Schrøders ejendom

"Schrøders ejendom"


Lokalhistorisk Arkiv - mellem 1823 og 1835

Familien Schrøders ejendom, som oprindeligt lå mellem Rådhustorvet og Bispegården - senere Palæet - var byens største privatejede gård, som var bolig for en af byens mest indflydelsesrige og velhavende familier, hvor to generationer var borgmestre. Dertil var det en købmandsgård, som havde jorder uden for byen, og som havde avlsbygninger med dyrehold m.v. lige midt på byens fornemste placering.


Hvor tidligt bebyggelsen blev skabt ved vi ikke, men vi skal nok tilbage til sidst i 1500'tallet med efterfølgende udvidelser.


Det meste af den store købmandsgård blev nedrevet i 1737,  efter at  Bispegården mod nord blev nedrevet i 1734-35 og erstattet af "Det Kongelige Palæ" - og da den hidtidige adgang til Bispegården havde været en ganske smal passage, som ikke var en kongelig ankomst værdig, var løsningen altså at nedrive store dele af gården. 


Hele gården blev december 1736 tilskødet Kongen, som efter den delvise nedrivning videresolgte de tilbageværende bygninger mod øst i september 1738 -bygninger som senere er kaldt "Rauchmauls ejendom" efter den sidste ejer.


Den eneste afbildning vi har af resterne af "Schrøders gård" er en tegning - som vises ovenfor - af en ukendt kunstner, og den viser situationen mellem 1823 og 1835.   

Det var i 1823 at naboen mod vest byggede den fløj, som ses på tegningen til venstre - og til højre ser vi en smule af facaden på den del af "Schrøders gård", som ikke blev nedrevet i 1737, men som til gengæld blev nedrevet i 1835 efter at kommunen havde erhvervet bygningen.


Dette er samtidig historien om skabelsen af Nytorv - den nye adgangsvej til Palæet blev kaldt Nygade - også nævnt som Palægade - og da resterne af Schrøders gård" blev nedrevet i 1835 fik byen et nyt torv, som sammen med Rådhustorvet omkransede en karrebebyggelse ( som vi ser en del af til venstre på tegningen), som blev nedrevet i 1908 - og det store torv, som vi nu kender som Stændertorvet, var skabt.

 Henning de Meyercrone - stik af C. Vermeulen efter maleri af Hyacinthe Rigaud - findes bl..a. i Kobberstiksamlingen

Den sidste "private" ejer af den store gård var stadig af Schrøder-familien. Det var enkefru Christiane de Meyercrone, der i 1736 solgte ejendommen til kongen formedelst 1400 Rigsdaler og et løfte om straks at fraflytte.


Det er i skødet nævnt, "at gård, lejevåning og Plads for en tid uden skøde fra arving til anden og sidst til sælgerinden er hjemfalden".


Du kan læse skødet fra Christiane til kongen her


Ejeren frem til sin død i 1706 var enkefru Schrøder - som var Christiane de Meyercrones mor - og det var præcis det samme år at Christiane og hendes mand Henning de Meyercrone vendte hjem efter 25 år som gesandtpar i Paris.


Der findes desværre ingen afbildning af Christina de Meyercrone, så vi må "nøjes" med et kobberstik af hendes mand, som døde i 1708.


Lokalhistorikeren og mangeårig leder af Lokalhistorisk Arkiv Eva Tønnesen har i årbogen 2014 for Historisk Samfund for Roskilde Amt skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde".


En af de portrætterede kvinder er Christiane de Meyercrone i artiklen "Grande dame i Paris".


Det er en særdeles spændende historie om provinspigen fra Roskilde, der giftede sig med en ung lovende diplomat, som siden skulle blive adlet og udsendt som gesandt i Paris i mange år. Det fik dog en ende efter nogle storpolitiske forviklinger, og ikke mindst fordi gesandtparret hjalp en del forfulgte protestantiske trosfæller til flugt, og Christiane fik for sin andel en decideret udvisningsordre. Dramatikken nåede nye højder under hjemrejsen med et røverisk overfald og et dødsfald til følje, men Christina fik efterfølgende et langt liv i Roskilde frem til hendes død i 1738. 


Navnet lever i byen den dag i dag, hvor vi stadig har den gamle "Meyercrones stiftelse", som blev etableret af Christiane i 1708.


Du kan læse artiklen her

Udsnit af Resens kort fra 1677

"Schrøders gård" er med på Resens kort fra 1677, men man skal nok ikke lægge for stor vægt på gengivelsen. Resen var for det første ikke nogen stor kunstner - han var historiker og tegnede efter bedste evne hvad han så, og var ikke mindst optaget af at vise de mere kendte bygninger i byen og deres omtrentlige placering.


