Schrøder Rauchmauls ejendom

Rauchmauls ejendom


Udsnit af Resens Roskilde-kort fra 1677

I denne sammenhæng er ejendommen beskrevet som "Rauchmauls ejendom" fordi Selio Rauchmaul var den sidste der boede i ejendommen inden den blev revet ned i 1838. 



Ejendommen var en del af "Schrøders ejendom", som i betydeligt omfang blev nedrevet i 1737 for at gi' plads til en værdig indkørsel til det nybyggede "Kongelige Palæ", som lå lige nord for Schrøders meget store ejendom.

"Schrøders ejendom" er selvstændigt beskrevet, og den historie kan du læse her.


Resens tegning fra 1677 er den eneste beskrivelse af ejendommen som vi kender til, og den viste tegning er inden den nedrivning, som også kostede dele af den vestlige ende af  hovedbygningen mod Torvet og dele af af sidefløjen, som lå langs Bispegårdsstræde - det stræde som hidtil havde ført ind til den gamle bispegård, som også måtte lade livet til fordel for "Det Kongelige Palæ".

Udsnit af Landinspektør Krarups  oversigtstegning  af 1682-situationen, udført i 1956

I 1956 udarbejder landinspektør Krarup en rekonstruktion af bebyggelsen på nordsiden af torvet på grundlag af grundtakstprotokollen fra 1682 - et af de ganske få dokumenter der blev reddet, da det helt gamle rådhus i Algade brændte i 1731.

Det fremgår heraf, at Schrøders ejendom ( med nr. 1) var en meget stor gård - faktisk byens største privatejede gård.

Her kan man - markeret med lyst rødt - se dimensionerne af hovedbygningen og sidelængen mod øst.

Hovedbygningen var på 16 fag, og længen langs Bispegårdsstræde var på ikke mindre end 40 fag !


Med rød indramning er vist hvad der stod tilbage, da der blev brandtakseret i 1761 - 10 fag mod torvet og 22 fag langs det stræde, som nu blev kaldt "Skidenstræde".


Kravet til bredden af den nyetablerede Nygade kostede altså en ombygning af det hus, som vi kender fra Resens tegning.  


Det forekommer sandsynligt, at sidefløjen er blevet reduceret for at give plads til en forlængelse af den gade, som vi også i dag kender som Palæstræde.



Udsnit af Resens kort - Schrøders hovedbygning og sidefløj før og efter nedrivning 1734/35

Udsnit af Ehlers grundtakst 1791

Kravet til bredden af den nye indkørsel til Palæet har næppe været til diskussion, og Schrøderfamiliens statelige hovedhus har måttet reduceres med 6 fag mod vest - og sidelængen blev afkortet med 18 fag.


Det er indlysende, at en ombygning har fundet sted, men vi har ingen afbildninger heraf.


Den viste tegning med reduktionerne i bygningernes størrelse er således ikke nødvendigvis korrekt - men et bud på hvordan bygningerne kan ha' taget sig ud i de følgende år.


Der har givet været senere ombygninger, og på Ehlers grundtakstkort fra 1791 ses ikke antydning af et "trappetårn"

"Schrøders gård"  - ikke mindst hovedbygningen ud mod torvet - er med på Resens kort fra 1677, men man skal nok ikke lægge for stor vægt på gengivelsen. Resen var for det første ikke nogen stor kunstner - han var historiker og tegnede efter bedste evne hvad han så, og var ikke mindst optaget af at vise de mere kendte bygninger i byen og deres omtrentlige placering.


Man kan se husrækken på torvets nordside fra Fondens Bro i retning mod Algade, og det er ret tydeligt, at når man sammenholder virkeligheden med andre kilder, så virker "Schrøders gaard" noget overdimensioneret  - men det var da også byens absolut største privatejede gård, og havde længe været beboet af en af byens mest indflydelsesrige og velhavende familier. Det virker ikke utænkeligt at Resen gerne ville behage denne familie.


Når man ser hvad Resen tegnede, så er der vel heller ikke tvivl om at det faktisk var en bygning ud over det sædvanlige, og hvis han skulle vise lidt detaljer i sin tegning, så var han nødt til at se lidt stort på dimensionerne.


