Skomagergade 33
foto KB 2022
Farver Hammers gaard er opført omkring 1766-67, og har som navnet lyder lagt lokaler til en farverivirksomhed fra 1839 og frem til århundredeskiftet. Ejendommen var i denne periode i slægten Hammer's besiddelse.
Inden da lå der i en længere periode - fra starten af 1700-tallet til 1765 - en større købmandsgård, hvor ejeren også disponerede over naboarealet i nr. 31. Inden da har der også været bebygget, men dette byggeri - eller væsentlige dele heraf - er formentlig nedrevet for at give plads til den nye købmandsgård, som blev bygget helt ud til matrikel-grænserne.
Helt tilbage i 1100-tallet og århundreder frem lå her Skt. Budolfi Kirke
Købmandsgården undgik den store brand i 1735, som ellers lagde store dele af Skomagergade øde, men den blev i forbindelse med vurderingen af brandskaderne i de tilstødende ejendomme omtalt som "gammel", og selv om ingen kender det nøjagtige opførelsestidspunkt, kan et forsigtigt bud være starten af 1700-tallet
I 1765 erhvervede borgmester Rasmus Lange den gamle købmandsgård, der som nævnt fyldte både nr. 31 og 33, og igen blev arealet ryddet, så standsmæssige bygninger kunne opføres til den nye ejer, og dette byggeri blev opdelt på de to selvstændige ejendomme på de oprindelige matrikler.
Borgmesteren byggede til sig selv i nr. 31 og nr. 33 blev solgt til hans svoger, kommercerråd Johan Jørgen Holst, men denne døde ganske kort tid efter, og inden byggeriet var færdiggjort, så det var borgmester Rasmus Lange der færdiggjorde byggeriet for sin ældre søster Maren.
Byen overtog ejendommen i 1781 til brug for indkvartering af byens kommandant, hvilket strakte sig over en 30-årig periode.
Siden var der skiftende ejere og forskellige butikker indtil 1964, hvor kommunen igen overtog ejendommen.
I forbindelse med det europæiske bygningsbevaringsår 1975 besluttede kommunen sig for at restaurere "Farver Hammers Gaard" - og skrinlagde dermed tidligere tanker om en nedrivning med henblik på en udvidelse af Ringstedgade.
Ejendommen Skomagergade 33/Ringstedgade 1 er i dag privatejet, og indrettet til frisørsalon "York"med facade mod Skomagergade, og en såkaldt "livstilsbutik" med navnet "York Living" i Ringstedgade.
Ejendommen var frem til 2021 ejet af Roskilde Kommune, som på favorable vilkår udlejede den til kunstnerkollektivet Jeppe, som drev en fælles butik - Jeppeart. - med mange slags kunsthåndværk.
Ringstedgade 1 var indrettet som galleri, og her kun lokale kunstnere og kunstnergrupper - både professionelle og amatører - efter ansøgning til Roskilde Kommune få adgang til udstillingsperioder. Denne aktivitet er efter kommunens salg af ejendommen ophørt.
Ringstedgade 3 er også en del af "Farver Hammers Gaard", og den er efter en gennemgribende modernisering i 1986 indrettet til privat beboelse og ejes af andelsboligforeningen "Farver Hammers Gaard"
Bygningerne hører til blandt byens fredede ejendomme (fra 1979), og Roskilde Museum har i den forbindelse beskrevet ejendommens historie relativt kort - læs her - og du kan her læse en kort artikel fra Roskilde Tidende om byrådets behandling af fredningsstyrelsens indstilling
Historisk Samfund for Roskilde amt udgav i 1976 sin årbog, hvor der var en særdeles omfangsrig beskrivelse af "Farver Hammers Gaard" skrevet af Peter Bondesen, og den kan du læse her
foto KB 2014
foto Jette Donovan Jensen 2015
foto KB 2015
foto Anne Jensen - Vinter 2015
foto Lise Paulsen 1986
Inden for porten lå en bygning i 2 etager opført i 1842 af farver H.P.Hammer. Fra starten har bygningen været en del af farverivirksomheden med tørrestuer, folkekamre, brænderum og lokum. I 1862 blev der her opstillet en dampmaskine, som trak forskellige maskiner i virksomheden.
