da der fra 1823 havde været port mod Nygade.


Årstallet for billedet kan rimeligt nemt identificeres til omkring 1905, da man dels kan se det store skilt på gavlen mod Nygade, som fortæller at Roskilde Højskoleforening er flyttet ind med "Roskilde Højskolehjem"- og dels ved at en dør i gavlen i samme forbindelse er fjernet.


Roskilde Højskolehjem var sandsynligvis den sidste lejer, der flyttede ind i "Købmandsgården".

Højskolehjemmet var blevet opsagt i sine hidtidige lokaler i ejendommen på det østlige hjørne af Algade og Hestetorvet, hvor der skulle indrettes afholdshotel, og Roskilde Højskoleforening var derfor på udkig efter andre lokaler og annoncerede herom.


Købmand Carl Jensen, som havde sin krambod i "Købmandsgården", blev opmærksom herpå, og han indså at stedet ville være perfekt til højskolehjemmets behov. Det var centralt beliggende - der var plads til en restauration, et par gæsteværelser og en lejlighed til højskolehjemmets værtspar. Der var dertil en gårdsplads og en hestestald.


Det var Roskilde Kommune, der nu ejede bygningerne, og de var helt med på idèen, men som det blev nævnt i den lokale presse, så var det ikke særligt hensynsfuldt i forhold til de to bestående restaurationsvirksomheder i samme ejendom.


Carl Jensen lukkede sin krambod i starten af 1903, og den 27. maj 1903 åbnede højskolehjemmet.


Alle vidste naturligvis at det var "på lånt tid", for en nedrivning var jo besluttet, men det blev til fem år på stedet for højskolehjemmet.  Højskoleforeningen havde da købt familien Borchs købmandsgård i Algade 12, hvor et nyt højskolehjem blev indrettet i åbnet i maj 1908. Det var denne ejendom, som senere udviklede sig til "Hotel Roar".


Højskolehjemmets foredragsarrangementer var rene tilløbsstykker ifølge den lokale presse, og møderummet - som egentlig var to stuer med en dør imellem - blev hurtigt for trangt. Foredragsholderen måtte læne sig til dørkarmen imellem de to stuer og kunne dårligt selv være der.


Løsningen blev at inddrage loftet over hestestalden - et loft som formentlig var et gammelt kornloft. En stor skorsten midt på loftet tog udsynet, og det var sikkert svært at overhøre hestenes naturlige aktiviteter i stueetagen.


Til gengæld var foredragsholderne de bedst tænkelige, og det var ikke mindst højskolefolk der underholdte.

Blandt dem var højskolelærer Thomas Bredsdorff fra Frederiksborg Højskole, og de lokale foreningsfolk var så imponerede over hans engagement og foredrag, at de opfordrede ham til at etablere en egentlig højskole på Roskildeegnen.


Det var så begyndelsen til etableringen af Roskilde Højskole på Frederiksborgvej i Himmelev, og det skete faktisk så hurtigt, og Thomas Bredsdorff kunne holde sin åbningstale på den nybyggede højskole allerede ultimo april 1907.

Lokalhistorisk Arkiv - foto Hude - 1906

Der findes så vidt vides ingen billeder af højskolehjemmets aktiviteter, men alene billeder af den skiltning på ejendommen, der fortalte om hjemmets tilstedeværelse. På gavlen mod Nytorv var der et stort skilt med teksten "Roskilde Højskolehjem" og over døren længst mod syd i Nytorv-fløjen stod der "Højskolehjem", ligesom navnet fremgik af teksten på vinduerne i restaurationsdelen ud mod Rådhustorvet.


Billedet af en del af gårdspladsen viser dels porten i fløjen ud til Nytorv, og til venstre i billedet ser man den fløj, der lukkede gårdspladsen af mod nord. Hen over døren med trappen til 1. sal læser man tydeligt "Foredragssal".


Som tidligere beskrevet, var det set med nutidens øjne noget af en tilsnigelse at kalde det gamle pakhusloft for en sal, og adgangsforholdene via den smalle og sikkert mørke trappe har ikke været spændende.  

