Sankt Ibs Kirke har til alle tider inspireret både lokale og udenbys kunstnere.

Her er det den lokale Jørgen Brendekilde ( 1920-1993) der med et højtbeliggende udgangspunkt - sandsynligvis fra en af villaerne lige syd for - i 1971 har foreviget den gamle bygning - i baggrunden ser man det nyopførte vikingeskibsmuseum fra 1969.

I perioden 1959-1962 gennemførte Nationalmuseet en arkæologisk undersøgelse af kirken under ledelse af museumsinspektør og rigsantikvar Olaf Olsen(1928-2015).

Olaf Olsen har skrevet herom i Københavns Historiske årbog 1962 - "Sankt Ibs Kirke i Vindebode. Et bidrag til Roskildes ældste historie" hvor hovedvægten er lagt på udgravningerne.

Du kan læse artiklen her

I "Historisk årbog fra Roskilde Amt 1983" har arkitekt John Bennetzen skrevet en rigt illustreret artikel om Sankt Ibs Kirke, hvor hovedvægten er lagt på arkitekturen og bygningen.

Du kan læse artiklen her.

I 1924 gennemførtes en restaurering af Sankt Ibs Kirke, og når man sammenligner med bygningen i dag må man konstatere, at det er gjort så holdbart, at det ydre nærmest er identisk med bygningen i dag.

Der findes så vidt vides ingen billeder af det indre før renoveringen.

Det var "Sjællands Stiftslandsbykirkers Fællesfond" der i 1884 overtog bygningen, men der skete ikke andet end at bygningen efterfølgende stod og forfaldt.

Først omkring 1923 lykkedes det for "Kommitèen for Bevarelse af Sankt Ibs Kirke" at få igangsat et initiativ til en kommende restaurering.  Den 8. februar 1923 kunne man i dagbladet "København" læse, at arkitekt Clemmensen var blevet bedt om at iværksætte de mest nødtørftige og nødvendige opgaver med at tætne taget og foretage afstivning og opretning af de faldefærdige vægge, og at allerede indsamlede midler kunne række hertil. Det lykkedes for bl.a. "Historisk Forening for Roskilde Amt" at få rejst yderligere midler til den egentlige restaureringsopgave, som blev afsluttet i 1924.

To træporte i gavlene blev fjernet og muret til - vinduer og døre, som havde været tilmurede, blev genåbnet, og bjælkeloftet blev fornyet samtidig med at en trappe til loftet blev fjernet.

Efter restaureringen var det fortsat muligt at se aftegninger af det gamle kirketårn og det tidligere våbenhus i bygningens vestlige ende og koret mod øst.

Det der var tilbage af Sankt Ibs Kirke omkring 1922/23 -  på et billede taget af lokalhistorikeren Arthur Fang -  frembød et ynkeligt syn, og man må tage hatten af for de borgere, som stod bag tankerne om at få restaureret den historiske bygning.

Denne gruppe af borgere iværksatte f.eks. et støttearrangement - en Sankt Hans fest i Palæets gård den 24. juni 1923, og den er omtalt i Illustreret Tidende nr. 40 1923. Der var taler, sang, musik og servering, og ifølge Illustreret Tidende udfoldede der sig et muntert og broget folkeliv. Du kan læse den korte og illustrerede artikel her

Udgangspunktet var som det ses på billedet et kirkeskib, som var berøvet sit kor, tårn og våbenhus, og i gavlene var der indsat simple træporte. I det indvendige var hvælvingerne fjernet for at gi' plads til et loft, hvor der kunne opbevares korn.

Fotograf Hude har været på stedet omkring 1910, hvor bygningen har fremstået lidt mindre forfalden.

De to billeder er dog ikke helt sammenlignelige, da Arthur Fangs billede er taget mod vest og viser nordsiden - og Hudes billede er taget mod øst og viser sydsiden af det gamle kirkeskib.

Frem til 1884 var bygningen anvendt som lager for diverse købmandsvarer, men så blev den købt af Sjællands Stifts Fællesfond, og da denne fond ophørte sit virke i 1950 blev den overtaget af Sankt Jørgensbjerg Menighedsråd.

