I 1956 udarbejder landinspektør Krarup en rekonstruktion af bebyggelsen på nordsiden af torvet på grundlag af grundtakstprotokollen fra 1682 - et af de ganske få dokumenter der blev reddet, da det helt gamle rådhus i Algade brændte i 1731.

Det fremgår heraf, at Schrøders ejendom ( med nr. 1) var en meget stor gård - faktisk byens største privatejede gård.

Her kan man - markeret med lyst rødt - se dimensionerne af hovedbygningen og sidelængen mod øst.

Hovedbygningen var på 16 fag, og længen langs Bispegårdsstræde var på ikke mindre end 40 fag !

Med rød indramning er vist hvad der stod tilbage, da der blev brandtakseret i 1761 - 10 fag mod torvet og 22 fag langs det stræde, som nu blev kaldt "Skidenstræde".

Kravet til bredden af den nyetablerede Nygade kostede altså en ombygning af det hus, som vi kender fra Resens tegning.  

Det forekommer sandsynligt, at sidefløjen er blevet reduceret for at give plads til en forlængelse af den gade, som vi også i dag kender som Palæstræde.

Kravet til bredden af den nye indkørsel til Palæet har næppe været til diskussion, og Schrøderfamiliens statelige hovedhus har måttet reduceres med 6 fag mod vest - og sidelængen blev afkortet med 18 fag.

Det er indlysende, at en ombygning har fundet sted, men vi har ingen afbildninger heraf.

Den viste tegning med reduktionerne i bygningernes størrelse er således ikke nødvendigvis korrekt - men et bud på hvordan bygningerne kan ha' taget sig ud i de følgende år.

Der har givet været senere ombygninger, og på Ehlers grundtakstkort fra 1791 ses ikke antydning af et "trappetårn"

Ved brandtaksationen i 1761 ser man beskrivelsen og vurderingen af ejendommen, som på det tidspunkt er ejet af justitsråd og amtsforvalter Fugl.

Vurderingen breder sig over 5 sider - først hovedbygningen på 10 fag - så følger sidefløjen på 22 fag, og endelig vurderes nogle ejendomme beliggende på den anden side af Nygade, som som fra "gammel tid" har tilhørt "Schrøders ejendom".

Det var en gammel rejsestald og nogle avlsbygninger incl. en svinestald og en mødding. Som tiden havde udviklet sig hørte de mere naturligt til sammen med "Købmandsgården" på hjørnet af Rådhustorvet og Nygade, og de blev da også overtaget af denne i 1763.

Du kan her læse hele den originale brandtaksation, og i 2021 har cand.mag. Per Steenholdt transskriberet beskrivelsen af hovedbygningen og de noget "krøllede" bogstaver til noget mere læsevenligt, og det kan du læse her.

Det er ikke mindst spændende at læse, at "der er en tilbygning til forstuen og en italiensk (hvilket betyder en indvendig) trappe med dukværk til 2. etage".

Det må læses sådan, at der er en tilbygning med invendig trappe til den 2. etage.  

Måske betyder det, at den oprindelige tilbygning er ombygget i forbindelse med nedrivningen eller senere, og at de udvendige trapper er erstattet af en indvendig - og det hele kan meget vel være nedrevet ved en senere ombygning inden 1791 - det var trods alt en tilbygning som formentlig var fra sidst i 1500'tallet.

Efter tidens standard har den gamle hovedbygning været en fornem ejendom med en fantastisk beliggenhed. Der har været to skorstene - den ene fra grunden og den anden en sideskorsten, Det har muliggjort at  ejendommen lidt usædvanligt har haft vindovne ( kakkelovne) på etagerne, så herskaberne har kunne lune sig i de kolde tider.

Den sidste "private" ejer af den store gård var stadig af Schrøder-familien. Det var enkefru Christiane de Meyercrone, der i 1736 solgte ejendommen til kongen formedelst 1400 Rigsdaler, og et løfte om straks at fraflytte.

Det er i skødet nævnt, "at gård, lejevåning og Plads for en tid uden skøde fra arving til anden og sidst til sælgerinden er hjemfalden".

Du kan læse skødet fra Christiane til kongen her

Ejeren frem til sin død i 1706 var enkefru Schrøder - som var Christiane de Meyercrones mor - og det var præcis det samme år at Christiane og hendes mand Henning de Meyercrone vendte hjem efter 25 år som gesandtpar i Paris.

Der findes desværre ingen afbildning af Christina de Meyercrone, så vi må "nøjes" med et kobberstik af hendes mand, som døde i 1708. 

Efter Monrads død i 1793 noteres byfoged, rådmand og birkedommer Andreas Nicolai Gierlew (1745-1811) m.fl. som ejer af ejendommen efter en auktion i juli 1794 - formentlig på kommunens vegne.

Som auktionarius fungerede fogeden i Ramsø herred Nicolai Leigh, og det var den fjerde og sidste auktion han indkaldte til. Hvorfor de tre forudgående auktioner er forblevet resultatløse og hvilke bevæggrunde byens borgmester og to øvrige fra bystyret havde til at overtage ejendommen vides ikke, men formedelst 510 rigsdaler overtog de tre altså ejendommen.

Det er Gierlew samt  stadsmand Jørgen Müller og prokurator Peder Fleischer der hurtigt samme år sælger til enkefru Allida Favin.

Gierlew boede på tidspunktet selv i Algade 18 (matr. nr. 175) på hjørnet af Hersegade og Algade. 

Han var klosterforvalter for "Det adelige jomfrukloster i Roskilde" fra 1773 til 1795.

