Matas-kæden - den største lejer i bygningen - er et lille stykke dansk erhvervshistorie.

Materialistbranchen har rødder tilbage til 1800'tallet. Det var på den tid meget almindeligt, at en farmaceut, der ikke kunne få et apotek, startede en materialhandel. Materialhandlerne solgte bl.a. kemikalier, foderstoffer, fotoartikler, vaskepulver, urter og krydderier. Mange blandede også selv cremer, hårvand, barbersprit og skintonic.

I 1949 fandt en lille gruppe materialister sammen om fælles indkøb, og det udviklede sig hurtigt og blev formaliseret gennem Matas A/S, hvis aktionærer allerede året efter havde 60 butikker og var landsdækkende.

I 1956 fik butikkerne fælles logo på facaderne, og i 1967 blev det kendte stribedesign af en række varer introduceret, og der var nu godt 150 materalister med i selskabet.

I 2007 ændres ejerstrukturen således, at en kapitalkæde køber aktiemajoriteten i et selskab, som køber størstedelen af Matas-butikkerne, men dog således at der fortsat er privatejede butikker, som til gengæld fortsætter med fælles logo, kampagner og indkøb af stribevarerne.

I 2013 bliver Matas en børsnoteret virksomhed, og i 2018 er samtlige Matas-butikker ejet af denne virksomhed. 

I 2011 organiseres på forsøgsbasis et samarbejde med en apoteker, så nogle Matas-butikker kan levere receptpligtig medicin, og dette samarbejde med lokale apoteker har siden udviklet sig til fælles butikker i nogle byer - dog ikke i Roskilde.

Det findes en del oplysninger om Klamers virke. Han har været en stille og rolig kunsthåndværker, som byens møbelsnedkere helt sikkert har benyttet som "underleverandør", og vi ved, at han har deltaget i diverse restaureringsopgaver i nogle af omegnens kirker. Han stod for træskærerarbejdet i forb. med en af renoveringerne af kildehuset til Maglekilde - og i en del private hjem kan man stadig finde udskårne lysestager, kvindefigurer m.v., som kom fra hans værsted. 

I drengekorpset Borgervæbningen - nu Roskilde Garden - gik tambourmajoren i en del år i spidsen med en tambourstav udformet af Klamer - en stav med diverse udskæringer og ørnen fra byvåbenet øverst.

Klamer var meget glad for at gengive den kvindelige krop, og det ser man bl.a. på en hyldest til Josephine Baker - en halv banan i venstre hånd, og håndtasken er udformet som et hjerte, hvor den anden halvdel af bananen stikker op - en tydelig reference til Josephine Bakers tidlige karriere, hvor hun optrådte i bananskørt, og til tider ikke så meget andet.

Det fortælles, at da Klamer flyttede på plejehjem, medbragte han bl.a. et antal af sine kvindefigurer, og da der både var "til gården og til gaden" skulle det efter sigende ha' vakt en del forargelse blandt dele af plejepersonalet.

I "Jul i Roskilde" 1974 har Kaj V. Hansen skrevet lidt mere udførligt om Klamers liv og arbejde  - du kan læse artiklen her

Da K.T.A.S. i 1950 nedgravede de store kabler til telefoncentralen i Gullandsstræde, fandt man mange meter nede på hjørnet til Skomagergade en gammel trækonstruktion af egetømmer - sandsynligvis tilbage fra 1300'tallet. Snedkermester Otto Frederiksen gemte de gamle planker.

I 1952 fyldte isenkræmmer Albert Holmbom 60 år, og hans tre søskende Axel, Ejnar og Emmy gav en meget original gave, nemlig et dokumentskrin lavet af det gamle egetømmer. Helt naturligt blev det naboen i nr. 26 billedskærer Klamer der bearbejdede det ydre, og fuldendte værket med en udskæring af Roskildes byvåben på låget.

Dokumentskrinet er stadig i familiens eje.

Et par billeder fra tidligt i 1950'erne viser at der her var et lille antikvariat, hvor der i dag er opgang til 1. sal - og til højre for porten var der en modist, som siden blev afløst af materialisten.

"Bogboden" var en absolut minimal "butik", ja nærmest kun et udstillingsvindue, men hvis man ønskede at købe en af de udstillede bøger, kunne man hidkalde Magda Rasmussen, som havde et tilsvarende minimalt bogbinderi på 1. sal. Virksomheden var startet af hende og manden Hans Frederik i 1929, men nu drev hun den alene.

Om dette og meget andet kan man læse i Hans Sønders "En Roskildedrengs erindringer" - et meget omfangsrigt og meget personligt værk, hvor man på side 19-25 ud af 381 kan læse mere om denne del af historien.