I perioden 1884-1923 blev bygningen tilsyneladende ikke benyttet eller vedligeholdt, og forfaldet var iøjnefaldende.

I værket "Sjællands Stifts Landsbykirker" v/ I.B. Løffler og Andreas Clemmensen fra 1880 finder vi en tegning over situationen i 1877 - altså efter at indretningen til lagerbygning er sket godt 60 år tidligere,  og lige inden den ophører med denne funktion.

Det mest interessante er at se, at tværsnitstegningen viser en trappe til loftet. 

Det er den vestlige galv der vises, men det kan ikke med bestemthed fastslås om trappen har været lige ved porten eller om den har været længere tilbage i rummet.

Det mest logiske vil nok være, at den er tæt ved porten, og at man her har båret korn m.v. op til loftet. Der findes ingen oplysninger herom, men det er en nærliggende tanke, at der i forb. med den store luge til loftet har været fastgjort en talje eller lignende, så man har kunnet hejse kornsække op og ned.

Mange kunstnere har tilbage i tiden afbildet Sankt Ibs Kirke. Et af de mere kendte værker er et maleri udført af professor og lokalhistoriker Jacob Kornerup (1825-1913), som i 1879 - i den periode hvor bygningen stadig fungerede som lagerbygning - efterlod et indtryk af en bygning, som stadig var i en nogenlunde rimelig stand.

Kornerup var meget optaget af bygningen og ikke mindst de rester af kalkmalerier, som han havde opdaget i det indre. Så tidligt som i 1856 påpegede han at både bygningen og kalkmalerierne var i stor risiko for at blive solgt og nedbrudt, da den jo var i privat eje. 

Kornerup var generelt dybt optaget af og engageret i bevarelsen af kalkmalerierne i de danske kirker fra midten af 1800'tallet og frem.

I 1859 afdækkede han på eget initiativ dele af kalkmalerierne i Sankt Ibs Kirke. Det har nok ikke været svært at få tilladelse, for det var hans stedfader Søren Borch der på tidspunktet ejede lagerbygningen. Først omkring år 1900 fik han lejlighed til at afdække dem helt. En egentlig restaurering fandt først sted engang i 1980'erne.

Museumsinspektør Mette Høj har i Roskilde Museums pragtværk om "Jacob Kornerup - maler, arkæolog & konservator" udgivet i 2013 skrevet om Jacob Kornerup og Sankt Ibs Kirke, og et ganske kort uddrag kan du læse her

Det må ha' været et kæmpearbejde at fjerne lag af kalk og måske reparationspuds fra væggene, men da Kornerup i år 1900 kunne afslutte sit arbejde, fremtrådte kalkmalerierne smukt på den såkaldte triumfvæg - væggen mod øst -  hvorfra man gennem triumfbuen kunne bevæge sig ind i kirkens helligste rum koret.

Kornerup afbildede kalkmaleriet i form af en akvarel, og han skrev samtidig:

"Desværre er en Del af Maleriet med Kristus på Korset faldet ned siden jeg afdækkede det, men det haver så mange Sidestykker andetsteds fra, at det ikke vil være vanskeligt at rekonstruere det. Jeg har på min hosfølgende Tegning svagt antydet det manglende efter Hukommmelsen."

Det ses tydeligt, at kirkens oprindelige træloft er udskiftet med opmurede kirkehvælv, hvorved dele af kalkmaleriet er ødelagt.

Man kan den dag i dag se "bundstykkerne" af kirkehvælvet ved triumfvæggen.

Kalkmaleriet på triumfvæggen formodes at være udført i 1200'tallet, men således at den største del af maleriet er fra helt tidligt omkring år 1200, medens felterne som er vist på illustrationen her først er udført omkring 50-60 år senere og har erstattet hvad der måtte ha' været oprindeligt. Nationalmuseets kyndige fortæller, at stilen i de nyere malerier adkiller sig væsentligt fra de oprindelige.

Tolkningen af motiverne kan du finde bl.a. i John Bennetzens artikel i Historisk årbog fra Roskilde Amt 1983, som du kan læse her 

Udsmykningen af triumfvæggen er jo indlysende nok det man får i tankerne, når der tales om kalkmalerier i Sankt Ibs Kirke, men der er slet ingen tvivl om, at der har været  en del andre tilsvarende udsmykninger, hvor stort set det hele nu er gået tabt.