De sidste lejere i bygningen fra 1832 var en "Barber & Frisør-Stue" v/frisørmester Larsen og Emil Sanders "Hatte og Bundtmager" - forretning.


Emil Sander flyttede efter nedrivningen til Skomagergade 21 i det der dengang blev kaldt "Glarmester Andersens gård".


Til højre for de to forretninger er der dels beboelse og man kan se købmand Carl Jensens krambod.

Lokalhistorisk Arkiv -omkring  1900

Lokalhistorisk Arkiv - foto Hude - omkr. 1900 - senest primo  1903

Kramboden på hjørnet lukkede i 1903, og inden da har den formentlig eksisteret en form for krambod i ejendommen helt tilbage til tidligt i 1600'tallet med en lille parantes i  1853/54, hvor der var indrettet boghandel.


På billedet - en typisk Hude opstilling - ser vi bag skranken ejeren (senere lejeren)  af kramboden i perioden 1885-1903 Carl Jensen. Han er ved at gøre et notat i regnskabsbogen, og ved siden af ham ser vi en ukendt medarbejder.


Vi støder allerede i 1860 på Carl Jensen, hvor han ifølge folketællingen dette år som 19 årig er handelsbetjent hos den foregående købmand Johan Christian Madsen, som dog "kun" var lejer på stedet. Senere fortsatte Carl Jensen hos den nye købmand Carl Madsen, og til sidst købte Carl Jensen ejendommen af Carl Madsens dødsbo i 1885.


Det var Carl Jensen der sammen med ejeren af  nr. 1 og 3 isenkræmmer Axel Petersen solgte hele torvekarrèen til kommunen i 1898, men han fortsatte som lejer indtil primo 1903, hvor Roskilde Højskolehjem overtog lokalerne.

Det fine billede af kramboden har været anvendt som illustration i forskellige lokalhistoriske værker. Der er på tidspunkt  opstået den misforståelse, at billedet skulle være fra omkr. 1880 og vise købmand Carl Madsen med sin handelsbetjent  - den senere ejer Carl Jensen. Man kan således stadig støde på den udlægning i diverse lokalhistoriske værker.

Et nærmere studium af detaljerne viser imidlertid - lige over hovedet på den hvidhårede købmand - en reklame for H.Steensens Margarinefabrik, som først blev etableret i 1889 så det må stå klart at billedet er taget efter 1889. Og da købmand Carl Madsen døde i 1885, kan det ikke være ham på billedet - men med stor sandsynlighed efterfølgeren Carl Jensen, som har været omkring 57-58 år gammel på tidspunktet.  Fotograf Hude var ivrigt optaget af at dokumentere byens gamle bygninger, og det forekommer derfor sandsynligt, at Hude har været på stedet da det stod klart, at en nedrivning nærmede sig.

Her vises en del af gårdspladsen med bygninger dels mod syd og den lange længe mod vest.


Det er de bygninger, der blev opført i 1832 - til venstre i billedet bagsiden af facadebygningen mod Rådhustorvet, hvor de sidste lejere inden 1908 var frisør Larsen og hattemager Sander.


Det var her at gårdspladsen havde sin oprindelige indkørsel i den nu nedrevne del af facadebygningen.

Lokalhistorisk Arkiv - foto Hude - 1906

Lokalhistorisk Arkiv - foto Hude - 1906

Her ses dele af gårdspladsen fra nord mod syd, hvor bygningen i midten er bagsiden af facadebygningen mod Rådhustorvet - den del, der blev bygget omkring 1690.


Længen med porten vender ud til Nytorv, og den blev opført i 1823.

Østlængen fra 1823 mod Nytorv blev oprindeligt anvendt i forbindelse med købmandsdriften. Der blev handlet både en gros og detail, men købmandsdriften undergik forandringer og blev mest til detailhandel i kramboden, og behovet for lagerplads m.v. blev stærkt reduceret.


I stedet blev der indrettet hele to traktørsteder -et på hver side af porten, og det blev her, at de tilrejsende landboere i forbindelse med markedsdagene onsdag og lørdag kunne få sig et måltid mad. Her kunne man få opstaldet sin vogn og hest, og skulle der slås en handel af, var det jo gode omgivelser.


