Den sidste "private" ejer af den store gård var stadig af Schrøder-familien. Det var enkefru Christiane de Meyercrone, der i 1736 solgte ejendommen til kongen formedelst 1400 Rigsdaler og et løfte om straks at fraflytte.

Det er i skødet nævnt, "at gård, lejevåning og Plads for en tid uden skøde fra arving til anden og sidst til sælgerinden er hjemfalden".

Du kan læse skødet fra Christiane til kongen her

Ejeren frem til sin død i 1706 var enkefru Schrøder - som var Christiane de Meyercrones mor - og det var præcis det samme år at Christiane og hendes mand Henning de Meyercrone vendte hjem efter 25 år som gesandtpar i Paris.

Der findes desværre ingen afbildning af Christina de Meyercrone, så vi må "nøjes" med et kobberstik af hendes mand, som døde i 1708.

"Schrøders gård" er med på Resens kort fra 1677, men man skal nok ikke lægge for stor vægt på gengivelsen. Resen var for det første ikke nogen stor kunstner - han var historiker og tegnede efter bedste evne hvad han så, og var ikke mindst optaget af at vise de mere kendte bygninger i byen og deres omtrentlige placering.

Man kan se husrækken på torvets nordside fra Fondens Bro i retning mod Algade, og det er ret tydeligt, at når man sammenholder virkeligheden med andre kilder, så virker "Schrøders gaard" noget overdimensioneret  - men det var da også byens absolut største privatejede gård, og havde længe været beboet af en af byens mest indflydelsesrige og velhavende familier. Det virker ikke utænkeligt at Resen gerne ville behage denne familie.

Når man ser hvad Resen tegnede, så er der vel heller ikke tvivl om at det faktisk var en bygning ud over det sædvanlige, og hvis han skulle vise lidt detaljer i sin tegning, så var han nødt til at se lidt stort på dimensionerne.

Det er nærmest kun facaderne der er vist ( det var jo det Resen umiddelbart kunne se) men der er ingen tvivl om, at der bag facaderne var længer og avlsbygninger.

Også lokalhistorikeren Fanny Fang beskæftiger sig i en artikel i Jul i Roskilde 1956 med ejendommen ( benævnt nr. 1 på illustrationen) som i 1682 var ejet af Eva Schrøder - enke efter borgmester Herman Schrøder.

Udgangspunktet for Fanny Fangs artikel og landinspektør O.E. Krarups rekonstruktion af bebyggelsen ved torvet er byens grundtakstprotokol fra 1682 - et af de få dokumenter der blev reddet fra rådhusets brand i 1731.

Rekonstruktionen bekræfter at Resens lidt primitive tegning fra 1677 alene viste facaden, til trods for at resten af matriklen var ganske pænt bebygget.

Tegningen viser også hvorfor man greb til den lidt drastiske nedrivning af "Schrøders gård" - Bispegårdsstræde var ganske smal, og førte ikke umiddelbart hen til porten ind til Palæet

Om tiden endnu længere tilbage ved vi, at det meste af området i Sankt Laurentii sogn - herunder området hvor torvekarreen senere blev bygget - i 1200'tallet og mange år frem tilhørte Roskildebispen.

Det har henligget dels som ubebyggede arealer og så en række små boder, d.v.s. små primitive ofte sammenhængende bygninger til beboelse, typisk med bare et rum til hele familien. Det var almindeligt at man delte et ildsted med naboen.

"Schrøders ejendom" har siden Resen tegnede hovedbygningen mod torvet og sidelængen langs Bispegårdsstræde fascineret generationer af lokalhistorikere.

Den skiller sig i den grad ud fra resten af bebyggelsen på torvet, og det må jo ha' været hvad Resen så.

Ingen kan dog være i tvivl om at bygningen er betydeligt overdimensioneret på tegningen - skulle man være i tvivl, så kan en sammenligning med Domkirkens længde nok overbevise.

I dag ser vi på tegningen en bygning i 2 etager. Midt på facaden er der et fremspring, som bygherren nok har tænkt både som et praktisk og et dekorativt element.

Vi ser to udvendige trapper, der fører op til et rapos i 1. sals niveau foran det relativt smalle bygningsfremspring. 

I tidens byggestil var det mere typisk at ha' udvendige trapper på gårdsiden af større bygninger, og de førte op til en overdækket "svalegang", der så gav adgang til rummene på 1. sal.

Man må sige at den valgte byggestil har tilføjet noget pompøst til bygningen, og en yderligere understregning heraf er højden ud udformningen af trappebygningen, som nærmest fremtræder som et spir.

Det må ha' været praktisk at kunne træde ind til 1. sal i et lille smalt "forrum" - en slags entrè - inden man bevægede sig videre til stuerne.

Tegningen viser det ikke så tydeligt, men det forekommer da ret så sandsynligt, at man under trapperne til 1. sal har haft adgang til stueetagen og måske til en underliggende kælder.

Til trods for den overdimensionerede fremstilling, er der ikke blevet plads til at tegne mere end et par vinduer på 1. sal - det er dog helt utænkeligt, at der ikke har været en del flere vinduer på begge bygningens etager.

Det havde været spændende med en brandtaksation, og dermed en lidt nærmere bygningsbeskrivelse fra omkring 1677, men hvad der end måtte ha' været, så blev det flammernes bytte da det helt gamle rådhus brændte i 1731.

Det eneste vi har er hvad der kan udledes af grundtakstprotokollen fra 1682, så selv om det bestemt er interessant, så beskriver den primært bygningernes dimensioner og placering med henblik på beskatning - og tilbage står alene Resens tegning.

Et udsnit af landinspektør Krarups rekonstruktion fra 1868 viser med al tydelighed, at det var en meget stor gård ( på tegningen nævnt som nr. 1) Her kan man - markeret med lyst rødt - se de reelle dimensioner af hovedbygningen og sidelængen mod øst.

Hovedbygningen var på 16 fag, og længen langs Bispegårdsstræde var på ikke mindre end 40 fag !

Med rød indramning er vist hvad der stod tilbage, da der blev brandtakseret i 1761 - 10 fag mod torvet og 22 fag langs det stræde, som nu blev kaldt "Skidenstræde".

Man bemærker sig ikke mindst, at hovedhuset er reduceret med 6 fag, og sidefløjen med 18 fag.

Kravet til bredden af den nyetablerede Nygade kostede altså en ombygning af det hus, som vi kender fra Resens tegning.  

Det forekommer sandsynligt, at sidefløjen er blevet reduceret for at give plads til en forlængelse af den gade, som vi også i dag kender som Palæstræde.