Omkring 1859 afdækkede Kornerup et maleri i korbuens nordlige forløb, hvilket han viste med en akvarel fra 1866.

Allerede inden da havde C. Zeuthen afbildet et kalkmaleri på korbuens indre vestvæg (som i dag er bygningens ydre østvæg), hvor grundlaget for tegningen må ha' været meget sparsomt grundet dets placering udendørs siden 1816.

Samtidig med at kirken blev affredet blev Danmark/Norge inddraget i et storpolitisk spil i forbindelse med Napoleonskrigene.

Englænderne invaderede Sjælland, og det udviklede sig til et bombardement af København og tabet af den danske flåde.

Danskerne søgte støtte hos Napoleon, og der blev i 1808 sendt en hjælpehær bestående af spanske soldater under ledelse af franske officerer, og en lille del - ca. 800 mand -  af denne hær blev indkvarteret i Roskilde. Der var omkring 1800 indbyggere i Roskilde på det tidspunkt, så soldaterne har været til at få øje på.

Officererne blev primært indkvarteret i Palæet og på hotel Prindsen og Postgården, og de øvrige soldater hos byens private borgere og de store købmandsgårde.  

Sankt Ibs affredede kirkebygning var i første omgang inddraget til krudtlager for de danske styrker, men ved de spanske troppers ankomst blev bygningen indrettet til lazaret, og der blev etableret en teltlejr rundt om bygningen.

Kirken var ryddet f.s.v. det almindelige kirkelige inventar, men alter, altertavle og prædikestol blev revet ned, og kirkebænkene blev  brudt op og anvendt til plankegulv i lazarettet. Klokketårnet blev indrettet til køkken.

Byens borgere og soldaterne kom fint ud af det med hinanden, men den 31. juli 1808 gjorde de spanske soldater i Roskilde oprør, da de havde erfaret at Napoleons bror Joseph ved et kup havde overtaget magten i Spanien.

Det afstedkom naturligvis stor tumult, og enden på det hele blev, at de spanske tropper straks forlod Roskilde, og blev indkvarteret længere væk fra hovedstaden.

Mag. art. Victor Hermansen har skrevet en artikel om Sankt Ibs Kirke i "Historisk Samfund for Københavns Amt årsbog 1923". Årstallet betragtet skulle man umiddelbart tro at artiklen drejede som om den igangværende retaurering af den gamle kirkebygning, men artiklens forfatter mener, at beslutningeprocessen forud for kirkens affredning hidtil har været for lidt belyst, og det bliver så hovedindholdet i en meget detaljeret beskrivelse.

Sammenfattende kan man fortælle, at sagen tager sin formelle begyndelse i april 1803, hvor sognepræsten Lauritz Melchior på skrift foreslår stiftsskriver Reisersen at kirken - således som det allerede tidligere har været på tale - nedlægges, og at menigheden henvises til Sankt Jørgensbjerg Kirke.

Den primære begrundelse er den, at sognet kun rummer omkring 40 familier, og at der fra disse sjældent møder mere end 3-4 personer op til gudstjeneste, og ikke sjældent må denne aflyses, da ingen er mødt frem.

Egentlig er der ingen i den fortsatte beslutningsproces der er uenige i at kirken og sognet skal nedlægges, men det bliver alligevel en langvarig proces, hvor utrolig mange personer og instanser bliver involveret i de følgespørgsmål der rejser sig.

Skal bygningen rives ned eller benyttes til andet formål ? Hvis et salg kan gennemføres, hvem skal så ha' udbyttet ? .... og hvad med kirkegården, som ville være anvendelig for Sankt Jørgensbjerg kirke, hvis kirkegård er blevet for lille ?

Enden på det hele bliver at kongen den 25. marts 1808 - 5 år efter at sognepræsten havde taget sit initiativ -  bifalder at kirken og sognet nedlægges, og at bygningen kan sælges til nedbrydning eller til andet brug, og at de indkomne midler skal bruges til sociale formål i Sankt Jørgensbjerg sogn.