Det er nærmest kun facaderne der er vist (det var jo det Resen umiddelbart kunne se) men selvfølgelig var der længer og avlsbygninger bag facaderne.

Udsnit af brandtaksation 1761

Ved brandtaksationen i 1761 ser man beskrivelsen og vurderingen af ejendommen, som på det tidspunkt er ejet af justitsråd og amtsforvalter Fugl.


Vurderingen breder sig over 5 sider - først hovedbygningen på 10 fag - så følger sidefløjen på 22 fag, og endelig vurderes nogle ejendomme beliggende på den anden side af Nygade, som som fra "gammel tid" har tilhørt "Schrøders ejendom".

Det var en gammel rejsestald og nogle avlsbygninger incl. en svinestald og en mødding. Som tiden havde udviklet sig hørte de mere naturligt til sammen med "Købmandsgården" på hjørnet af Rådhustorvet og Nygade, og de blev da også overtaget af denne i 1763.


Du kan her læse hele den originale brandtaksation, og i 2021 har cand.mag. Per Steenholdt transskriberet beskrivelsen af hovedbygningen og de noget "krøllede" bogstaver til noget mere læsevenligt, og det kan du læse her.


Det er ikke mindst spændende at læse, at "der er en tilbygning til forstuen og en italiensk (hvilket betyder en indvendig) trappe med dukværk til 2. etage".


Det må læses sådan, at der er en tilbygning med invendig trappe til den 2. etage.  


Måske betyder det, at den oprindelige tilbygning er ombygget i forbindelse med nedrivningen eller senere, og at de udvendige trapper er erstattet af en indvendig - og det hele kan meget vel være nedrevet ved en senere ombygning inden 1791 - det var trods alt en tilbygning som formentlig var fra sidst i 1500'tallet.


Efter tidens standard har den gamle hovedbygning været en fornem ejendom med en fantastisk beliggenhed. Der har været to skorstene - den ene fra grunden og den anden en sideskorsten, Det har muliggjort at  ejendommen lidt usædvanligt har haft vindovne ( kakkelovne) på etagerne, så herskaberne har kunne lune sig i de kolde tider.

Roskilde Museum - portoverligger fra Schrøders gård

Det mest håndgribelige der findes af Schrøders gård / Rauchmauls ejendom er en 2 meter lang portoverligger, som i dag befinder sig på Roskilde Museum.


Den må ha' siddet over en af portene ud til Bispegårdsstræde, og man læser tydeligt navne og årstallet 1654.

Årstallet er jo en del senere end Herman Schrøders overtagelse i 1643, så der må ha' været en anledning - måske en ombygning på tidspunktet.


Det var sund fornuft at genbruge bygningsmaterialer i forbindelse med nedrivninger, og denne portoverligger er genanvendt i vognmand Knudsens gård på hjørnet af Munkebro og Sankt Peders Stræde, og da også denne ejendom skulle nedrives i 1931 fandt man den gamle egeplanke.

Der har  været mange ejere af denne ejendom, som formentlig kan skrive sin historie tilbage til i hvert fald slutningen af 1500'tallet - måske også tidligere.

I 2021 har lokalhistorikeren cand.mag. Per Steenholdt gennemgået skødeprotokoller, brandtakseringer og folketællinger fra perioden, og konstateret følgende rækkefølge:


1835            Roskilde Kommune, erhvervede ejendommen ( via stråmænd)  med henblik på nedrivning.


1808-1835  distrikskirurg Selio Rauchmaul


1798-1808  konsumptionsinspektør Fanøe


1794-1798  enkefru Allida Favin


1794-1794  byfoged, rådmand og birkedommer Andreas Nicolai Gierlew m.fl. - formentlig på byens vegne


1790-1794  generalkrigskommissær Monrad


1784-1790  sognepræst Arild Friis Vorsøe 


1761-1783  enkefru Inger Fugl, som i 1763 frasælger nogle avlsbygninger m.v. nordøst for hovedejendommen


1738-1761  kammerråd og amtsforvalter Rasmus Fugl


1736-1738  Kongen - Christian den 6.