Der skete en ombygning af det gamle hus i forbindelse med restaureringen i 1975, og da turen kom til ejendommen Ringstedgade 3 i 1986/87 måtte bygningen lade livet for at skabe et lille gårdmiljø i tidens ånd.
Jul i Roskilde 1975
Lokalhistorisk Arkiv maj 1975
Foto Bennie Hansen 1975
Den senere så smukke hjørneejendom på et tidspunkt, hvor man vist roligt kan tillade sig at sige, at den ikke fremtrådte så imponerende - året er 1967.
På billedet med porten nedenunder kan man igennem portåbningen se den gamle industribygning, som nu er nedrevet.
Lokalhistorisk Arkiv 1967
Lokalhistorisk Arkiv 1967
Matr. nr. 238 - og dermed også Ringstedgade 1 - var i familien Hammers eje i årene 1839 - 1939. Ejendommen blev erhvervet af købmand Elias Levin Rothschild - tinglyst 15. aug. 1839
Det var tre generationer af familien Hammer og deres farverivirksomhed der skulle give stedet dets navn, og du kan læse mere om familien her
Lokalhistorisk Arkiv 1917
Billederne er taget af Kristian Hude i 1917, hvor det gamle farveri er under afvikling.
Butikken i stuen var ejet af enkefru Caroline Hammer, som i butikken solgte diverse trikotagevarer.
På 1. sal boede jordemoder fru Holm Jensen, som ses på billedet.
Lokalhistorisk Arkiv 1917
Lokalhistorisk Arkiv 1917
Skomagergade 33 set fra Ringstedgade - billedet er med stor sandsynlighed taget af Hude samtidig med de ovenstående - evt. er det en senere affotografering i sort/hvid.
På billedet ses også Skomagergade 46 med Jørgen Krogh's købmandsgård og Skomagergade 48 med en kaffe- og thehandel, og i vinduet ses de karakteristiske svinghjul til kaffemøllerne. I forstørrelse kan man se, at der på døren til venstre for butiksvinduet er et skilt der fortæller, at der er systue på 1. sal
Hjørnet af Skomagergade dateret ca. 1890, inden butikken og adgangen til butikken i 1895 blev lukket og flyttet til facaden mod Skomagergade.
Flagstangen der hænger ud er forsynet med en indigofarvet "fane" - et indigo-indfarvet stykke klæde, som signalerede, at her kunne man få farvet sit hjemmegjorte klæde/garn m.v. - en slags "Laugsskilt" om man vil. På Hudes billede fra 1917 ser man at fanen er flyttet til facaden mod Algade, og efterhånden er i en noget miserabel tilstand.
Lokalhistorisk Arkiv omkring 1890
Foto Oluf Høst 2017
Den dag i dag, kan man i loftet over porten ind til gården bag nr. 33 se en planke med rester af farvestoffet indigo. Hvordan den er havnet der, er ikke til at sige, men farven er god nok !
Planterne, hvoraf den originale indigofarve udvindes, findes ikke i den danske flora, så farvestoffet blev importeret fra østen - ikke mindst Indien - hvor der var masser af de nødvendige planter. Indtil omkring år 1800 brugte man i hele norden den lokale farve-vajd, men den blev erstattet af det importerede indigo-farvestof, som var billigere, og åbenbart tilstrækkelig effektivt til indfarvning.
Læs mere om indigo/farve-vajd her
Lokalhistorisk Arkiv omkring 1875
Et kig på Skomagergade 31 og 33 og videre ned ad Støden.
Billedet er dateret til ca. 1875, og altså inden der etableres forretning med tilhørende trappe i 1895
Man ser tydeligt to kældervinduer, og brandtaksationen fortæller da også om "en muret kælder på 2 fag med jerngitterværk" - der var altså ikke tale om en fuld kælder under ejendommen, men en mindre placeret i den østlige ende.