Du kan læse hele bogen her

Det er en fyldig sag, som det tager 20-30 sekunder at downloade, men absolut interessant læsning.

I samme afsnit er billedskærer Klamer omtalt, og yderligere er nævnt fotograf Valdemar Larsen, som også havde sit værksted og en lille butik i en af bagbygningerne. Han var byens "kanonfotograf"med fast plads ved springvandet på torvet.

På billederne ser man hans skiltning ud mod Skomagergade.

Avisannoncen fra februar 1904 vidner om at Carl Greisen er helt klar over at han har haft mange adresser i Roskilde - og at der oven i købet er en anden møbelhandler på en af hans tidligere adresser.

Det er derfor forståeligt at den nye adresse virkelig skal fremhæves

Carl Greisen er en ganske flittig annoncør i sin tid som møbelhandler. Når man ser annoncerne igennem, tegner der sig hurtigt et billede af en strategi med annoncering om kraftigt nedsatte priser - typisk i forbindelse med de mange flytninger.

Overskriften "Af mangel på Penge" i 1902 kan nok virke lidt usædvanlig efter nutidens målestok, men når man ser opfindsomheden blandt datidens avis-annoncører for at påkalde sig læsernes opmærksomhed, er det egentlig ikke så usædvanligt.

Når man så ved, at han kort tid efter erhverver ejendommen Skomagergade 26 får man vel også svaret på hvad det lige var han manglede penge til !!

Da han i 1913 har "ophørsudsalg" skriver han, at det er efter 24 års virke - altså tager han udgangspunkt i 1889. Man må gå ud fra at han mener 24 år som forretningsmand i byen - og tiden som håndværker er så ikke medregnet - og naturligvis skal der en sidste gang lokkes med nedsatte priser.

Den 1. maj 1830 kan man læse i Avis for Roskilde Bye og Omegn, at et parti chokolade er ankommet til byen, og at man skal henvende sig hos J. Barchalia, hvor man sikkert også kunne købe andre søde sager.

Det var lang tid før gadenumre blev indført, men avislæserne vidste godt, at turen skulle gå til Barchalia's ejendom i Skomagergade - i dag kendt som nr. 26.

Joseph Barchalia (1770-1830) var indvandret fra Italien omkring 1790. Han tog ophold i København, hvor han blev gift og fik sønnen Stephen i 1814. Desværre dør ægtefællen, og sammen med sin søn drager han til Roskilde, hvor han igen bliver gift - nu med Cecillia Bidstrup (1801-1877). De får sammen to døtre i 1825 og 1828.

Joseph Barchalia køber ejendommen Skomagergade 26 - formentlig et af de sidste år i 1820'erne ( gørtler Peter Jensen er noteret som ejer både i 1814 og 1827), og her bor familien, og de har  deres udkomme ved driften af en lille købmands/chokoladeforretning og udlejningen af ejendommens private lejemål og et værksted i baggården.

Joseph Barchalia dør i 1830, hvor Cecillia så sidder tilbage som enke i en alder af 29 år med en stedsøn og deres fælles døtre.

Cecillia Barchalia annoncerer sin mands død i Statstidende, og fortæller samtidig at hun nu ejer ejendommen og agter at fortsætte driften af købmands- og gallanteriforretningen.

Naturligvis er der en rask ungersvend som efter en passende tid og moden overvejelse gør sine hoser grønne.

I 1838 indgår Cecillia Barchalia ægteskab med Carl Ludvig Kornerup (1809-1881) - søn af "stamfaderen" til den kendte Kornerup-slægt. 

Dette ægteskab bliver barnløst, så det er ikke Carl der medvirker til Kornerup-slægtens udbredelse, men han går altså fint ind i slægtens købmandstraditioner.

Traditionerne blev ligeledes fulgt, da copulationsattesten (vielsesattesten) straks tinglyses som adkomst til ejendommen for Carl Kornerup - Cecillia var ikke noget ringe parti !

Cecillia dør i 1877 og Carl i 1881, og ejendommen kommer kortvarigt i en lidt fjernere Kornerup-slægtnings besiddelse. Først den københavnske grosserer Mouritz Glerup Rafn Kornerup, og da han dør i 1883 er det hans enke Emma der overtager og videresælger i 1885 til købmand J.M.K.Petersen, hvis enke overtager i 1901 - og i 1903 er det så møbelhandler Greisen der køber ejendommen.

Økser, sværd, hjul og stejle, galger og gloende tænger hørte til blandt skarpretterens mange uhyggelige arbejdsredskaber.

