Følgende ejendomme er p.t. beskrevet:

SKOMAGERGADE 1 -  SKOMAGERGADE 3 - SKOMAGERGADE 5/7 -

SKOMAGERGADE 8  -  SKOMAGERGADE 9  - SKOMAGERGADE 11/13  -

SKOMAGERGADE 15  PASSAGEN  -

SKOMAGERGADE 17  -  SKOMAGERGADE 19  -

SKOMAGERGADE 21  - SKOMAGERGADE 24 - SKOMAGERGADE 25  PEBERRENDEN  -

SKOMAGERGADE 26  -  SKOMAGERGADE 28  -  SKOMAGERGADE 30

SKOMAGERGADE 31  - SKOMAGERGADE 33  -  SKOMAGERGADE 38  -

Både gaden og navnet er fra middelalderen. Gaden har den gamle landevejs bløde sving, og den har sandsynligvis altid været en del af Roskildes hovedgade.

Som navnet siger, har gaden haft tilknytning til skomagerne.  Skomagerne var ligesom andre håndværkere samlet i en slags fagforening, de såkaldte laug.  Det var almindeligt i de middelalderlige byer, at håndværkerne indenfor et laug bosatte sig i nærheden af hinanden.  Skomagernes laug var et af de mest betydningsfulde i middelalderen, næst efter guldsmedene (som også fungerede som en slags banker) og smedene, var det “ fineste" laug skomagernes.  Det var med fuldt overlæg, at håndværkerne blev samlet i forskellige strøg af byerne, og disse strøg eller gader blev opkaldt efter det laug, som var mest repræsenteret i området eller gaden.

l 1370 boede i Roskilde 21 skomagere i Sankt Laurentii sogn, det vil sige, at det betydende skomagerlaug havde fået en del af hovedstrøget til bopæl, værksteder og udsalg. I dette område boede mestrene dør om dør, så de kunne holde et vågent øje med hinanden, bl.a. se efter at ingen arbejdede ud over tiden.  De snærende bånd, som laugene på den ene side syntes at lægge på deres medlemmer, var på den anden side en hjælp; man modvirkede indbyrdes nedslidende konkurrence, foretog gode indkøb af råvarer til gavn for alle, man søgte lighed for ligestillede. l sygdomstilfælde var der hjælp at få hos lauget, og man havde fælles selskabelighed, men om den fri konkurrence var der ikke tale, og laugene lagde da også så snærende bånd på deres medlemmer, at det for de fleste føltes som en lettelse, da laugene blev ophævet.

I august 1928 begyndte en række af byens handlende at røre på sig.  De var utilfredse med navnet Skomagergade, og i hele august måned var der indlæg i aviserne for og imod et navneskift.  At ændre Skomagergades navn havde været på tale før, men som Roskilde Dagblad skrev: “Det ser ud til, at der denne gang står alvorligere bestræbelser bagved planen om at få Skomagergade givet et andet navn.  Foreløbig er det kun en mindre kreds af gadens forretningsdrivende, der har drøftet sagen.  Men de må altså mene, at der er mulighed for at rejse stemning for et navneskift.  Der forberedes som meddelt en liste-aktion, hvorefter det er meningen at søge en forhandling med byrådet".

Vejudvalget var ikke umiddelbart velvilligt indstillet overfor tanken, man mente, at da man i 1921 lavede navnerevisionen for at bevare eller genopfriske gamle gadenavne, så var det nok forkert at lade navnet Skomagergade udgå.  Beboere i Støden fandt, at denne gade også skulle omdøbes, det blev bl.a. foreslået, at Skomagergade skulle hedde Sudergade, Nørregade eller, hvis Støden kom med, Vestergade.

Forskellige, der var interesseret i byens historie bl.a. Arthur Fang, blev spurgt, og der var almindelig enighed om at bevare det gamle navn af historiske grunde, da det var en gammel laugsgade .Begrundelsen for navneskiftet var, at navnet ikke var passende for en hovedgade, men for en sidegade. I hele august 1929 havde byens aviser kronede dage, for der var nok at skrive om, alle havde en mening om navnet, der var ligevægt mellem for- og imod. Det endte med, det hele løb ud i sandet, der var ingen, som havde skiftet standpunkt, så det var remis.

I 1931 kom en forespørgsel fra tømrermester Aage Kristiansen. Han ville gerne vide noget om, hvordan Roskilde byråd stillede sig, hvis han købte Kroghs gård, som lå på hjørnet mod Blågårdsstræde. Havde byrådet planer om gadeudvidelse i Blågårdsstræde og hvordan ville man stille sig til opførelsen af en helt ny ejendom på hjørnet. Byrådet besluttede at bruge lejligheden til udvidelse af Blågårdsstræde og taget en smal bid af arealet i skomagergade. Husets hjørne skulle bygges, så der var fri gennemsyn gennem hjørnet i stueetagen eller at bygningen fik afbrudt hjørne. Til gengæld gav kommunen dispensation vedrørende overbebyggelse.  Da huset var bygget blev der lagt nyt fortov i den ende af Skomagergade

Igennem årene viste det sig at trafikken i gaden var lammende. Helt umuligt blev det, da fjernvarmen holdt sit indtog i 1963 lige inden julehandlen rigtig tog fart.