Det er et af de få billeder, som viser denne tids meget markante rendestene i hovedgaden - så dybe, at det var hensigtsmæssigt med overdækning ind til ejendommene
Som nævnt tidligere købte farver Hammer ejendommen af købmand Elias Levin Rothschield i 1839 ( Rothschield er formentlig den korrekte stavemåde, men i lokallitteraturen ses også stavemåden Rothschieldt).
Elias Rothschield var søn af købmand Israel Levin Rotschield, som drev købmandshandel i Skomagergade 17 fra omkring 1790'erne til 1816.
Købmandsbegrebet indebærer jo mange muligheder, og noget tyder på at Elias Rothschield bl.a. handlede med lærred og klæder, som han annoncerede med i 1829 i "Avis for Roskilde Bye og Omegn.
I en annonce fra 1836 kan man dog se, at han også handlede med kaffe, the, kandis, melis, ris m.v. - og gerne med rabat ved større portioner.
De senere billeder fra stedet tyder på, at han ikke har haft en traditionel indgang med udstillingsvinduer ud til Skomagergade - så indgangen til forretningslokalerne kan ha' ligget i porten - og måske mere sandsynligt, at man har skullet "rundt om hjørnet" til en indgang i Ringstedgade.
Dertil er det helt sikkert, at han havde et hvidtølsbryggeri - formentlig i bagbygningerne langs Ringstedgade, hvor der tidligere havde været bryggeri og brændevinsbrænderi.
Vi ved det, fordi også det blev omtalt i samme avis i samme år, hvor anonyme læserbreve besværede sig over at det ikke var muligt at få præcis det kvantum hvidtøl, som læseren åbenbart ønskede sig.
Lotte Fang har i 1989 skrevet et hæfte om den første årgang af avisen med titlen "Det stod i avisen 1829" og der kan man ved selvsyn se omtalen af Rothschield på siderne 13, 21, 24-25 og 32.
Du kan finde hele hæftet her
Enken efter ejeren af den bygning, som blev opført omkring 1766-67 opgav sin gård i 1775, hvor den blev solgt til en københavnsk vintapper Marcus Nygaard, som var flyttet til Roskilde for at drive bryggeri og brændevinsbrænderi. Det blev en ret så kortvarig affære, da han allerede i 1777 solgte ejendommen til byens magistrat, som havde fået behov for en passende bolig til chefen for den husareskadron, som ved kgl. resolution af 16/7 1777 var blevet tillagt Roskilde. Magistraten var tilsyneladende i en lidt presset situation, og de 1900 rigsdaler, der blev prisen på ejendommen, var åbenbart tilstrækkeligt tillokkende for Marcus Nygård, som umiddelbart efter solgte sit inventar på en auktion.
Herefter forestod en ret så bekostelig istandsættelse af hovedbygningen, og efterfølgende skulle det vise sig at dele af sidefløjen i Ringstedgade var i så ringe en stand, at der måtte opføres et nyt havremagasin.
Det har utvivlsomt været med bestyrtelse at magistraten allerede et par år senere af det Kgl.Vejkontor blev pålagt at udvide Ringstedgade med 6 alen ( ca. 3½-4 meter), så der var simpelthen ikke andet at gøre end at nedrive gavlen på hovedbygningen og rykke den tilbage, hvorved der forsvandt 2 viduesfag. Til overflod viste det sig, at bindingsværket i den tilbageblevne sidebygning langs Ringstedgade var "brøstfældigt" - altså i en meget ringe stand - så alle planer om at ombygge sidefløjen måtte opgives og det hele opføres fra grunden med skyldig respekt af den planlagte gadeudvidelse.
Denne ændring i ejendommens dimensioner forklarer hvorfor bygningen, som vi kender den i dag, fremtræder lidt asymmetrisk.
Det som senere skulle blive kaldt "Farver Hammers Gaard" var i en periode fra omkring starten af 1700-tallet og frem til 1775 i familien Lange's eje.
Slægten satte sit markante aftryk i byen, og du kan her læse mere om de af familiemedlemmerne, som ejede ikke bare "Farver Hammers Gaard", men også Skomagergade 31 og en hel del flere ejendomme i byen.