1706-1736  Christiane de Meyercrone


1665-1706  enkefru Eva Schrøder (født Motzfeld) 


1643-1665  købmand og borgmester Herman Schrøder


?       -1643  købmand og borgmester Gert Schrøder


         

 Henning de Meyercrone - stik af C. Vermeulen efter maleri af Hyacinthe Rigaud - findes bl..a. i Kobberstiksamlingen

Den sidste "private" ejer af den store gård var stadig af Schrøder-familien. Det var enkefru Christiane de Meyercrone, der i 1736 solgte ejendommen til kongen formedelst 1400 Rigsdaler, og et løfte om straks at fraflytte.

Det er i skødet nævnt, "at gård, lejevåning og Plads for en tid uden skøde fra arving til anden og sidst til sælgerinden er hjemfalden".


Du kan læse skødet fra Christiane til kongen her


Ejeren frem til sin død i 1706 var enkefru Schrøder - som var Christiane de Meyercrones mor - og det var præcis det samme år at Christiane og hendes mand Henning de Meyercrone vendte hjem efter 25 år som gesandtpar i Paris.


Der findes desværre ingen afbildning af Christina de Meyercrone, så vi må "nøjes" med et kobberstik af hendes mand, som døde i 1708. 


Lokalhistorikeren og mangeårig leder af Lokalhistorisk Arkiv Eva Tønnesen har i årbogen 2014 for Historisk Samfund for Roskilde Amt skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde".


En af de portrætterede kvinder er Christiane de Meyercrone i artiklen "Grande dame i Paris".


Det er en særdeles spændende historie om provinspigen fra Roskilde, der giftede sig med en ung lovende diplomat, som siden skulle blive adlet og udsendt som gesandt i Paris i mange år. Det fik dog en ende efter nogle storpolitiske forviklinger, og ikke mindst fordi gesandtparret hjalp en del forfulgte protestantiske trosfæller til flugt, og Christiane fik for sin andel en decideret udvisningsordre. Dramatikken nåede nye højder under hjemrejsen med et røverisk overfald og et dødsfald til følje, men Christina fik efterfølgende et langt liv i Roskilde frem til hendes død i 1738. 


Navnet lever i byen den dag i dag, hvor vi stadig har den gamle "Meyercrones stiftelse", som blev etableret af Christiane i 1708.


Du kan læse artiklen her

Udsnit af Kirsten og Gert Schrøders epitafium i Roskilde Domkirke - foto Karl Nielsen 2014

Den første ejer som vi kender til er Roskildes borgmester og storkøbmand Gert Schrøder (1589-1643). I daglig tale blev han i byen omtalt som "Gert kræmmer" - en invandrer fra Tyskland som gjorde det rigtig godt, og han har utvivlsomt allerede været en stor købmand i Roskilde, da han bliver borgmester i 1634.

Hvornår han har erhvervet sin gård og af hvem ved vi ikke.


Det er hævet over enhver tvivl, at Gert Schrøder og hans frue - Kirsten Albertsdatter (1576-1642) - var meget højt på den sociale rangstige, og efter deres død blev de bisat i Roskilde Domkirke.  Deres gravsten ligger i midtergangen, og familien skænkede domkirken et epitafium  - en bemalet mindetavle - som er opsat på en sidevæg.


"Schrøders ejendom" gik i arv til sønnen Herman Schrøder (1615-1665) , som netop i 1643 - det år hvor Gert Schrøder døde - indgik ægteskab med Eva Motzfeld (1626-1706). Også Herman var en særdeles dygtig købmand.

Det var sædvane, at en ung svigerdatter flyttede ind i svigerforældrenes ejendom, hvor svigermor så havde opgaven med at uddanne sin svigerdatter til at kunne forestå husholdet i en større købmandsgård.


Den "fornøjelse" fik den unge Eva så ikke, da svigermoderen var død året inden brylluppet, men hun skulle senere vise sig at være en særdeles dygtig og selvstændig kvinde, som klarede sig uden "lærlingetiden".