Da det i 1979 viste sig, at alle fjernvarmeledninger over hele byen skulle udskiftes, begyndte trængslerne. I 1981 var der i en lang periode nærmest var en skyttegrav ned gennem Skomagergade. Hverken biler eller rutebiler kunne rigtig komme frem. Det var naturligvis opgravningen, der gjorde livet surt for alle, ikke mindst for de handlende, men indirekte var det fodgængernes skyld. De holdt sig ikke til det smalle fortov, men valsede ud på den lige så smalle kørebane og havde meget svært ved at træde til side, så bilerne kunne komme frem. Det var vand på møllen for dem, som inderligt håbede, at Skomagergade ville blive omdannet til sivegade med gågade for øje. Stadsingeniør J.J. Jensen appellerede til buspassagerer, bilister og andre om at vise hensyn. Venligt afholdt han sig fra at nævne fodgængerne, men de fik sandheden af journalisterne.

I midten af november var det slut med kaos, fortalerne for en gågade havde fået vind i sejlene. Der var korte perioder med prøver på hvordan det kunne blive og endelig lykkedes det. Nu skulle biler væk.

I maj 1984 blev Skomagergade gågade, men ud over at det blev vedtaget i byrådet skete der intet synlig bevis på den nye tilstand. Gaden så ud, som den hele tiden havde gjort og det fortsatte en del år. Den eneste synlige forskel var, at der ikke kørte biler gennem gaden. Roskilde Kommune manglede midlerne til at gøre noget. Derfor tog Ole Holm, Søren Amnitzbøll og Michael Gundersen initiativ til at forhandle en løsning igennem med borgmester Henrik Christiansen både til gadens og byens fordel. Der blev aftalt en fordeling af opgaverne i gaden: Roskilde kommune finansierede brolægningen, samt bænke og træer. Til gengæld skulle de handlende, som benyttede udstillingsarealerne i gaderne går sammen i et vejlaug, hvortil den enkelte forretning betalte en afgift.

Den 17.3.1993 blev Gågadernes Vejlaug etableret. Det skulle sørge for de ekstra vedligeholdelser der ville være I forhold til tidligere, og det skulle spare op til eventuelle nye anskaffelser og reparationsarbejder. Nu gik det stærkt, og på 6 måneder skiftede Skomagergade radikalt udseende. Den 4.9. 1993 var det store arbejde med at brolægge gade færdigt og brolæggerprisen i 1994 i hus.

Nu skulle gågaden fremstå som et hele og ikke som før med fortov og kørebane. Der var røster fremme om, at der kom for mange brosten ind i bymidten og at de var svære at gå på. Der var imidlertid tænkt på det synshandikappede: ned gennem gaden går en lille rykning delt op i mindre stykker. Hvis en hvid stok følger den, så kan en fodgænger roligt gå hele gaden igennem uden frygt for at støde ind i de mange udstillinger, som gaden er så fyldt af.

For at markere afslutningen på istandsættelsen blev Barbara Shanklins springvandsskulptur: “Vækst - bevægelse” opstillet.

Roskildes Tekniske Forvaltning havde fået den glimrende ide, at få lagt forskellige symboler lagt ned i brolægningen. Roskilde Museum gav ideerne og nu er Skomagergade ikke alene et af byens travle handelsstrøg, men også en gade, som fortæller historie: for hver ende af gaden ligger symbolet: triskelen. Det er tre skjolde, som er samlet i midten på en sådan måde, at de stadigvæk er hver for sig. Symbolet stammer fra grækerne blev overtaget af romerne, så af kelterne og germanerne. I Roskilde har triskelen særlig betydning for fra o. 1012 til o. 1048 blev der slået mønt i Roskilde af tre konger. Mønterne har deres portræt på den ene side, men alle har triskelen på bagsiden. Dengang var domkirke indviet til Den hellige Treenighed og blev derfor kaldt: Trefoldighedskirken. Triskelen var i middelalderen symbolet på Treeningheden.

Hvor Gullandsstræde udmunder i Skomagergade er der i brolægningen en skomagerkniv. Den symboliserer de mange skomagere, som har arbejdet i gaden og givet den navn. Mellem springvandsskulpturen og Karen Olsdatter Stræde var der en lille glasrude. Gennem den sås 1200 -tallets Skomagergade, som har været ca. 3 meter bred og brolagt med fliser af frådsten. Ved Karen Olsdatter Stræde ses en muslingeskal. Som pilgrim ved apostelen Jakob den ældres grav i Santiago de Campostella  var og er det vigtigt at købe en muslingskal, som tegn på, at man har besøgt dette vigtige pilgrimssted. I middelalderen var det en rigtig muslingeskal i dag kan den være af andet materiale. Denne muslingeskal betød så meget, at den kom med i graven. Rundt om i Danmark er der fundet så mange skaller at de kaldes: Skt. Ibs skaller. Ib er en fordanskning af Jakob. Ved udgravningerne af kirkegården til Skt. Laurentius kirke blev der fundet flere muslingeskaller.

Hermed var det ikke slut. Der var efterhånden blevet samlet en pæn sum penge sammen. I 2004 blev det besluttet at udvide Vejlauget med Algade op til hjørnet af Sortebrødre Stræde og bruge de opsparede penge på anskaffelsen af 3 “Lenticularis” lysekroner tegnet af Gunver Hansens tegnestue. Lamperne blev sat op den 5.3.2007.

På en udenlandsrejse havde Michael Gundersen ladet sig inspirere til at foreslå 15 historiske fliser nedlagt i Skomagergade. De fortalte kort om nogle af gadens ejendomme, for eksempel har byens bøddel boet i gaden og der har været en postgård. Fliserne blev lagt i august 2009 og samtidig blev det lille glasvindue ned til den middelalderlige brolægning lukket med en flise. Det havde vist sig at være en dårlig ide. Der var for meget kondens, som slørede sigtbarheden.