Et særligt afsnit er helliget Maren Holst, som dels var ejer af "Farver Hammers Gaard" i perioden 1767-1775 og iøvrigt havde en liv lidt ud over det sædvanlige - ihvertfald set med nutidens øjne.
Derom er skrevet i Jul i Roskilde årgang 1981, og artiklen indgår i familiebeskrivelsen.
Byggerierne på Skomagergade 31 og 33 skete i årene lige efter at borgmester Rasmus Lange havde erhvervet den hidtidige købmandsgård i 1765, og den blev hurtigt revet ned for at give plads til en standsmæssig bolig til en af byens fremmeste mænd.
Det er uvist om der på forhånd har været en aftale med hans svoger Johan Jørgen Holst, men Skomagergade 33 blev tilskødet til ham i starten af 1767.
Det forekommer da også praktisk, at det er borgmesteren der køber og nedriver købmandsgården og igangsætter projektet, og i senere dokumenter er nævnt, at "bygningerne er opført til samme tid og ens bygningsstil". Under alle omstændigheder bliver det borgmesteren der må fuldføre byggeriet, for svogeren dør allerede i februar 1767.
Facaden mod Skomagergade og gavlen mod Ringstedgade bliver grundmuret, men gårdsiden bliver opført i det mere økonomiske bindingsværk med murede tavl - de første 8 fag af sidebygningen mod Ringstedgade ( nr. 1) bliver også opført som bindingsværk med murede tavl, og de nederste 20 fag også var bindingsværk, men endnu mere økonomisk med murede og klinede tavl, hvilket måske var forståeligt, når man tænker på at det var stald og portområde
Bygningen i Skomagergade 33 - den senere "Farver Hammers Gaard" - står den dag i dag, omend den er ombygget et par gange. Vi ved at portene til de to ejendomme lå side om side, og der er ikke langt til at forestille sig, at de to bygninger har fremtrådt som een stor ejendom med to spejlvendte halvdele.
Der er naturligvis en stor portion gætteri knyttet til denne forestilling, men det er næppe så langt fra virkeligheden omkring 1767 til nedenstående tegning/fotomontage :
tegning/fotomotage KB 2015
På et udsnit af Marmillod's kort over Roskilde fra 1765 - og det må være umiddelbart før nedrivningen - ser man den store købmandsgård, som strakte sig over både Skomagergade 31 og 33 og en stor sidefløj langs Ringstedgade.
Der er et stort gårdareal med plads mellem længerne til at bevæge sig frit.
Som med alle andre kort fra den tid, skal man ikke tage alt for "gode varer", men man fornemmer at købmandsgården er bygget helt ud til matriklernes yderpunkter, og det er tydeligt at Ringstedgade på det tidspunkt har været særdeles smal - hvad man da også på et senere tidspunkt i 1779 måtte gøre noget ved.
Der findes en ret detailleret beskrivelse af købmandsgården i brandtakseringen fra 1761, som dels bekræfter at Skomagergade 31 og 33 var en sammenhængende bygning og gadens længste med 24 fag, hvoraf nogle er i 2 etager.
Der har været kælder under de 10 fag med "afdelinger", og der har været port både mod Skomagergade og Ringstedgade. Bag facaden mod Skomagergade har der været en del længebygninger opført i uensartede materialer. Nogle opført som bindingsværk med egetræ opmuret med mursten - andre med bindingsværk af fyrretræ og lerklining. Som noget usædvanligt nævnes en brønd med pumpe i en længe mod Ringstedgade.
Endelig er det nævnt, at der på stedet har været et temmelig stort bryggeri, hvor der blev fremstillet både øl og brændevin.
udsnit af Marmillod's Roskildekort 1765
Brandtakseringsprotokol 1761
Den brønd, som nævnes lige ovenfor, kan meget vel ha' været "Sankt Bodils Brønd", som ifølge Resens kort fra 1677 lå nærmest midt i hjørnet Skomagergade/Ringstedgade.