Man kan se husrækken på torvets nordside fra Fondens Bro i retning mod Algade, og det er ret tydeligt, at når man sammenholder virkeligheden med andre kilder, så virker "Schrøders gaard" noget overdimensioneret  - men det var da også byens absolut største privatejede gård, og havde længe været beboet af en af byens mest indflydelsesrige og velhavende familier. Det virker ikke utænkeligt at Resen gerne ville behage denne familie.

Når man ser hvad Resen tegnede, så er der vel heller ikke tvivl om at det faktisk var en bygning ud over det sædvanlige, og hvis han skulle vise lidt detaljer i sin tegning, så var han nødt til at se lidt stort på dimensionerne.


Det er nærmest kun facaderne der er vist ( det var jo det Resen umiddelbart kunne se) men der er ingen tvivl om, at der bag facaderne var længer og avlsbygninger.




Også lokalhistorikeren Fanny Fang beskæftiger sig i en artikel i Jul i Roskilde 1956 med ejendommen ( benævnt nr. 1 på illustrationen) som i 1682 var ejet af Eva Schrøder - enke efter borgmester Herman Schrøder.


Udgangspunktet for Fanny Fangs artikel og landinspektør O.E. Krarups rekonstruktion af bebyggelsen ved torvet er byens grundtakstprotokol fra 1682 - et af de få dokumenter der blev reddet fra rådhusets brand i 1731.


Rekonstruktionen bekræfter at Resens lidt primitive tegning fra 1677 alene viste facaden, til trods for at resten af matriklen var ganske pænt bebygget.


Tegningen viser også hvorfor man greb til den lidt drastiske nedrivning af "Schrøders gård" - Bispegårdsstræde var ganske smal, og førte ikke umiddelbart hen til porten ind til Palæet


Om tiden endnu længere tilbage ved vi, at det meste af området i Sankt Laurentii sogn - herunder området hvor torvekarreen senere blev bygget - i 1200'tallet og mange år frem tilhørte Roskildebispen.


Det har henligget dels som ubebyggede arealer og så en række små boder, d.v.s. små primitive ofte sammenhængende bygninger til beboelse, typisk med bare et rum til hele familien. Det var almindeligt at man delte et ildsted med naboen.

"Schrøders ejendom" har siden Resen tegnede hovedbygningen mod torvet og sidelængen langs Bispegårdsstræde fascineret generationer af lokalhistorikere.

Den skiller sig i den grad ud fra resten af bebyggelsen på torvet, og det må jo ha' været hvad Resen så.


Ingen kan dog være i tvivl om at bygningen er betydeligt overdimensioneret på tegningen - skulle man være i tvivl, så kan en sammenligning med Domkirkens længde nok overbevise.


I dag ser vi på tegningen en bygning i 2 etager. Midt på facaden er der et fremspring, som bygherren nok har tænkt både som et praktisk og et dekorativt element.

Vi ser to udvendige trapper, der fører op til et rapos i 1. sals niveau foran det relativt smalle bygningsfremspring. 

I tidens byggestil var det mere typisk at ha' udvendige trapper på gårdsiden af større bygninger, og de førte op til en overdækket "svalegang", der så gav adgang til rummene på 1. sal.


Man må sige at den valgte byggestil har tilføjet noget pompøst til bygningen, og en yderligere understregning heraf er højden ud udformningen af trappebygningen, som nærmest fremtræder som et spir.


Det må ha' været praktisk at kunne træde ind til 1. sal i et lille smalt "forrum" - en slags entrè - inden man bevægede sig videre til stuerne.


Tegningen viser det ikke så tydeligt, men det forekommer da ret så sandsynligt, at man under trapperne til 1. sal har haft adgang til stueetagen og måske til en underliggende kælder.


Til trods for den overdimensionerede fremstilling, er der ikke blevet plads til at tegne mere end et par vinduer på 1. sal - det er dog helt utænkeligt, at der ikke har været en del flere vinduer på begge bygningens etager.


Det havde været spændende med en brandtaksation, og dermed en lidt nærmere bygningsbeskrivelse fra omkring 1677, men hvad der end måtte ha' været, så blev det flammernes bytte da det helt gamle rådhus brændte i 1731.


Det eneste vi har er hvad der kan udledes af grundtakstprotokollen fra 1682, så selv om det bestemt er interessant, så beskriver den primært bygningernes dimensioner og placering med henblik på beskatning - og tilbage står alene Resens tegning.

Et udsnit af landinspektør Krarups rekonstruktion fra 1868 viser med al tydelighed, at det var en meget stor gård ( på tegningen nævnt som nr. 1) Her kan man - markeret med lyst rødt - se de reelle dimensioner af hovedbygningen og sidelængen mod øst.

Hovedbygningen var på 16 fag, og længen langs Bispegårdsstræde var på ikke mindre end 40 fag !