Som byfoged (siden 1772) kunne man ikke komme højere på rangstien i byen, og han har naturligvis omgået sig med byens øvrige førende mænd - købmænd, større erhvervsdrivende og embedsmænd -  i det lokale fugleskydningsselskab.

Selskabet var meget nyt ( officielt stiftet i 1787) og han nød den ære at blive selskabets anden fuglekonge i 1788 ved skydningen i området ved Haraldsborg Slotsbanke.

Du kan læse fugleskydningsselskabets beskrivelse af fuglekongen anno 1788 og hans skive her.

Vores viden om personen Allida Favin (1743-1817), som ejede ejendommen 1794-1798 er yderst begrænset, men at hun har haft et spændende liv kan der vist ikke herske tvivl om.

Hendes far - Simon Hooglant (1712-1789)-  havde en helt usædvanlig og flot karriere i den danske flåde - dog afbrudt af en periode i hollandsk tjeneste, hvor han bl.a. med succes sloges med pirater i Middelhavet. Han havde et betydeligt antal kommandoer over danske orlogsfartøjer, og han var i flere omgange involveret i forsøget på at skabe en dansk handelsplads i Marokko, og han endte som admiral i 1782. 

Allida var hans ældste datter, og hun giftede sig i 1763 med Oberst Fridrick August von Favin. Han døde i 1788 i Pokrow lidt øst for Moskva hvor han var russisk Statholder.

Enkefru Favin ejede som nævnt kun ejendommen på torvet i Roskilde i fire år, og der findes ingen folketællinger i perioden som kan bekræfte at hun faktisk boede der, men vi ved at hun på et tidspunkt flytter til Kristiania hvor hun dør i 1817. 

Det er svært at overse det sammetræf, at ejeren i perioden 1790-1794 overkrigskommissær Monrad og datteren af en anden højtstående person i flåden, admiral Simon Hooglant, blev den næste reelle ejer af "Rauchmauls ejendom" 1794-1798.

Det er næsten utænkeligt at to så højtstående profiler i flåden ikke har kendt hinanden.  Monrads arbejde som overauditør må ha' bragt ham i kontakt med stort set alle ansvarlige for flådens aktiviteter.

Det er rent tankespind at gøre dem til mere end mulige gode bekendte, men omvendt er det svært at forestille sig at Allida Favin ikke på den ene eller anden måde på forhånd har kendt til Monrads ejendom i Roskilde inden hun købte den.

Allida Favin sælger i 1798 ejendommen til konsumptionsinspektør Fanøe, som efter 10 års ejerskab sælger videre i 1808 til distrikskirurg Selio Andreas Rauchmaul ( 1765-1835).

Rauchmaul var kommet til Roskilde som såkaldt feltskærer tilknyttet den husareskadron, som i perioden 1778-1842 havde garnison i Roskilde.

Der har naturligvis i perioden været tilknyttet flere læger til husareskadronen, og for Rauchmauls vedkommende er det sandsynligvis i perioden fra omkring sidst i 1780'erne til 1805, hvor han springer til en "civil" karriere som distrikskirurg i Roskilde.  Uanset de lidt fremmedartede titler, har han sikkert haft tidens lægeuddannelse som ballast.

Det var helt almindeligt, at husarerne bosatte sig i byen med deres familier, og således også Rauchmaul.

Ved folketællingen 1787 er Rauchmaul logerende i ejendommen, som nu kendes som Stændertorvet 4 (Flensborgs Boghandel) - der er han kun 22 år gammel og stadig ugift, men har allerede titel af eskadrons-feltskærer. Huset ejes af Malermester Johan Friedrich Kass ( 1736-1796) hvis børneflok på tidspunktet omfattede den 19 årige Dorothea. Selio og Dorothea bliver gift i 1788, og i 1801 finder vi familien med børn i Hersegade.

Det er fristende at tænke, at det kunne være i Hersegade 15, hvor husarenes sygehus lå, men det var ikke tilfældet, men det har jo under alle omstændigheder været i nærheden af Rauchmauls primære arbejdsplads.

Han køber så  ejendommen Stændertorvet 10 i 1806 af sin svigermoder madam Kass, som i mellemtiden var blevet enke, og i 1809 sælger han videre til byfoged (borgmester) Müller.

Enkefru madam Kass (1742-1812) har i 1805 købt ejendommen på den anden side af Rådhustorvet - senere kendt som "Borellos ejendom". Om hun flytter til denne ejendom for at gi' plads til sin datter, svigersøn og børnebørn efter deres køb af Stændertorvet 10 ved vi ikke, men det forekommer sandsynligt - Rådhustorvet 4 videresælges allerede i 1809 til borgmester og byfoged H.C. Müller.

Efter Rauchmauls køb i 1808 af den ejendom, som i denne sammenhæng er opkaldt efter ham, bor han der til sin død i 1835.

Via stråmænd køber Roskilde Kommune ejendommen i 1835 og river den ned, og dermed skabes Nytorv, og da man i 1908 nedriver de sidste bygninger vest for "Rauchmauls ejendom", skaber man det areal, som vi i dag kender som Stændertorvet ved en sammensmeltning af Nytorv og Rådhustorvet.

Distrikskirurgen har naturligvis været en del af byens borgerskab, og dermed var Rauchmaul selvskreven til at deltage i det selskabelige liv - herunder fugleskydnings-selskabets aktiviteter.

Han bliver fuglekonge i 1821, og hans fugleskydningsskive viser et idyllisk men fiktivt landskab, hvor man til højre i billedet ser fugleskydningsmasten rejse sig.

I virkeligheden fandt skydningen sted ved "Børsen" på Roskilde Havn, men fugleskydningsmasten ligner sig selv.

Du kan læse mere om begivenheden her.