Nedrivningen 1908

Nedrivningen 1908

og tiden umiddelbart efter


Lokalhistorisk Arkiv - 1908

Da torvekarrèen blev nedrevet i 1908, var det kulminationen på mere end 25 års forudgående tanker, idèer og planlægning.


Tanken skulle først fødes - hovederne skulle lægges i blød m.h.t. hvordan det i praksis skulle gribes an, og ikke mindst skulle der skaffes midler til at købe ejendommene, så nedrivningen kunne blive en realitet.

Lokalhistorisk Arkiv - O.H. Schmeltz (1814-1898)

Det var byens store velgører gennem mange år agent og købmand O.H. Schmeltz (1814-1898)  der var den egentlige initiativtager til projektet.


I forbindelse med en arkitektkonkurrence i 1882 forud for opførelsen af byens nye rådhus to år senere, blev Schmeltz fascineret af en af skitserne, som viste en ret åben plads foran det kommende rådhus. Han var helt klar over at det ville blive en meget bekostelig affære at nedrive de bygninger, som på tidspunktet stod foran det kommende rådhus, men han afsatte 20.000 kroner i sit testamente som et bidrag til ad åre at kunne gennemføre projektet. 

Byens bormester Th. Aagaard og kæmner Echard Møller kendte til Schmeltz' beslutning, og de var absolut interesserede i en sådan plan, men de havde et mere presserende problem med garver Winthers garveri på hjørnet af Torvet og Allehelgensstræde - et ufatteligt svineri, som Schmeltz sikkert også selv har været berørt af, da han boede midt på Torvets sydside.

Schmeltz blev overtalt til at konvertere sin testamentariske gave til en "her-og-nu" gave til byen, som muliggjorde at få garveriet flyttet og samtidig få løst et trafikalt problem med det meget, meget smalle Allehelgensstræde, som derefter kunne udvides til den nuværende Allehelgensgade.


Heldigvis og anstændigvis blev Schmeltz' oprindelige ønske fastholdt af kæmner Echardt Møller, som i efteråret 1897 tog det afgørende initiativ til at torvekarrèen 11 år senere blev revet ned, men da Schmeltz døde i 1898, fik han desværre ikke med egne øjne set sin vision blive gennemført.

Alle billeder fra Lokalhistorisk Arkiv - sommeren 1908

Forskellige stadier i nedrivningen indtil man til sidst kunne samles i festtøjet og erklære arbejdet for færdigt.


Bemærk hvordan mursten og træværk er lagt i fine bunker med salg for øje - et salg der indbragte 4.050 kroner !


I Jul i Roskilde 1938 fortæller den senere så kendte klemmefabrikant C.C.Hansen, at det var hans tømrerfirma der forestod nedrivningen - og det var inden han kastede sig over fjederklemmeproduktionen i Hersegade 15.


I baggrunden på det sidste billede skal bemærkes at børneasylet ikke umiddelbart blev nedrevet i forbindelse med torvekarrèen, men det skete dog snart efter.

 Lokalhistorisk Arkiv - lige efter 1908

Efter nedrivningen stod det nye torv lidt skræmmende stort og åbent  -  den ønskede udsigt til Domkirken var der ikke noget i vejen med, men da torvehandelen igen blev normaliseret, var det tankevækkende, at pladsen hvor torvekarrèen havde stået, i store træk forblev ubenyttet.

Det gav ikke helt overraskende anledning til en debat om torvearealets anvendelse - en debat med mange følelser og absolut uønskede forslag, men debatten blev effektivt stoppet, da byrådet besluttede sig for at etablere et grønt anlæg på torvets nordvestlige hjørne - et anlæg der stod færdigt i 1911 og  bestod indtil 1931/32, hvor det med undtagelse af 4 stenbænke blev sløjfet og erstattet af parkeringspladser.

 Lokalhistorisk Arkiv - lige efter 1911

Den lange proces, som fandt sin afslutning ved etableringen af haveanlægget i 1911, blev for alvor igangsat i 1897, hvor kæmner Echardt Møller forelagde en plan - først for borgmesteren og siden yderligere for domprovst A.S. Poulsen - og planen var gennem et lotteri at fremskaffe de nødvendige ca. 200.000 kroner til projektets gennemførsel. 

"Kommitèen for Forskjønnelse af Domkirkens Omgivelser" blev etableret og 80 udvalgte borgere indbudt til et orienterende møde, hvor der blev givet opbakning.


Der skulle dog opstå mange forhindringer i forløbet, men enden på det hele blev at finansieringen blev fremskaffet via velvilje hos justitsministeriet, som ydede andele af et eksisterende varelotteri, og kulturministeriet, som gav tilsagn om at nogle af domkirkens midler kunne anvendes. Begge ministerier havde dog som forudsætning, at der også fra lokal side blev bidraget i væsentligt omfang, og det endte med at "Sparekassen for Roskilde By og Omegn" ydede det nødvendige.


Sparekassen indføjede dog en klausul for sin medvirken, nemlig at sparekassens bidrag på 50.000 kr. skulle retur med renters rente, såfremt der senere skulle bygges på torvet igen.

Umiddelbart kunne det måske virke lidt overflødigt, for hvem i alverden kunne da finde på det, når man lige havde ofret en formue på at fritlægge torvet. Det skulle dog hurtigt vise sig at klausulen var på sin plads, for der har siden været ikke bare et tilfælde men flere, hvor der er drøftet forslag til torvets fremtidige anvendelse - forslag som involverede nybyggeri på torvet, og hver gang har sparekassen måttet minde om klausulen og alle tanker om byggeplaner er så skrinlagt.


Det er egentlig lidt synd at koge begivenhederne omkring processen ned til den meget komprimerede udgave, for der indgår så mange spændende elementer -  både op- og nedture - at de lokalhistorisk interesserede bør læse en lidt længere udgave.


"Foreningen for bygnings- og landskabskultur - Roskilde" har i sit årsskrift 2015 en artikel, som i en rimelig "populær" form får en hel del flere interessante detaljer med.


Du kan læse artiklen her.

En del af Roskildes kulturarv er skiverne fra "Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab" helt tilbage fra 1787. 


Stændertorvet har flere gange været motivet - både før og efter nedrivningen af torvekarrèen - og fuglekongen fra 1995 Kurt Buchtrup fortæller her til Kanal Roskilde om baggrunden for sit motivvalg og ikke mindst om de begivenheder der førte til at Stændertorvet har det udseende, vi kender i dag.


Her fortælles bl.a. om hvordan Kurt Buchtrup i embeds medfør igen måtte minde byens borgmester om sparekassens gamle klausul.


- se med her



Finansieringen af nedrivningen blev båret af tre meget store donationer, og ikke overraskende bidrog også agent O.H. Schmeltz med et betydeligt beløb.


Byens borgere fik også mulighed for at bidrage, idet der blev fremstillet en porcelænsplatte med det gamle byvåben som motiv. Salget heraf gav et overskud på ca. 2.100 kroner - lyder måske ikke af så meget, men købekraften var anderledes dengang, og "mange bække små" skal ikke underkendes. De 2.100 kroner var jo  faktisk godt halvdelen af hvad salget af byggematerialerne fra de gamle huse indbragte.