Bemærk til højre i billedet, at man lige aner Børneasylet, som lå ud til Fondens Bro, og man ser den plads og have, der lå mellem Asylet og Nytorv - afskærmet af et plankeværk.


Bemærk også det store "gitterværk" i venstre side - det var på taget af "Flensborgs boghandel" hvorfra byens telefontråde fordelte sig.

Lokalhistorisk Arkiv - foto Hude - omkr. 1906

Cafè "Lille Boserup" var at finde til højre for porten, og i 1894 var det den tidligere kelner Blomquist fra Boserup Pavillon'en der bød indenfor.


Siden var det værtshusholder Frederik Christiansen og frue der residerede, og måske er det herfra at lokalhistorikeren Arthur Fang en del år senere fortæller om hvordan den unge Hans Peter Nielsen og hans far blev rimeligt og godt betjent, da sulten meldte sig efter at de havde været på torvet for at sælge et læs tørv.


Anrettet på en stor tallerken fik de al den steg de kunne spise plus sovs og kartofler. Dertil to snapse, et glas hvidtøl og en kop kaffe, og det blev så ialt 40 øre.


Ak ja, prisniveauet har ændret sig, men det er jo også gået en del år siden slutningen af 1800'tallet.

Avisannonce i Roskilde Avis 1894

Roskilde Museum - Louis Jensen - 1908

Den lokale kunstner Louis Jensen blev nok den sidste, som i maleriform gengav stemningen "lige før lukketid" i bogstaveligste forstand.


Der er stadig liv i bygningen - både i Højskolehjemmet på hjørnet, og hos de to restauratører langs Nytorv.


I den dunkle belysning fremtræder bygningerne på bedste måde - men i dagslys lod det sig ikke skjule at bygninger var ældede og slet vedligeholdte, og kort tid efter var karrèen en saga blot.

Nærmest samtidigt omkring 1850'erne boede 2 personer i "Købmandsgården", som hver på deres måde skulle sætte deres præg på historien, og det var boghandler Otto Wroblewski og den unge Louis Pio.

Otto B. Wroblewski var boghandler, men også meget mere.  Han skal vise sig at være en fremsynet forretningsmand, som forstod at gribe tidens muligheder med bl.a. salg af såkaldt "2. klasses litteratur" - papirvarer, tapetpapir o.s.v., og han udvikler i tiden efter sit ophold i Roskilde en forretning i København med standardformularer,  f.eks. gældsbreve, pantebreve, tinglysningsformularer, veksler o.s.v, o.s.v.


Han skriver sine erindringer om bl.a. sin tid i Roskilde, som sønnen ( med samme navn) udgiver efter hans død, og man skal ikke læse megen lokalhistorisk litteratur før man forstår, at han i den grad har sat sig sine spor i lokalhistorien.


Han etablerer sig i den gamle krambod i 1853, men allerede året efter flytter han over på den anden side af Nytorv til tobaksforhandler Bangs nyopførte ejendom ( som med nutidens gadenumre ville ha' haft adressen Stændertorvet 7). Ejendommen blev indrettet til boghandel m.v. i stueetagen i den sydlige del.


Det vides ikke hvorfor Wroblewski flyttede så hurtigt, men det har næppe været uinteressant at flytte ind i en helt nybygget ejendom i stedet for den gamle ejendom fra 1690. Alligevel flyttede Wroblewski fra byen allerede i 1858, hvorefter Ferdn. Bang ombyggede facaden og inddrog butikken til beboelse.


Lokalhistorikeren Fanny Fang har i "Jul i Roskilde" 1953 skrevet en fyldig artikel om Wroblewskis bog med egne kommentarer og tilføjelser. En ikke helt uvæsentlig oplysning skulle være det faktum, at Wroblewski først skrev sine erindringer omkring 50 år efter at han fraflyttede byen, så man må sige at hukommelsen om de mange detaljer er imponerende. Du kan læse Fanny Fangs artikel her

Otto B. Wroblewski 

"5 år i Roskilde" fortæller om Wroblewski's etablering i Roskilde på helt bar bund - om byrådets helhjertede forsøg på "benspænd" i flere omgange - en rørende historie om hans tragiske første ægteskab - om et møntfund på hans nye bopæl - om byens sociale liv og noget om byens borgerskab og kendte profiler, og et par originaler, som åbenbart fortjente omtale.


