Weysegangen

Weysegangen

Weysegangen set fra Skolegade -foto KB 2016

Forløbig er følgende lokaliteter bearbejdet:


MAGLEKILDE


WEYSEGANGEN 4





Weysegangen set fra Maglekildevej - foto KB 2016

Aftenstemning på Weysegangen - foto Kasper Jørgensen 2016

Oprindelig hed dette middelalderlige stræde Sankt Sørens Stræde. Søren er den nordiske form for det latinske Severinus eller Severin.

Der findes flere hellige personer med det navn, men ingen af dem synes at være af så stor betydning, at det kunne skaffe dem den popularitet, som navnet Sankt Søren nød i de nordiske lande. I Køln var der en biskop Severin. Da Sankt Martin af Tour døde i 1397, hørte biskop Severin englene synge, og han sagde til sin ærkediakon, at det sikkert betød, at Sankt Martin var død og blev modtaget i himlen. Da der senere kom bud om dødsfaldet, blev biskop Severin bestyrket i sin antagelse.


I Bordeaux var der også en biskop Severin. Han var på englenes bud kommet fra orienten til byen, hvor biskoppen overlod ham sit embede. Han døde og blev begravet i byen engang i det 4. årh. Da goterne truede byen, bad indbyggerne til Sankt Severin og han udgød sådan et mørke, at goterne ikke kunne se at angribe og derfor forlod de byen. En anden gang skaffede han regn til de tørkeramte vinmarker. I det 9. årh. smeltede

disse to personer sammen til en, som havde tilknytning til Køln. Også de to legender smeltede sammen og det blev fortalt at en del af Sankt Søren lå begravet i Køln og en del i Bordeaux, så ingen kunne føle sig stødt. Selvom denne helgen ikke udmærkede sig fremfor så mange andre, så fik han alligevel stor udbredelse i Danmark.


Kirkerne i GI. Rye ved Himmelbjerget og i Holstrup på Sjælland har været valfartskirker, for denne helgen. Både i Jylland og på Sjælland har der været Sankt Sørens gilder, og selv om der ikke er noget, der tyder på, at han har været af særlig stor betydning i Roskilde, har han alligevel været kendt og værdsat tilstrækkeligt til, at han har fået et stræde opkaldt efter sig.


I 1838 blev der, ved omsætningen af stengærder, fundet en grundmuret bygning ca. 8 x 13 m med en hvælvet kælder under. Det var sikkert resterne af en kannikebolig.

I middelalderen lå der en kirkerist ved gadens udmunding i Skolegade. En kirkerist var en jernrist, som skulle forhindre løsgående dyr, f.eks. grise, i at komme ind på domkirkens område, hvor der var

kirkegård. Denne kirkerist var ifølge en gammel beskrivelse i det »vestlige nørre hjørne« og da den lå næsten lige ud for Katedralskolen, hed den: »Skoleristen«.


I 1754 omtales gaden stadig som Sankt Sørens stræde, men i 1774 er navnet Store Fiolstræde, og det hedder gaden helt frem til den officielle navneforandring i 1942.


1832 fortælles det, at gaden “i det daglige liv ej med urette kaldes Beenbrækkerstræde”. På byrådsmødet den 16.9.1942 skiftede Store Fiolstræde navn til Weysegangen, for at hædre komponisten C. E. F. Weyse (1774-1842). Gang betyder i denne forbindelse: et sted, hvor man kan gå.


Weyse var en nær ven af pastor Hans Hertz siden dennes studentertid. Weyse var gæst hos

Hans Hertz’s forældre domprovsteparret i Roskilde i en lang periode lige indtil domprovst Michael Hertz blev udnævnt til biskop for Ribe Stift, og Weyses rejser til Roskilde ophørte, indtil 1829 hvor Hans Hertz blev udnævnt til præst ved Sankt Jørgensbjerg og Vor Frue kirker.


Hans præstegård lå på hjørnet af Skolegade og Weysegangen, og her kom Weyse regelmæssigt året igennem på besøg. Han havde sit værelse stående parat, og det var i præsteboligen Weyse komponerede

melodierne til lngemanns morgen- og aftensange, hvor f.eks. "I østen stiger solen op" nok er den mest kendte blandt alle danskere.

C. E. F. Weyse holdt så meget af Roskilde, at han også ønskede at blive begravet på Gråbrødre Kirkegård. Ved siden af ligger vennen Hans Hertz begravet med sin kone Bolette.



Beskrivelsen stammer fra Lotte Fangs udgivelser om "Roskildes gader og stræder", og den tilpasses løbende, når der er anledning hertil.

Per Steenholdt har i 2016 påpeget, at strædet både i brandtaksationen fra 1761 og 1771 og folketællingen 1801 kaldes Sankt Mortens Stræde, hvilket egentlig giver god mening, da strædet netop fører ned til Sankt Mortens Mølle.

Der findes yderligere et gammelt Roskildekort - Jacob Bruuns fra 1753 -   hvor strædet kaldes Møllestrædet, hvilket på samme måde rummer en del logik.

Konklusionen må være, at navneskiftet fra Sankt Sørens stræde til Store Fiolstræde er sket via en periode fra omkring 1750'erne til starten af 1800'tallet hvor navnet har været Møllestrædet og senere Sankt Mortens Stræde - endelig skal nævnes, at strædet i et skøde fra 1831 er benævnt Papirmøllestræde, og den lille tilføjelse med "papir" giver jo også god mening, da papirfabrikken frem til 1846 lå nede for enden af strædet.

C.E.F. Weyse -

litografi efter tegning af Kratzenstein-Stub

Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) var som beskrevet af Lotte Fang nært knyttet til Roskilde via sit venskab med domprovst Hans Hertz.


Portrættet af en ung Weyse er et litografi udført efter en tegning af den samtidige kunstner Kratzenstein-Stub.


Litografiet skulle efter sigende ha' hængt i Hans Hertz' bolig, og det er næppe overraskende for nogen.


Lidt mere overraskende er det nok, at den lokale fotograf H. Hansen, som i 1860'erne først havde sit atelier i hjørneejendommen Allehelgensstræde/Læderstræde og siden i Skomagergade 24 ( hvor Monopol kan findes i dag) fortæller i den lokale avis, at han gerne sælger en affotografering af dette litografi, som han yderligere fortæller er udført efter et maleri - og at det er dette maleri, der har hængt hos Hertz.


Problemet er bare, at ingen siden har kunnet opspore et sådant maleri - desværre - og man kan da også ha' sine tvivl m.h.t. om Hertz virkelig skulle eje et originalt maleri udført af Kratzenstein-Stub, som i sin samtid blev betragtet som en ganske betydningsfuld kunstner. Om det er en misforståelse mellem redaktøren og fotografen er uvist - men det kastede da lidt lokal "kolorit" til den tvivlsomme historie.