Efter faderens død blev Herman Schrøder udnævnt til borgmester - da havde han allerede i en periode været en af fire rådmænd i byens magistrat. Han var iøvrigt en særdeles veluddannet og erfaren mand, med både universitetsuddannelse og "dannelses-rejser" i Europa


Herman Schrøder havde bl.a. en betydelig forretning med opkøb af og export af korn primært til Holland, og det står klart, at Eva Schrøder må ha' deltaget ivrigt i forretningerne, for da Herman Schrøder dør i 1665 overtager hun lidt usædvanligt opgaverne og driver forretningen videre - hvilket nok har givet mere end almindelig respekt i omgivelserne.


Da man i 1677 med henblik på skattebetaling udarbejder oversigter over både bygninger, hushold og kreaturer kan man læse, at enkefru Eva Schrøders ejendom havde ikke mindre end 12 ildsteder, 5 heste og 12 køer.  Året efter nævnes, at der i huset - udover Eva Schrøder - boede to sønner, en datter, to købmandssvende, seks tjenere og drenge samt tre tjenestepiger - og nu var besætning ændret til 4 arbejdsheste, 6 køer, 3 kvier og 39 får og lam. 


Da Eva Schrøder dør i 1706 får ejendommen ny ejer, og ejendommen forbliver i familien, idet det er Eva Schrøders datter Christina de Meyercrone der overtager.  Der er formentlig først nogle mellemregninger, idet Christina havde to døtre, hvis arveforhold har skullet udredes, og Christina var gift med Henning de Meyercrone, som efter traditionen formentlig er indtrådt som ejer af fruens arv - men han dør allerede i 1708, og så forekommer det mest sandsynligt at enkefru Christiane på det tidspunkt er blevet eneejer.


Herman og Eva Schrøders gravsten er også at finde i Domkirkens midtergang.

Lokalhistorikeren og mangeårig leder af Lokalhistorisk Arkiv Eva Tønnesen har i årbogen 2014 for Historisk Samfund for Roskilde Amt skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde".


En af de portrætterede kvinder er Eva Schrøder i artiklen "Fra borgmesterfrue til købmand" - og i tilgift til historien om Eva Schrøder får vi også præsenteret den øvrige Schrøder-familie.


Du kan læse artiklen her

Da Christiane de Meyercrone står tilbage med ejendommen efter moderen Eva Schrøders død i 1706, hun har næppe haft nogen idè om, at det meste af ejendommen skulle nedrives i 1737.


Tilbage stod så det vi her har kaldt "Rauchmauls ejendom", og det var egentlig bemærkelsesværdigt hvor mange ejere der skulle komme i perioden frem til 1835.

Baggrunden for nedrivningen af størsteparten af den store ejendom er allerede beskrevet, og der er jo et ganske interessant mellemspil, da Christiane de Meyercrone sælger hele sin ejendom til kong Christian den 6. I vore dage havde der nok været gennemført en eller anden form for ekspropriationsforretning - og det er vel også det, der er sket i praksis. Kongen var jo enevældig og enerådende, så der har nok ikke været tvivl om udfaldet, men hans embedsfolk har altså aftalt en købesum på 1400 rigsdaler.


Da nedrivningen er foretaget, står "Rauchmauls ejendom" tilbage, og den sælges så til amtsforvalte Rasmus Fugl i 1738 for 352 rigsdaler. Du kan læse skødet her


Rasmus Fugl var nogle få år før i 1735 blevet udnævnt til amtsforvalter, efter at han havde været ansat ved amtsforvaltningen i 18 år. Det må betyde, at han har været ansat siden 1717, kun 15 år gammel, så man må formode at han er startet som elev til oplæring, og han omtales ved sin udnævnelse som fuldmægtig.


1735 er også det år hvor han indgår ægteskab med Inger Nielsdatter Fogh (1701-1783)


Rasmus Fugl har også på et tidspunkt erhvervet naboen mod vest til  Schrøders ejendom - den såkaldte "købmandsgård" - for her ved vi, at det er Rasmus Fugl der i 1752 sælger denne , bortset fra nogle nordligt beliggende avlsbygninger,  til Peder Kornerup, og i 1763 sælger Rasmus fugls enke disse avlsbygninger til "Købmandsgårdens" nye ejer tobaksspinder Henning Struck.