En øjenvidneberetning, som alle med et forudgående kendskab til byens historie i 1800-1900 tallet vil fryde sig over - og som alle andre med interesse for byens historie kan betragte som en god indgangsnøgle.


"5 år i Roskilde" er en lokalhistorisk perle, som mange henviser til, men som knapt så mange har læst, men hvis du trykker her, får du hele historien.


Louis Pio - portrætfoto ca. 1875

Louis Pio blev født i Roskilde, og i muren på den ejendom, som nu har erstattet Pio's fødested, er indsat en mindeplade for Louis Pio. Hans senere liv og levned foregik andre steder end i Roskilde, så en "rigtig" lokalhistorisk skikkelse er han ikke.


Hans fulde navn var Louis Albert Francois Pio, og han var søn af en officer, og  født i Store Gråbrødrestræde 21 i 1841, og han døde i Chicago i 1894.


Han boede dog kun kort tid i Store Gråbrødrestræde, for det kan konstateres, at han ved folketællingen i 1845 - altså 4 år gammel - boede i Algade 3. De første barndomsminder lille Louis havde fra Roskilde, knytter sig derfor nok til bopælen Algade 3.

Allerede ved folketællingen i 1850 kan vi se, at familien Pio er flyttet videre til hjørnet af Nytorv og Rådhustorvet - altså det vi i denne sammenhæng kalder "Købmandsgården".


Han var i en periode ansat i det danske postvæsen, og der eksisterer den myte, at det var ham der opfandt den postkasse, som kunne tømmes i bunden, og dermed skaberen af det vi i dag kender som "den røde postkasse".


Sandheden er ifølge ENIGMA - Museet for Post, tele og kommunikation - at Loius Pio blandt flere andre fremsatte forslag til en mere sikker måde at tømme postkasserne på, men at det var et andet forslag der blev benyttet.


Hans politiske indsat var mildest talt ikke velset af datidens magthavere, og han fik da også en dom på 5 års fængsel for sin medvirken til det, der senere blev kaldt "slaget på Fælleden" - et protestmøde i 1872 til støtte for murersvendenes kamp for en kortere arbejdstid.


Han blev dog løsladt i april 1875 og gennemførte i juni 1876 den første socialdemokratiske partikongres med vedtagelse af det første partiprogram ’Gimle-programmet’. Det krævede bl.a. valgret til kvinder og moderne sociale reformer.


I 1877 udvandrede han til USA - ikke mindst efter trusler fra myndighederne om nye straffe - men også grundet interne stridigheder i partiet.


Du kan her læse en publikation fra arbejdermuseet om Louis Pio's liv  -  og her kan du læse hvordan Socialdemokratiet omtaler ham, som betragtes som partiets grundlægger.


Lokalhistorikeren cand.mag. Per Steenholdt har i ugeavisen Paperboy i maj 2018 fortalt mere om Louis Pio og hans familie - læs artiklen her




Lokalhistorisk Arkiv -foto Kr. Hude -  omkr. 1900

Torvet som det tog sig ud fra 1823 og frem til Roskilde Højskolehjem flyttede ind på hjørnet i 1903. Det er en solrig formiddag med torvehandel - dog ikke en af de helt store, og foran den østlige længe på Nytorv var det en tradition, at de handlende med kød og fisk havde deres små boder. På pladsen foran det gamle Rådhus blev der primært solgt grøntsager og frugt, og naturligvis også mange andre varer til husholdningen.

"Købmandsgårdens" østfløj fik sit kendte udseende i 1823 - det udseende vi kender fra så mange torvebilleder fra sidst i 1800'tallet og frem til 1908.


Hvordan det har set ud inden da ved vi ikke præcist, men vi ved at man i 1734/35 nedrev de bygninger, som lå mellem porten ind til det nybyggede "Kongelige Palæ" og frem til Rådhustorvet, og dermed fik etableret "Nygade" også kaldet "Palægade".

