Følgende ejendomme er p.t. beskrevet:

SANKT OLS GADE 14-16 

Den vestlige sidefløj af Hotel Prindsen, som ligger langs Sankt Ols Gade, er kort beskrevet i forbindelse med beskrivelsen af hotellet Algade 13

Sankt Ols Gade strækker sig i dag fra Algade -  mellem nr. 11 og 13 ved Lise Nørgaards Plads - og frem til krydset ved Dronning Margrethes Vej og Provstevænget, hvor den fortsatte vej er Frederiksborgvej.

Frem til omkring 1827 blev vejføringen kaldt Sankt Ols Gade helt "ned" til den sti, som på højre side fører frem til den nuværende hjemmeværnsgård - tidligere Rimors Mølle. 

På det tidspunkt flyttede man den bom, som dels markerede indgangen til byen, og samtidig var stedet, hvor man i perioden 1671-1851 opkrævede en afgift på de forbrugsvarer der blev ført ind i byen - den såkaldte konsumtionsafgift.

Disse ændringer - og meget mere - er udførligt beskrevet af Lotte Fang, hvis tekst vises sidst i denne beskrivelse.

Gadeforløbet er gammelt, måske et af Roskildes ældste, da denne gade var indfaldsvej til byen fra nord. Gaden har sit navn efter Sankt Olai kirke og hed oprindeligt: Sankt Olai kirkegade. Sankt Olai kirke blev nedrevet i 1577, og materialerne brugt til udbedring af Duebrødre kloster.

Da Sankt Ols Gade nr. 8 skulle bygges i 1934, blev der fundet betydelige rester af kirken, så meget, at det kunne konstateres, at kirken var bygget af frådsten, at den havde haft et kraftfuldt vestparti med to tårne, antagelig en efterligning i mindre format af det vestparti, som biskop Svend Nordmans frådstensdomkirke fra o. 1080 havde.

Sankt Olai kirke var indviet til den norske helgenkonge Olav, som blev dræbt i slaget ved

Stiklestad den 29.7.1030. Ganske kort tid efter blev han opfattet som helgen, og han blev en af Nordens mest elskede og tilbedte helgener i middelalderen.

Hvor langt Sankt Ols Gade tidligere har gået, er et ikke helt afklaret spørgsmål. Behrmann sætter Kobbermøllen som gadens grænse, og det må nok antages at være rigtigt, da den derfra har et andet navn, og derfor må regnes for en anden gade. Men stykket fra Provstestræde til Kobbermøllen havde fra 1800-tallets slutning og til o. 1918 navnet: Olsgadebakken, et navn som ikke var officielt, men blev brugt mand og mand imellem.

Olsgadebakken var elsket af Roskildes børn. Når den første sne var faldet, mødte de op med kælke, og så gik det med stor fart ned ad bakken, hvor man startede ved Rodishøj, Frederiksborgvej nr. 11, for her begyndte det stejle stykke, og så endte turen uvægerligt i den dybe grøft ved Sankt Ibs kirke.

På kort fra 1870 og 1896 er gaden rykket tilbage, dvs. den nye gade begynder ved hjørnet af Provstestræde og Dronning Margrethes Vej, og det skyldes nok ændringen af bommens placering. Som indfaldsvej skulle der på Sankt Ols Gade et eller andet sted være en bom eller andet, som markerede byens grænse. Ikke kun fordi de rejsende skulle vide, nu var de i Roskilde, men fordi der skulle opkræves en slags forbrugsskat til staten.

Den hed accise eller konsumtion, oprettet i 1671, men ændret mange gange.

Når en bonde nærmede sig fra nord, blev han standset af en bom, som stod omtrent ud for strædet til Frederiksborgvej 14. Lige på strædets nordlige hjørne lå det oprindelige bomhus. To toldbetjente kom frem

og undersøgte, om bonden havde spiselige varer med sig. Havde han det, måtte han betale. Det var en upopulær afgift, og det var almindeligt at prøve direkte at snyde eller bestikke toldbetjentene. Efter undersøgelsen blev bommen hævet, og bonden kunne komme videre med sine varer.

Det lille bomhus blev solgt i 1827 til malermester Ehlers, som boede lige overfor. Samtidig solgte han en grund på strædets andet hjørne til det kgl. toldvæsen, så der kunne blive opført en ny accisebod, men det blev ikke til noget. I stedet for lejede man sig ind i ejendommen på Provstestrædets sydlige hjørne mod Sankt Ols Gade i ejendommen nr. 19.

Det var i første omgang en stue mod nord, som toldbetjentene kunne bruge, der blev senere sat et vindue i gavlen, så de kunne sidde lunt inden døre og holde øje med trafikken. Bommen blev også flyttet i 1827, så den kom til at stå lige udenfor det nye bomhus.