Da Rasmus Fugl dør i 1761 overtager enkefru Inger Fugl ejendommen, og da hun dør i 1783 sælger arvingerne ejendommen i 1784/85 til sognepræsten ved Vor Frue Kirke Arild Friis Vorsøe, som 5 år senere sælger til  Hans Diderik Monrad.

Ejeren i perioden 1790-1794 var generalkrigskommissær Hans Diderik Monrad (1737-1793).


Han var født i Ågerup sogn, og blev efter endt universitetsuddannelse ansat ved admiralitetet som arkivar i 1763. Allerede i 1767 blev han overauditør. I 1770 blev han justitsråd, og i 1774 etatsråd. Han blev i 1777 generalkrigskommissær i Trondhjem i Norge med ansvar for indrulleringen af den mandlige del af befolkningen til at gøre tjeneste ved militæret eller søværnet. I forb. med købet er det nævnt, at han bor i Trondhjem, og det var også her han døde i 1793. Det er således mere end tvivlsomt at han skulle ha' opholdt sig i Roskilde - ejendommen har for ham formentlig været en alm. investerings/udlejningsejendom - måske iblandet lidt nostalgi omkring hans fødeegn.

Roskilde Museum: fugleskydningsskiven 1788 - foto Bennie Hansen

Efter Monrads død i 1793 noteres byfoged, rådmand og birkedommer Andreas Nicolai Gierlew (1745-1811) m.fl. som ejer af ejendommen efter en auktion i juli 1794 - formentlig på kommunens vegne.

Som auktionarius fungerede fogeden i Ramsø herred Nicolai Leigh, og det var den fjerde og sidste auktion han indkaldte til. Hvorfor de tre forudgående auktioner er forblevet resultatløse og hvilke bevæggrunde byens borgmester og to øvrige fra bystyret havde til at overtage ejendommen vides ikke, men formedelst 510 rigsdaler overtog de tre altså ejendommen.


Det er Gierlew samt  stadsmand Jørgen Müller og prokurator Peder Fleischer der hurtigt samme år sælger til enkefru Allida Favin.


Gierlew boede på tidspunktet selv i Algade 18 (matr. nr. 175) på hjørnet af Hersegade og Algade. 

Han var klosterforvalter for "Det adelige jomfrukloster i Roskilde" fra 1773 til 1795.


Som byfoged (siden 1772) kunne man ikke komme højere på rangstien i byen, og han har naturligvis omgået sig med byens øvrige førende mænd - købmænd, større erhvervsdrivende og embedsmænd -  i det lokale fugleskydningsselskab.


Selskabet var meget nyt ( officielt stiftet i 1787) og han nød den ære at blive selskabets anden fuglekonge i 1788 ved skydningen i området ved Haraldsborg Slotsbanke.


Du kan læse fugleskydningsselskabets beskrivelse af fuglekongen anno 1788 og hans skive her.



Vores viden om personen Allida Favin (1743-1817), som ejede ejendommen 1794-1798 er yderst begrænset, men at hun har haft et spændende liv kan der vist ikke herske tvivl om.


Hendes far - Simon Hooglant (1712-1789)-  havde en helt usædvanlig og flot karriere i den danske flåde - dog afbrudt af en periode i hollandsk tjeneste, hvor han bl.a. med succes sloges med pirater i Middelhavet. Han havde et betydeligt antal kommandoer over danske orlogsfartøjer, og han var i flere omgange involveret i forsøget på at skabe en dansk handelsplads i Marokko, og han endte som admiral i 1782. 


Allida var hans ældste datter, og hun giftede sig i 1763 med Oberst Fridrick August von Favin. Han døde i 1788 i Pokrow lidt øst for Moskva hvor han var russisk Statholder.


Enkefru Favin ejede som nævnt kun ejendommen på torvet i Roskilde i fire år, og der findes ingen folketællinger i perioden som kan bekræfte at hun faktisk boede der, men vi ved at hun på et tidspunkt flytter til Kristiania hvor hun dør i 1817. 