Der skal tages alverdens forhold for denne teori, men det kunne godt se ud som om, at alt imens brønden bestod, så ændrede omgivelserne sig, og fra at ligge på gaden, så blev der bygget således, at den endte inde i en købmandsgård så tidligt som omkring de sidste år af 1600-tallet
Argumentationen herfor kan læses her - og hvis teorien ikke er rigtig, så er der kun det alternativ, at den oprindelige "Sankt Bodils Brønd" er fyldt op og en ny brønd gravet ikke ret langt væk. Det vil i givet fald ha' været en krævende og omkostningsfyldt opgave, som også har krævet lidt held, for brønde skal jo helst ende et sted hvor der er vand - men i betragtning af værdien af en brønd på egen grund kan det ikke afvises at ha' fundet sted - men efter redaktionens mening taler meget for at "Sankt Bodils Brønd" var det faste element - og at andre forhold rundt omkring ændrede sig.
På det område, som vi i dag kender som 31 og 33 og Ringstedgade 1 og 3, blev der omkring år 1100 opført en kirke med navnet "Sankt Budolfi kirke". Kirken blev nedrevet efter at den i 1523 blev hærget af en brand. Omkring kirken var der anlagt gravpladser, formentlig også i vestlig retning over den nuværende Ringstedgade.
Bl.a. i forbindelse med en påtænkt udvidelse af ejendommen Skomagergade 31, blev der foretaget arkæologiske udgravninger i 1981 og 1985, og det gav anledning til at man i ROMU -Årsskrift fra Roskilde Museum 1988 kan læse Michael Andersen og Hans Stiesdal's beretning om den gamle kirke. Du kan læse den meget informative artikel her
Kirken og dens kirkegårds eksistens var kendt, men udgravningerne gav ny viden, og det betød bl.a. i den konkrete sag, at byggeplanerne måtte justeres. Kirkens apsis har ligget cirka midt på arealet bag den nuværende bygning på Skomagergade 29, og kirkeskibet har straks sig mod vest ind over nr. 33 og Ringstedgade 1.
Ikke overraskende var man også tidligere stødt på rester af kirken og ikke mindst gravsteder når der skulle bygges og graves i området. I Danske Atlas fra 1774 nævnes fund af murede gravsteder og adskillige småmønter. I 1829 skriver Roskilde Avis under overskriften "Mærkværdighed" om fundet af en hel del skeletter, da man gravede ud til kælder i Skomagergade 29, og professor Jacob Kornerup skriver i 1912 i Roskilde Tidende om sine iagttagelser om kirkens beliggenhed, da der skal graves ud til kloak hos farver Hammer på hjørneejendommen Skomagergade 33
I bogen "Roskilde Bys Historie indtil 1536" udgivet af Historisk Samfund for Roskilde Amt på Roskilde Museums forlag, fortæller Michael Andersen om Sankt Budolfi Kirke :
Den tegnede rekonstruktion er IKKE Sankt Budolfi kirke, men Sankt Laurentii Kirke, hvis rester ligger usædvanlig flot bevaret under Stændertorvet. Det antages at de to kirker har været udformet meget lig hinanden, dog med den forskel, at Sankt Budolfi kirke har været noget større
Tegning : Mogens Suhr Andersen 1988
Igen - rekonstruktionen viser Sankt Laurentii kirke, men antages lige så godt at kunne vise Sankt Budolfi kirke.
Kirken var ikke forsynet med stole eller lignende, men til dem der ikke kunne stå op under messen, var der murede vægbænke.
På hver side af korbuen har der stået et sidealter
Tegning : Mogens Suhr Andersen 1988
Foto Michael Andersen, Roskilde Museum 1988
Udgravningerne ved Sankt Budolfi kirkegård frembragte bl.a. en muret kiste af tegl fra anden del af 1100-tallet.
Ved siden af ses en begravelse i en nu formuldet trækiste.