Nu var Olsgade Port rykket et godt stykke nærmere byen, og det er nok derfor at Sankt Ols Gade derefter kun regnes at gå hertil.

Det, at bommen og bygrænsen var kommet nærmere, var ikke til borgernes udelte tilfredshed. I

Roskilde Avis blev der klaget over, at bommen lukkes allerede mellem kl. 16 og 17, og vil man efter dette tidspunkt ind i byen ad denne vej, så må man krybe under bommen på alle fire, da sideindgangen, der er anbragt i rendestenen, er så smal, at en mand, af almindelig størrelse eller en dame med overtøj ikke kan klemme sig igennem uden at blive snavsede.

I 1838 klages der over mangel på belysning. Igen skrives der i avisen, og beboerne og andre ønsker en tranlygte hængt op lige ud for Gammel Jyllandsstræde dvs. Munkebro, for så ville den måske kunne lyse lidt ned mod bommen og gøre indkørslen i mørke nætter mindre uhyggelig.

At der må have været uhyggeligt i Sankt Ols Gade tyder to sagn på - sådan nogle opstår ikke, hvor der er lyst og venligt: Hvis man går på Sankt Ols Gade omkring midnat, så kan man være så uheldig at møde to munke, og det siges, at det går den ilde, som møder dem. Sådan en mørk aften kan man også møde manden i den grå kappe. Han kommer kørende i vogn fra Roskilde Kloster, og han fortsætter i roligt tempo ned ad Sankt Ols Gade, men når han når det sted, hvor bommen stod, så farer han af sted alt hvad remmer og tøj kan holde ud ad landevejen.

Den forhadte konsumption blev ophævet i 1851, og dermed blev bommen overflødig og fjernet. Acciseboden fik lov at ligge til 1970. hvor det gamle hus blev nedrevet for at give et bedre udsyn for trafikanterne.

Selvom Sankt Ols Gade altid må have været et ret trafikeret strøg, tyder det på, at gaden ikke altid har været i god stand. Det star at læse i rådstueprotokollen fra juli 1719, at: Olsgaden, som er forfalden og inpassabel, skal repareres. Borgmester Niels Lunde skulle sørge for at skaffe arbejdere til at grave, køre sand, bære sten til

brolægning og fyld. Borgerskabet blev befalet at yde bistand. Enhver, der har hest og vogn, skal køre et antal læs sand til gaden.

Borgmesteren vil ikke tvivle om enhvers villighed, men dersom nogen forsømmer sin pligt, bliver han straks pantet og må betale bøde. Vi får her at vide, at Sankt Ols Gade i 1719 blev brolagt, men det kan den have været før.

Da den voldsomme bybrand i 1731 brød ud, nedbrændte Roskildes middelalderlige rådhus, som lå på Sankt Ols Gades vestlige hjørne mod Algade. Rådhuset strakte sig ret langt ned ad Sankt Ols Gade, og der var stor fare for gadens andre huse, som man, til forskel for husene i Hersegade, mente var værd, at redde. Derfor blev to huse, et på hver side af gaden nedrevet, og ilden blev standset i det ingenmandsland, som derved opstod. Til forskel for Hersegade, hvor ingen gjorde noget for at forhindre ilden i at sprede sig fordi husene der ikke var bedre værd, må det omvendte have været tilfældet med Skt. Ols Gade. 

Oprindelig har Sankt Ols Gade været ret smal, især fra Algade. I 1916 blev det besluttet i Roskilde byråd, at gaden skulle udvides til 12 1/2 meter i bredden.

Hotel Prindsens længe skulle være grænsen mod øst, og det betød, udvidelsen måtte ske i den vestlige side af gaden. Der blev købt et stykke af Det kgl. Palæs have, og udvidelsen blev foretaget. 1 1917 blev et gammelt boligkompleks Skandinavien, Sankt Ols Gade 13, nedrevet og nybyggeriet rykket ind, så der blev en bred gade og fortov.

I 1928 blev der bygget på hjørnet mod Dronning Margrethes Vej, og også her rykket ind til den byggelinie, som var blevet angivet ved bygningen af nr. 24, hvor Ferdinand Petersen i 1890’erne åbnede en badeanstalt, den første siden middelalderen.

Indtil 1960’erne lå et lille hus nærmest som en slags prop i gaden.

Det var ejendommen nr. 6, som angav Sankt Ols Gades "gamle bredde”, og siden da har gaden haft det udseende, som den har i dag.

Gadens navn blev oprindeligt stavet: Sct. Olsgade, men efter byrådets beslutning den 21.3.1973 blev stavemåden: Sankt Ols Gade for at efterleve dansk sprognævns retningslinier.