Mange større byer havde en skarpretter - i den tidligste tid en meget ilde set person, men over tid udviklede det sig til en mere velanskrevet profession.

At læse om skarpretterens opgaver er ganske enkelt hårrejsende.

I ROMU årgang 1989 har Knud Poulsen skrevet generelt om professionen og specifikt om Roskildes skarprettere gennem tiderne. På side 41 finder man en gengivelse af en regning på 69 rigsdaler, som skarpretter Ingermann i 1768 meget udførligt udskriver for sit arbejde med at eksekvere den afsagte dom over tre dømte med et mord på samvittigheden - ikke læsning for sarte sjæle !

Du kan læse artiklen her 

Det var skarpretter Christian Ernst Puhan der i 1719 købte Skomagergade 26, og det var således ham, der i 1735 måtte se sin ejendom gå op i flammer sammen med store dele af Skomagergades øvrige bygninger. Det var så også ham, der i 1737 havde "fornøjelsen" af at henrette ophavsmanden til den store brand, hvilket foregik på det stykke jord ved Hedemøllen øst for byen, som tilhørte hans embede.

I 1760 blev embedet overtaget af Johan Gotfried Ingermann - en søstersøn til Puhan og dennes medhjælper de seneste år. Lidt usædvanligt overtog hans enke i 1804 embedet.

Det var dog ikke meningen at hun selv skulle svinge øksen, men efter behov tilkalde skarpretter Mühlhausen fra København. Det var iøvrigt samme Mühlhausen, der i 1772 havde henrettet Struense og Brandt, så han må siges at besidde erfaring.

Enken - Anne Marie Ingermann - solgte Skomagergade 26 i 1808, og hun blev den sidste indehaver af skarpretterembedet i Roskilde.

Eva Tønnesen har i "Historisk årbog for Roskilde Amt 2014" skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde fra enevælde til matadortid".

En af de omtalte stærke kvinder er "Den rapkæftede skarprettermadam" Anne Marie Ingermann - en stærk kvinde med et absolut usædvanligt liv.

Du kan læse artiklen her

Man kan med rette spørge, om tidernes barske retspraksis trods alt gav arbejdsopgaver nok til en skarpretter - det var jo ikke hver dag at forbrydere skulle aflives eller på anden måde afstraffes. Der skete over tid også en udvikling i retspraksis, hvor flere forbrydelser ikke mere gav dødsstraf. Men skarpretteren skulle jo også forsørge sin familie !

Svaret er, at mange skarprettere havde indtægter  - ja nok deres hovedindtægt fra noget, som vi i dag uden tøven vil kalde kvaksalveri - men tiden var jo en helt anden, og da ganske mange ikke havde midler til at opsøge lægen, lå det lige for at benytte sig af alternativet - og der findes ganske mange beretninger om at skarpretterens resultater ofte kunne måle sig med lægens.

Vi taler om salg af lægende planter, urteafkog, salver, grødomslag og igler, der kunne suge materien ud af betændte sår o.s.v.

Også egentlig kirurgisk arbejde påtog skarpretteren sig, og da jobbet indebar, at lig skulle parteres, er der givet opsamlet en del kirurgisk indsigt.

Det hører yderligere med til historien, at skarpretterjobbet ofte var besat af skiftende slægtsled, og der blev naturligvis opsamlet og videregivet erfaring og viden, som har haft nytteværdi.

Det er en lidt spændende tanke, at der utvivlsomt har været indrettet et lokale i Skomagergade 26 til salget, og hvad der ellers har været af aktiviteter.

Vi ved at Burhan beskæftigede sig med både de helende urter m.v. og kirurgi. I hans dødsbo fandt man - udover alle de makabre værktøjer til afstraffelse - også lærebøger om lægekunsten og de helende planter og et instrument i sølv "til at stryge plaster med". I det hele taget bar dødsboet præg af stor velstand, så Puhan havde en god forretning.

Så vidt vides fortsatte Ingermann ikke med kirurgien, men bestemt med alle de øvrige aktiviteter i naturlæge/kvaksalverforretningen.

Ingermann havde konsultation hver torsdag, hvor der var fyldt godt op i ejendommen.  I sin artikel om "Den rapkæftede skarprettermadam" skriver Eva Tønnesen, at Ingermann havde bl.a. en særlig vidunderdrik med diverse urter og rødder tilsat lidt hestepærer - altsammen tilsat vand, og dette fluidum lod skarpretteren så løbe ned over sin økse, og så har der næppe været grænser for hvad den kunne kurere.