Du kan læse Hermansens artikel her  -  den vender vertikalt, og er nok mere læsbar hvis du højreklikker på artiklen og roterer visningen mod uret.

Det var fint med kongens underskrift i 1808, men virkeligheden havde overhalet den påtænkte proces.

Amtmanden havde allerede i november 1807 fra de militære myndigheder fået ordre om at opbevare en mængde krudt, og da han ikke kunne finde et andet passende sted, havde han besluttet sig til at benytte Sankt Ibs Kirke.

Den øverste myndighed - kancelliet - bifaldt denne beslutning, og anmoder biskoppen om at sørge for at menigheden i praksis overføres til Sankt Jørgensbjerg kirke.

Som tidligere beskrevet, kom der et betydeligt antal spanske tropper til Roskildeområdet primo juli 1908 i forbindelse med Napoleonskrigene, og de indrettede et lazaret i Sankt Ibs kirke, og det indre blev ryddet.

Alt dette foregik tilsyneladende uden at skiftsskriveren blev informeret, og han måtte bestyrtet konstatere kendsgerningerne. Han fik reddet hvad reddes kunne af de træstumper der var i behold, og han lod kirkens klokker nedtage, og det hele blev bragt til domkirkens materielhus.

Det eneste der er bevaret, er et midterstykke af altertavlen fra 1632 med ramme, som i dag befinder sig på Nationalmuseet.

Det blev tilsyneladende købt af en gårdejer fra Salløv ved auktion, hvorefter det gik i arv gennem nogle generationer og blev anvendt som vægudsmykning.   I 1876 blev det af familien overdraget til Nationalmuseet ( dengang Oldnordisk Museum).

Alterbilledet er malet med oliefarve på egebrædder og forestiller nadveren.

De nedtagne klokker fik deres helt egen historie.

Der var to klokker, hvor den ene klokke var noget mindre end den anden, men på ingen af klokkerne var der inskriptioner.

Stiftsøvrigheden får i 1808 den idè at tilbyde klokkerne til kongen med henblik på at de kan benyttes til omsmeltning på kanonstøberiet i Frederiksværk.

Kancelliet tager sig god tid, men i juli 1809 bliver det bestemt, at kanonstøberiet skal købe klokkerne for 27 skilling pr. pund afhentet i Roskilde, og der bliver afregnet 252 rigsdaler til kirken.

Kirkebygningen i sit fulde format har stået på stedet fra midt i 1200'tallet til 1816, hvor tårn, kor og våbenhus blev nedrevet.

Den viste rekonstruktion af nordsiden er et bud på hvordan kirken kan ha' set ud.

Der er ikke så meget tvivl omkring skibet i midten, da det dels står endnu, og dels har været genstand for mange undersøgelser og opmålinger.

Koret har været en del af den helt oprindelige kirkebygning. Der har formentlig været et mindre vindue i tidligromansk byggestil. På tegningen er vist et noget større vindue i senromansk stil - den stil som havde vundet indpas, da man i midten af 1200'tallet ombyggede den bestående kirke og føjede et klokketårn og et våbenhus til.

Det er en kendsgerning, at der har været en dør til klokketårnet i nordsiden- og at der har været en vindeltrappe op til klokkerummet.

De indføjede store vinduer/åbninger øverst i klokketårnet er kun et bud på hvordan det kan ha' set ud, men at der har været åbninger ind til klokkerne kan der vist ikke herske tvivl om.

Der er vist et glughul på tegninger fra hhv. 1749 og o. år 1600, men om det er et eller to, og om man kan stole helt på disse tegninger er uklart.

Et springende punkt er højden på tårnet. Der findes så vidt vides ingen sikre oplysninger herom.  Rekonstruktionen er et gæt, som alene har tilstræbt et samlet harmonisk udtryk - et lidt højere tårn er absolut en mulighed, men næppe et mindre.

Der findes så vidt vides kun tre afbildninger af Sankt Ibs kirke fra den periode, hvor den fremstod med både tårn, skib, kor og våbenhus.

Til gengæld kan man om dem alle sige, at de nok ikke skal tages for pålydende - de ligner ihvertfald ikke hinanden.