I baggrunden ses kirkens sodsværtede apsismur, som muligvis er et vidnesbyrd om kirkens brand i 1523
Puggepølsestræde
Lige syd for kirkegårdsmuren og gravpladserne var der meget tidligt et stræde, som løb parallelt med Skomagergade - bag om bebyggelsen. Dette stræde løb øst/vest og havde navnet Puggepølsestræde. Det løb sandsynligvis sammen med et tilsvarende nord/syd-liggende stræde ud for det nuværende Skomagergade 11, et stræde som måske løb helt frem til Bredgade, og med et navn som er ukendt for eftertiden.
En sidste rest af det nord/syd-gående stræde har været der frem til omkring 1740, og navnet blev i folkemunde - formentlig som en konsekvens af nedlæggelsen af både "Puggepølsestræde" og forbindelsen til Bredgade - ændret til "Det endeløse Stræde" eller "Byens endeløse Stræde" - meget logisk da det jo ikke førte nogen steder hen.
Man kan undre sig over at denne del af strædet blev bevaret så længe, hvis det reelt endte i "ingenting"
At Budolfi Kirke forsvandt efter 1523 har næppe haft nogen betydning for tilstedeværelsen af "Puggepølsestræde", for det forekommer sandsynligt at dette stræde er opstået primært som en meget praktisk bagindgang til husene langs Skomagergade, og ikke mindst baghusene. Over tid er strædet dog nedlagt - sandsynligvis før 1677 - og opslugt af grundejerne langs Skomagergade - dog således at de fortsat benyttede en rende til afløb af deres spildevand ud mod Ringstedgade.
Lokalhistorikeren Arthur Fang fremfører dog den teori i sin bog om Roskilde fra 1945 (side 79) at de trafikale forhold omkring hjørnet af Skomagergade og Ringstedgade har været så umulige, at den kørende trafik måtte finde andre veje - f.eks. via Puggepølsestræde, men imod denne teori taler Behrmanns bykort og udsagn om at indkørslen fra Skomagergade var forsynet med en port og en overligger, som grundet dårlig vedligeholdelse truede med at dratte ned i hovedet på de forbipasserende - altså et relativt smalt stræde beregnet til fodgængere. For at sige det mildt, så er det også mere end vanskeligt at forestille sig og redegøre for stedets trafikale forhold helt tilbage til 1100'tallet !
Lokalhistorikerne Hendrik Behrmann (i 1832) og Jacob Kornerup (i 1894) har hver deres bud på hvordan et Roskildekort kunne tage sig ud i "gamle dage" - og de har hver deres version af netop "Puggepølsestræde" og "Byens endeløse Stræde".
De behøver nu ikke at være uenige - det kommer jo lidt an på hvordan man definerer "ældre tider" og "gamle dage".
På det ældst kendte kort over Roskilde - Resen 1677 - er "Puggepølsestræde" også vist, men de senere arkæologiske udgravninger har vist, at Resen placerer kirken alt for sydligt - og det er sandsynligvis kirkens præstegård der vises.
Men når Resen kun antyder et meget lille stykke stræde på stedet, må man antage, at strædet i al væsentlighed er forsvundet inden 1677.
Udsnit af Jacob Kornerups kort fra 1894
Professor og lokalhistoriker Jakob Kornerup har på sit kort over "Roskilde i ældre tider" indtegnet "Puggepølsestræde" som går mellem Ringstedgade og ud i et unavngivet stræde mellem Skomagergade og Bredgade. Et sådant stræde kunne bestemt give god mening, men her kan senere byggeri i Bredgade eller andre forhold ha' blokeret for strædet, og kombineret med det nedlagte "Puggepølsestræde", ville resultatet logisk nok blive et lille stræde ind fra Skomagergade som endte blindt.
Du kan se hele Kornerups kort her
Desværre skriver Kornerup i sine tekster ikke mere om "Puggepølsestræde" eller det unavngivne stræde.
Sammenfletning af kort fra Peter Høgsteds "Roskildekortet"
Da Hendrik Behrmann i 1832 skriver sit stor værk om Roskilde, er en stor del heraf et kort med noter - herunder noter om "Puggepølsestræde" (21), og "Byens Endeløse Stræde" (19).