Formålet var at skabe en værdig indkørsel til det nyopførte kongelige Palæ 


Det har nu på en måde været lidt småt med værdigheden, for nedrivningen har bragt "Købmandsgårdens" bagbygninger fra 1600'tallet til syne, og de har jo ikke været til pynt, men har været indrettet til praktiske formål i forbindelse med landbrug og dyrehold. En gammel rejsestald og avlsbygninger incl. en svinesti og en mødding var det syn som majestæten og andet godtfolk havde som udsigt ved kørsel til og fra Palæet.

Der skulle gå næsten 90 år før avlsbygninger m.m. blev erstattet af en ny og mere præsentabel østfløj.


Tegningen viser situationen i perioden mellem 1823 og 1835. Det ved vi fordi man til højre på tegningen kan se en bygning, som undgik nedrivning i 1734/35, men som blev købt af Roskilde Kommune i 1835 og nedrevet - og dermed var Nytorv skabt. 


Lokalhistorisk arkiv - ukendt dato og kunstner

Der har indlysende nok været mange ejere af en ejendom, hvis tidligste dele stammede helt tilbage fra 1690.

I 2021 har lokalhistorikeren cand.mag. Per Steenholdt gennemgået skødeprotokoller, brandtakseringer og folketællinger fra perioden, og konstateret følgende rækkefølge:


1898-1908   Roskilde Kommune, som erhvervede ejendommen for privat indsamlede midler med henblik på            nedrivning.


1885-1898   købmand Carl Jensen, der allerede som 17 årig var "handelsbetjent" hos købmand Johan Christian Madsen, der var lejer hos  enkefru Frandsen. Carl Jensen fortsatte hos Carl Madsen og blev altså til sidst selv ejer.


1868-1885   købmand Carl Madsen


1856-1868   enkefru Frandsen


1844-1856   gæstgiver Frederik Frandsen


1837-1844   købmand Frederik Wilhelm Møller ( som går fallit i 1844, hvor der tvangssælges på auktion)


1832-1837   købmand Peder Sommer Lindhardt


1803-1832   købmand Wilstrup


1793-1803   købmand Jens Obel  - køber af sin svigerfader Henning Struck (enken) og svoger organist Struck


1755-1793   tobaksspinder Henning Struck, som i 1763 tilkøber nogle avlsbygninger m.v. nordøst for hovedejendommen


1752-1755   købmand Peder Kornerup - køber hovedejendommen undtaget nogle avlsbygninger m.v. mod nordøst


?       -1752   kammerråd og amtsforvalter Rasmus Fugl - som ved salget beholder nogle avlsbygninger m.v. mod nordøst. 


1688              ukendt ejer, som køber af boet efter borgmester Bernt Meier - det er ikke utænkeligt, at køberen er naboen familien Schrøder, hvis datter han var gift med. De to ejendomme ser ud til at ha' haft samme ejer i en periode indtil 1752.

Når man ser på rækken af ejere gennem tiderne må det konstateres, at det er de tidligste ejere fra før 1803 der for alvor har skrevet deres navne ind i den lokale historie og dermed lokallitteraturen.

Den eneste undtagelse er nok købmand Carl Madsen, som var medlem af byrådet, og som sammen med agent O.H. Schmeltz bidrog økonomisk til opførelsen af det "nye" rådhus, som kunne tages i brug i 1884.


I det følgende fortælles lidt om de tidligste ejere :

Udsnit af Resens kort fra 1677

Den tidligste ejer som vi kender noget til er borgmester Bernt Meier. Hans gård er med på Resens kort fra 1677, men man skal nok ikke lægge for stor vægt på gengivelsen. Resen var for det første ikke nogen stor kunstner - han var historiker og tegnede efter bedste evne hvad han så, og var ikke mindst optaget af at vise de mere kendte bygninger i byen og deres omtrentlige placering.


Man kan se husrækken på torvets nordside fra Fondens Bro i retning mod Algade, og det er ret tydeligt, at når man sammenholder virkeligheden med andre kilder, så virker borgmester Meiers nabo mod øst - "Schrøders gaard" noget overdimensioneret og lidt for pompøs - men det var da også byens absolut største privatejede gård, og havde længe været beboet af en af byens mest indflydelsesrige og velhavende familier. Det virker ikke utænkeligt at Resen gerne ville behage denne familie.