S. Myginds maleri fra 1812 viser en yders romantiseret udgave, hvor et træ "heldigvis" fratager kunstneren muligheden for at være rigtig detaljeret omkring kirkens arkitektur - og det har næppe heller været hans ærinde.

Jakob Zeuner har valgt at pryde forsiden af sin bog om "Sankt Agnes" med et gammelt kobberstik, og teksten til billedet lyder således:

"I 1749 foretog Frederik 5. en rejse gennem Danmark og Norge. 

Til minde om denne begivenhed tegnede løjtnant i søetaten Poul Grönvold en række billeder af de byer og slotte, som kongen besøgte.

På forsiden ses et af de ældste prospekter vi har af Roskilde og Skt. Agnes. De kongelige kareter kører ind ad Frederiksborgvej, der (ligesom i dag) er hegnet med store stendiger, op mod byen. Yderst til venstre i billedets forgrund ses Haraldsborg Slotsbanke, og bag denne ses Sankt Agnes-husene. Midt i billedet troner Sankt Ibs Kirke med sit mægtige tårn. Tæt ved kirken ses de berygtede og forsvundne Bækhuse".

Tegningen fra omkring år 1600 er særdeles interessant - ikke så meget fordi den viser Sankt Ibs Kirke i tegningens højre side, men fordi der formentlig er den første afbildning af Roskilde. Den viser ikke mindst Domkirken, som den så ud inden der blev tilføjet tårne i 1634/35.

Tegningen omtales ofte som "München-tegningen" af den simple årsag, at den befinder sig på Staatliche Graphische Sammlung i München, og hvordan den er havnet der, fortaber sig i det uvisse.

München-tegningen" står ikke overraskende lidt svagt i konturerne med sine godt 400 år på bagen.

Da Arthur Fang i 1945 udsendte første udgave af sit 2-bindsværk "Roskilde", valgte han sammen med forlæggeren Erhard Flensborg at få produceret en gengivelse af et udsnit af den gamle tegning til forsiden.

Den 31. januar 1574 udgik der fra Frederik den 2.'s hof en ordre om at Sankt Ibs kirke skulle nedbrydes, og at dens sten, kalk, tømmer m.v. skulle anvendes til gavn for Sankt Jørgens Kirke på Bjerget, og at sognefolket for fremtiden skulle søge denne kirke.

Samme dag fik Kristoffer Walkendorf ( kongens rentemester) besked på at bryde kirken ned.

Det skete nu ikke umiddelbart, for sognets beboere bønfaldt kongen om at måtte bevare deres sognekirke, og et kongebrev den 26. februar 1580 accepterede dette.

Vel blev kirken således ikke nedrevet, men allerede i 1574 blev de to klokker nedtaget og ført til København.

Den ene blev overdraget til "den ny tyske kirke" Sankt Petri, og den anden lagt i depot.

Senere bestemte kongen, at klokken i depot skulle retur til Sankt Ibs kirke "såfremt den stadig fandtes på slottet".

Det er uvist om klokken fandt vej tilbage til Roskilde, men vi ved da, at der i 1808 var to klokker i Sankt Ibs Kirkes klokketårn,  som måtte lide den tort at blive omstøbt på kanonstøberiet i Frederiksværk

Arkitekt John Bennetsen har i "Historisk årbog fra Roskilde Amt 1983" som illustration til sin artikel om Sankt Ibs Kirke rekonstrueret den helt oprindelige frådstenskirke og dens indre.

Kirkebygningen er opført i frådsten og kampesten med træloft og et spåntag omkring år 1100.

Stilen er tidligromansk, og koret, som betragtes som det helligste af en kirke, er opført først.

Kirkerummet virker ganske spartansk, og kalkmalerierne må ha' været meget fremtrædende i den visuelle oplevelse. Kalkmalerierne formodes dog først at være tilført i årene omkring år 1200 og senere.

I koret ser man hovedalteret, og til begge sider på triumfvæggen ser man sidealtre.

Langs væggene ser man bænke af frådsten - kirkebænke i træ, som vi senere kender dem, fandtes ikke.  De fleste kirkegængere har måttet stå op.