Med rød indramning er vist hvad der stod tilbage, da der blev brandtakseret i 1761 - 10 fag mod torvet og 22 fag langs det stræde, som nu blev kaldt "Skidenstræde".


Man bemærker sig ikke mindst, at hovedhuset er reduceret med 6 fag, og sidefløjen med 18 fag.


Kravet til bredden af den nyetablerede Nygade kostede altså en ombygning af det hus, som vi kender fra Resens tegning.  


Det forekommer sandsynligt, at sidefløjen er blevet reduceret for at give plads til en forlængelse af den gade, som vi også i dag kender som Palæstræde.



Efter nedrivningen af hovedparten af "Schrøders ejendom" i 1737 fik den tilbageværende bygning - den reducerede hovedbygning og den ligeledes reducerede sidefløj - sit eget liv med et hundrede års skiftende ejere frem til 1835, hvorefter den så også blev nedrevet.  Den sidste ejer hed Selio Rauchmaul, og i denne hjemmesides beskrivelse af torvets helt gamle bebyggelser er den kaldt "Rauchmauls ejendom" og har fået sin egen beskrivelse, som du kan læse her

Udsnit af Kirsten og Gert Schrøders epitafium i Roskilde Domkirke - foto Karl Nielsen 2014

Den første ejer som vi kender til er Roskildes borgmester og storkøbmand Gert Schrøder (1589-1643). I daglig tale blev han i byen omtalt som "Gert kræmmer" - en invandrer fra Tyskland som gjorde det rigtig godt, og han har utvivlsomt allerede været en stor købmand i Roskilde, da han bliver borgmester i 1634.

Hvornår han har erhvervet sin gård og af hvem ved vi ikke.


Det er hævet over enhver tvivl, at Gert Schrøder og hans frue - Kirsten Albertsdatter (1576-1642) - var meget højt på den sociale rangstige, og efter deres død blev de bisat i Roskilde Domkirke.  Deres gravsten ligger i midtergangen, og familien skænkede domkirken et epitafium  - en bemalet mindetavle - som er opsat på en sidevæg.


"Schrøders ejendom" gik i arv til sønnen Herman Schrøder (1615-1665) , som netop i 1643 - det år hvor Gert Schrøder døde - indgik ægteskab med Eva Motzfeld (1626-1706). Også Herman var en særdeles dygtig købmand.

Det var sædvane, at en ung svigerdatter flyttede ind i svigerforældrenes ejendom, hvor svigermor så havde opgaven med at uddanne sin svigerdatter til at kunne forestå husholdet i en større købmandsgård.


Den "fornøjelse" fik den unge Eva så ikke, da svigermoderen var død året inden brylluppet, men hun skulle senere vise sig at være en særdeles dygtig og selvstændig kvinde, som klarede sig uden "lærlingetiden".


Efter faderens død blev Herman Schrøder udnævnt til borgmester - da havde han allerede i en periode været en af fire rådmænd i byens magistrat. Han var iøvrigt en særdeles veluddannet og erfaren mand, med både universitetsuddannelse og "dannelses-rejser" i Europa


Herman Schrøder havde bl.a. en betydelig forretning med opkøb af og export af korn primært til Holland, og det står klart, at Eva Schrøder må ha' deltaget ivrigt i forretningerne, for da Herman Schrøder dør i 1665 overtager hun lidt usædvanligt opgaverne og driver forretningen videre - hvilket nok har givet mere end almindelig respekt i omgivelserne.


Da man i 1677  med henblik på skattebetaling udarbejder oversigter over både bygninger, hushold og kreaturer kan man læse, at enkefru Eva Schrøders ejendom havde ikke mindre end 12 ildsteder, 5 heste og 12 køer.  Året efter nævnes, at der i huset - udover Eva Schrøder - boede to sønner, en datter, to købmandssvende, seks tjenere og drenge samt tre tjenestepiger - og nu var besætning ændret til 4 arbejdsheste, 6 køer, 3 kvier og 39 får og lam. 


Da Eva Schrøder dør i 1706 får ejendommen ny ejer, og det er datteren Christina de Meyercrone og hendes mand - gesandt gennem mange år i Paris - Henning de Meyercrone, der overtager. 


Herman og Eva Schrøders gravsten er også at finde i Domkirkens midtergang, og det var de to søstre Christina og Maria der sørgede herfor.

Lokalhistorikeren og mangeårig leder af Lokalhistorisk Arkiv Eva Tønnesen har i årbogen 2014 for Historisk Samfund for Roskilde Amt skrevet om "Stærke kvinder i Roskilde".


En af de portrætterede kvinder er Eva Schrøder i artiklen "Fra borgmesterfrue til købmand" - og i tilgift til historien om Eva Schrøder får vi også præsenteret den øvrige Schrøder-familie.


Du kan læse artiklen her