Det er nærmest kun facaderne der er vist, men der er ingen tvivl om at der bag facaderne var længer og avlsbygninger.


Ifølge grundtaksten fra 1682 har forhuset været et to-etagers hus på 15 fag med port. Der har været en sidelænge mod vest på 19 fag og mod nord og øst mindre længer på 9 fag hver.  Ved skattemandtallet nogle år før i 1677 er det nævnt, at gården havde 9 ildsteder og en besætning på 4 heste og 4 køer.


Bernt Meier var blevet borgmester i 1665 da den tidligere borgmester og købmand Herman Schrøder døde, og det var faktisk hans nabo og svigerfader.

Vi var i de tider, hvor kongen suverænt afgjorde den slags udnævnelser, men det var dog efter indstilling fra den lokale magistrat og de førende borgere.  Der var gode relationer mellem familien Schrøder og kongefamilien. Herman Schrøders far Gert Schrøder havde også været købmand og borgmester, så hvis 2 gange Schrøder havde gjort det godt, hvorfor så ikke lade svigersønnen fortsætte det gode arbejde !


Da Bernt Meier dør i 1688 afhændes ejendommen, og den nye ejer nedriver den gamle facadebygning, og opfører en ny omkring 1690.


Vi ved at "Købmandsgården" og naboen "Schrøders ejendom" har haft samme ejer på et senere tidspunkt, så det er en nærliggende tanke, at det er familien Schrøder der køber svigersønnens ejendom, men der findes ikke noget der kan dokumentere dette.


Også lokalhistorikeren Fanny Fang fortæller i en artikel i Jul i Roskilde 1956, at ejendommen ( benævnt nr. 2 på illustrationen) i 1682 var ejet af Bernt Meier.


Udgangspunktet for Fanny Fangs artikel og landinspektør O.E. Krarups rekonstruktion af bebyggelsen ved torvet er byens grundtakstprotokol fra 1682 - et af de få dokumenter der blev reddet fra rådhusets brand i 1731.


Rekonstruktionen bekræfter at Resens lidt primitive tegning fra 1677 alene viste facaden til trods for at resten af matriklen var ganske pænt bebygget.


Om tiden endnu længere tilbage ved vi, at det meste af området i Sankt Laurentii sogn - herunder området hvor torvekarreen senere blev bygget - i 1200'tallet og mange år frem tilhørte Roskildebispen.


Det har henligget dels som ubebyggede arealer og så en række små boder, d.v.s. små primitive ofte sammenhængende bygninger til beboelse, typisk med bare et rum til hele familien. Det var almindeligt at man delte et ildsted med naboen.

Forside af Peder Kornerips slægtstavle

Det er uvist hvem der køber ejendommen i 1688, omend man kan gisne om at det måske var naboen familien Schrøder. Var det ikke i 1688 at de to naboejendomme fik samme ejer, så er det i hvert fald sket senere.


Justitsråd og amtsforvalter Rasmus Fugl (1702-61) - en af byens førende mænd - har på et tidspunkt sidst i 1720'erne købt "Købmandsgården", og han har ligeledes købt "Schrøders ejendom" - sandsynligvis på samme tidspunkt.


Han sælger i 1752 det meste af "Købmandsgården" til købmand Peder Kornerup (1725-82) som også hørte til "eliten" som særdeles velhavende storkøbmand og stamfader til en familie med en stribe af indflydelsesrige købmænd.  


Rasmus Fugl sælger dog ikke den nord-østligste del af "Købmandsgården" med en rejsestald og nogle avlsbygninger, svinesti, mødding m.v.

Han ejede landbrugsjord i oplandet, og da Peder Kornerup jo havde sin egen store købmandsgård med alt hvad der skulle høre til på den anden side af torvet, har det ikke været et problem for Kornerup. Han har sikkert købt "Købmandsgården" som en forventet god investering, og beholdt den da også kun frem til 1755.

Købmand Peder Kornerup sælger i 1755 "Købmandsgården" til tobaksspinder Henning Struck (1724-1793).


Henning Struck havde i årene før været ejer af Rådhustorvet 1 "Borellos ejendom", men den bliver afhændet da han køber "Købmandsgården" i nr. 5.