Det er svært at overse det sammetræf, at ejeren i perioden 1790-1794 overkrigskommissær Monrad og datteren af en anden højtstående person i flåden, admiral Simon Hooglant, blev den næste reelle ejer af "Rauchmauls ejendom" 1794-1798.

Det er næsten utænkeligt at to så højtstående profiler i flåden ikke har kendt hinanden.  Monrads arbejde som overauditør må ha' bragt ham i kontakt med stort set alle ansvarlige for flådens aktiviteter.


Det er rent tankespind at gøre dem til mere end mulige gode bekendte, men omvendt er det svært at forestille sig at Allida Favin ikke på den ene eller anden måde på forhånd har kendt til Monrads ejendom i Roskilde inden hun købte den.


Lokalhistorisk Arkiv - Selio Rauchmaul (1765-1835)

Allida Favin sælger i 1798 ejendommen til konsumptionsinspektør Fanøe, som efter 10 års ejerskab sælger videre i 1808 til distrikskirurg Selio Andreas Rauchmaul ( 1765-1835).


Rauchmaul var kommet til Roskilde som såkaldt feltskærer tilknyttet den husareskadron, som i perioden 1778-1842 havde garnison i Roskilde.


Der har naturligvis i perioden været tilknyttet flere læger til husareskadronen, og for Rauchmauls vedkommende er det sandsynligvis i perioden fra omkring sidst i 1780'erne til 1805, hvor han springer til en "civil" karriere som distrikskirurg i Roskilde.  Uanset de lidt fremmedartede titler, har han sikkert haft tidens lægeuddannelse som ballast.


Det var helt almindeligt, at husarerne bosatte sig i byen med deres familier, og således også Rauchmaul.


Ved folketællingen 1787 er Rauchmaul logerende i ejendommen, som nu kendes som Stændertorvet 10 (Flensborgs Boghandel) - der er han kun 22 år gammel og stadig ugift, men har allerede titel af eskadrons-feltskærer. Huset ejes af familien Kass, hvis børneflok på tidspunktet omfattede den 19 årige Dorothea. Selio og Dorothea bliver gift i 1788, og i 1801 finder vi familien med børn i Hersegade.


Det er fristende at tænke, at det kunne være i Hersegade 15, hvor husarenes sygehus lå, men det var ikke tilfældet, men det har jo under alle omstændigheder været i nærheden af Rauchmauls primære arbejdsplads.


Han køber så  ejendommen Stændertorvet 10 i 1806 af sin svigermoder madam Kass, som i mellemtiden var blevet enke, og i 1809 sælger han videre til byfoged (borgmester) Müller.

Enkefru madam Kass har i 1805 købt ejendommen på den anden side af Rådhustorvet - senere kendt som "Borellos ejendom". Om hun flytter til denne ejendom for at gi' plads til sin datter, svigersøn og børnebørn efter deres køb af Stændertorvet 10 ved vi ikke, men det forekommer sandsynligt - ikke mindst fordi nr. 10 videresælges allerede i 1809. Madam Kass dør i 1812.


Efter Rauchmauls køb i 1808 af den ejendom, som i denne sammenhæng er opkaldt efter ham, bor han der til sin død i 1835.


Via stråmænd køber Roskilde Kommune ejendommen i 1835 og river den ned, og dermed skabes Nytorv, og da man i 1908 nedriver de sidste bygninger vest for "Rauchmauls ejendom", skaber man det areal, som vi i dag kender som Stændertorvet ved en sammensmeltning af Nytorv og Rådhustorvet.



Distrikskirurgen har naturligvis været en del af byens borgerskab, og dermed var Rauchmaul selvskreven til at deltage i det selskabelige liv - herunder fugleskydnings-selskabets aktiviteter.


Han bliver fuglekonge i 1821, og hans fugleskydningsskive viser et idyllisk men fiktivt landskab, hvor man til højre i billedet ser fugleskydningsmasten rejse sig.


I virkeligheden fandt skydningen sted ved "Børsen" på Roskilde Havn, men fugleskydningsmasten ligner sig selv.


Du kan læse mere om begivenheden her.

Roskilde Museum: fugleskydningsskiven 1821 - foto Bennie Hansen