Når man læser begge noter giver det (nogenlunde) god mening, men det står ikke krystalklart, hvorfor "Byens Endeløse Stræde" er navngivet som det er. (se nedenfor)
Det kan ha' været en del af udfordringen for Behrmann at skulle vise og forklare to forskellige tidsaldre på samme kort.
Som det fremgår af kortet - som er en sammenfletning af kortet fra 1832 med et nutidigt kort - er Berhmanns kort ikke helt korrekt, men det er nu ikke mange meter galt.
Du kan selv kombinere kortene her
Lidt pudsigt at der i 1966 - ca. 125 år efter at "det Endeløse Stræde" blev nedlagt, blev etableret en ny gennemgang - "Passagen" - til de bagvedliggende arealer nærmest samme sted.
kortnoter Behrmann 1832
Navnet "Puggepølsestræde" er så usædvanligt, at det nærmest råber på en forklaring om dets oprindelse.
Det ville ha' været bekvemt, om man lige kunne slå op i lokalhistorikeren Lotte Fangs bog om "Gader & Stræder i Roskilde Kommune", hvor alle gadenavnes betydning er minutiøst beskrevet.
Desværre omfatter bogen kun de eksisterende gader og stræder, så vi er overladt til os selv, hvis vi vil gøre os tanker om oprindelsen.
I forbindelse med publiceringen af denne ejendomsbeskrivelse, rejste Nicoline Halkjær From spørgsmålet om navngivningen, men gav samtidig - suppleret af sin søn Emil - et ganske godt bud på et svar.
I "Ordbog over det danske sprog" kan man læse, at "Pugge" er en fællesbetegnelse for padderne: frøer og (skrub)-tudser.
Den anden del af gadenavnet skulle så tale for sig selv, og det er faktisk ikke svært at forestille sig, at bl.a. paddernes efterladenskaber har været en udfordring for de forbipasserende.
Området må ha' været et eldorado for bl.a padderne med masser af spildevand fra husene og ubebyggede områder med nyttehaver og græsarealer.
Det er bestemt ikke usædvanligt, at byens gader og stræder har fået mere eller mindre officielle navne i denne retning - tænk bare på Snæversti og stien mellem Meyercrones stiftelse og Provstegården, som i årevis har båret navnene "pisserenden" og "lortestien" - gæt selv hvorfor - og strædet ved det nuværende torvs østligste ende ( før nedrivningen af diverse ejendomme), som ret officielt lød navnet "Skidenstræde" i en periode. Lidt mindre latrinært finder vi også "Benbrækkerstræde" - den nuværende "Weysegangen".
Med denne forklaring kunne vi så erklære os tilfredse, MEN er det nu så enkelt ?
Måske er det bare så enkelt, men tvivlen nager alligevel !
Ordet "Pugge" skulle der vist ikke herske tvivl om, men hvis vi igen tager fat i "Ordbog over det danske sprog", så forklares ordet "pølse" først som en madvare, f.eks. en spegepølse eller en bayersk pølse, men også som noget der har form som madvaren pølse, og blandt eksempler herpå nævnes "en aflang klump af afføring fra et menneske", og her tilføjes det, at det er et sprogbrug primært i forhold til børn.
Mon man også i middelalderen anvendte det ord i den betydning - også i forhold til børn ??
Ligesom man skal være varsom med at dømme fortiden med nutidens øjne, skal man nok også være meget varsom med at oversætte direkte i forhold til nutidens sprogbrug.
Lokalhistorikeren Arthur Fang har overvejet, om ordet "pølse" skal opfattes som "pøl", og at det er en henvisning til den ringe forfatning, som middelalderens stræder kunne være i - altså "mudderpøl" - men både Reesen, Behrmann og Kornerup skrev altså "pølse", som helt sikkert var et navn der blev anvendt i middelalderen.
Det står enhver frit for at finde og forklare den helt rigtige begrundelse for hvorfor "Puggepølsestræde" fik sit navn, men indtil da må vi nok se i øjnene, at dette stræde indtræder i rækken af navne, hvis oprindelse kan diskuteres - f.eks. Støden, Fondens Bro og Karen Olsdatter Stræde