I døråbningen mod syd og lige indenfor i sydvæggen ser man nicher, hvor der sandsynligvis har stået vievandskar.

Sankt Ibs Kirke er bygget op af kildekalk, populært kaldet frådsten.

Historien om kildekalken er den, at når kildevandet bryder frem og kommer i kontakt med luftens ilt, udfældes kalken i kildevandet, og det afsættes i flager i omgivelserne.

Denne proces har fundet sted "altid", men ikke mindst i perioden 6000-3000 f.Kr., og det har så gennem årene aflejret et metertykt lag af kildekalk f.eks. ved Maglekilde, og naturligvis også ved andre kilder i større eller mindre grad.

Da kirkebyggeriet tog fart i 1000-1100'tallet,  var der behov for egnede byggematerialer. I Roskilde er der bygget hele 12 kirker af kildekalk.

Kildekalken er tilpas blød sålænge den ligger i det fugtige område omkring kilden, og den kan derfor udskæres med knive, økser og save, men når den tørrer, bliver det til et glimrende bygningsmateriale.

I ugeavisen Paperboy skrev cand.mag. Per Steenholdt i november 2016 om frådsten i byens byggerier, og en illustration viser meget tydeligt hvordan materialet er flaget og fremstår som et naturmateriale.

Du kan læse artiklen her.

Det andet nærbillede af frådstenene viser en anden karakteristisk ting, nemlig at diverse blade m.v. har givet aftryk i materialet.

Kildekalken blev senere afløst af mursten, men kildekalken står fortsat i bygningsværker mange steder i byen.

Som eksempel kan nævnes "Absalonsbuen", som forbinder Domkirken og Palæet. Den er ganske vist bygget i 1200'tallet, så uagtet navnet, har Absalon næppe set værket. Til gengæld er det meget sandsynligt, at kildekalken - eller frådstenene om man vil - er genbrugsmateriale fra den kirke der tidligere lå på samme sted - så det holder altså fortsat til vind og vejr !

Det er måske lidt svært lige umiddelbart at se sammenhængen mellem nutidens "pilgrimme", som tager turen ad Caminoen til Santiago de Compostella, og så Sankt Ibs Kirke, men....

Ifølge legenden ligger apostelen Jakob den ældre, som har lagt navn til Sankt Ibs Kirke og Sankt Ibs Kilde, begravet i katedralen i Santiago de Compostella, og siden 1100'tallet har troende katolikker og senere andet godtfolk valfartet til stedet.

Der er ingen tvivl om at pilgrimme nordfra - primært Sverige -  i et vist omfang er gået igennem Roskilde. Nok ikke så voldsomt mange, men intet har vel været mere naturligt for dem end at opsøge Sankt Ibs Kirke og den helbredende kilde på vejen.

En anden type pilgrimme var dem, der valgte den nordlige indfaldsvej til Roskilde på deres vej mod Den Hellige Margrethes kiste i Vor Frue Kirke -  de har givet valgt på deres vej også at opsøge Sankt Ibs Kilde og Sankt Ibs Kirke, så noget trafik må der ha' været på stedet.

Skulle man stille sig lidt tvivlende m.h.t. om at nogen fra de skandinaviske lande valgte at gå den lange vej til Santiago de Compostella (alene fra Roskilde var der skønsmæssigt omkring 4.000 km.) så findes der en del beviser herpå.

Når pilgrimmene nåede deres mål i Santiago de Compostella, kunne de købe en muslingeskal som tegn på at de var kommet så langt - og disse muslingeskaller blev naturligvis bragt hjem - og mon det ikke har været noget af en triumf at kunne fremvise disse på hjemegnen.

Der er fundet og afbildet så mange af disse muslingeskaller, at de i Danmark går under navnet "Ibs-skaller".

Muslingeskallen - eller forskellige former for afbildninger heraf -  benyttes fortsat som vejviser på Caminoen.

Pilgrimmenes vandring gennem Europa har  inspireret kunstere på forskellig måde.

På illustrationen ses en bronzeskulptur, som befinder sig i Valkenburg i Sydholland. Man ser en pilgrim, som er nået hertil på vej hjem fra Santiago de Compostella,