I det hele taget var Struck flittigt repræsenteret i tingbogen. Hele 13 gange ser man ham som køber i perioden frem til 1783, men det var primært med opkøb af jordstykker, som nok i overvejende grad har været anvendt til tobaksdyrkning til hans virksomhed. I 1760 køber han dog en egentlig ejendom på hjørnet af Olsgade og Munkebro


Han må ha' været en agtet mand, da han blev valgt som en af de første eligerede borgere, som udgjorde en tidlig form for byråd sammen med bl.a. købmændene Anders Borch og Peder Kornerup.


Han indrettede naturligvis store dele af "Købmandsgården" til sin tobaksspindervirksomhed.


Da Struck dør i 1793 overtages ejendommen af svigersønnen Jens Obel, som kalder sig købmand, men han fortsætter også tobaksspindervirksomheden.


At dyrke og bearbejde tobaksplanter var en konsekvens af kongemagtenforordning fra 1741, som pålagde at der blev dyrket tobak på købstædernes omkringliggende jorder, og i Roskilde var der tilmed mange anvendelige vænger indenfor bygrænsen på grund af de mange brande.

Der blev primært produceret skrå, tobak til piberygning og snus.


Nogle generationer senere findes der stadig tobaksfabrikanter i byen, f.eks. Ferdinand Bang i Algade 1 og Wilhelm Manniche i Skomagergade 3


Laugsskilt for tobaksspindere

Den gamle By i Århus

Lokalhistorikeren og mangeårig leder af Lokalhistorisk Arkiv Eva Tønnesen har i årsskrift 2015 for "Foreningen for bygnings- og landskabskultur - Roskilde " skrevet en særdeles interessant artikel om "Blade af en købmandsgårds historie" - fra borgmester Meier til købmand Jensen.


Artiklen handler primært om købmandsgården Rådhustorvet 5/Nytorv 2 med mange spændende detaljer.


Du kan læse artiklen her

Hvem der først havde glæde af at bo i den nyopførte facadeejendom fra omkring 1690 ved vi ikke, men den er ganske omfattende beskrevet i brandtaksationerne.

Lokalhistorikeren Eva Tønnesen har "oversat" og kommenteret informationerne herfra - og den beskrevne ejendom er altså den, der blev nedrevet i 1908 :


Torvegården ( her på siden kaldet"Købmandsgården") var typisk for renæssancens byhuse: Et firlænget gårdanlæg med beboelseslænge ud imod gaden, her torvet, og med udkraget 1. sal på den fine yderside.

Huset var opført i bindingsværk med murtavl og med stentag. Til gårdsiden var der ikke gjort så meget ud af murenes finish, men det giver os en mulighed for at se husets konstruktion, der er blevet skjult under tykke pudslag på forsiden. 


Herskabet boede i forhuset. Væggene i husets fineste stue var beklædt med bemalet lærred, en tidlig form for tapet. En anden stue og et kammer havde voksdugbetrukne fodpaneler. De private stuer og kamre opvarmedes ved hjælp af to såkaldte vindovne (datidens kakkelovne) og en bilæggerovn, der havde indfyringslem i et naborum, sandsynligvis køkkenet. Derfor havde ejendommen to skorstene.


Desuden var der kælder under en del af forhuset. Køkken og bryggers lå i den østre sidebygning op til forhuset. Resten af denne sidebygning anvendtes til avlshus. Foruden tobak har Struck har sikkert dyrket korn i sin del af bymarkerne. Disse marker var fordelt mellem byens borgere og embedsmænd og dyrkedes i fællesskab, ligesom i landsbyerne.


I den vestre længe af gården var der ”logementer” (beboelse til ansatte og lejere), krambod (købmandshandel) og køreport ud til Palægade, siden Nytorv. I resten af anlægget var der lagerrum, vognremise og stald.


Af nagelfast inventar nævntes foruden ovnene en maltkølle og et brændevinsredskab, så der er blevet brygget øl og fremstillet brændevin i torvegården, sandsynligvis med salg for øje. Brønden var der stadig, men der nævnes ingen have, så den var inddraget.