Weysegangen
Weysegangen set fra Skolegade -foto KB 2016
Weysegangen set fra Maglekildevej - foto KB 2016
Aftenstemning på Weysegangen - foto Kasper Jørgensen 2016
Oprindelig hed dette middelalderlige stræde Sankt Sørens Stræde. Søren er den nordiske form for det latinske Severinus eller Severin.
Der findes flere hellige personer med det navn, men ingen af dem synes at være af så stor betydning, at det kunne skaffe dem den popularitet, som navnet Sankt Søren nød i de nordiske lande. I Køln var der en biskop Severin. Da Sankt Martin af Tour døde i 1397, hørte biskop Severin englene synge, og han sagde til sin ærkediakon, at det sikkert betød, at Sankt Martin var død og blev modtaget i himlen. Da der senere kom bud om dødsfaldet, blev biskop Severin bestyrket i sin antagelse.
I Bordeaux var der også en biskop Severin. Han var på englenes bud kommet fra orienten til byen, hvor biskoppen overlod ham sit embede. Han døde og blev begravet i byen engang i det 4. årh. Da goterne truede byen, bad indbyggerne til Sankt Severin og han udgød sådan et mørke, at goterne ikke kunne se at angribe og derfor forlod de byen. En anden gang skaffede han regn til de tørkeramte vinmarker. I det 9. årh. smeltede
disse to personer sammen til en, som havde tilknytning til Køln. Også de to legender smeltede sammen og det blev fortalt at en del af Sankt Søren lå begravet i Køln og en del i Bordeaux, så ingen kunne føle sig stødt. Selvom denne helgen ikke udmærkede sig fremfor så mange andre, så fik han alligevel stor udbredelse i Danmark.
Kirkerne i GI. Rye ved Himmelbjerget og i Holstrup på Sjælland har været valfartskirker, for denne helgen. Både i Jylland og på Sjælland har der været Sankt Sørens gilder, og selv om der ikke er noget, der tyder på, at han har været af særlig stor betydning i Roskilde, har han alligevel været kendt og værdsat tilstrækkeligt til, at han har fået et stræde opkaldt efter sig.
I 1838 blev der, ved omsætningen af stengærder, fundet en grundmuret bygning ca. 8 x 13 m med en hvælvet kælder under. Det var sikkert resterne af en kannikebolig.
I middelalderen lå der en kirkerist ved gadens udmunding i Skolegade. En kirkerist var en jernrist, som skulle forhindre løsgående dyr, f.eks. grise, i at komme ind på domkirkens område, hvor der var
kirkegård. Denne kirkerist var ifølge en gammel beskrivelse i det »vestlige nørre hjørne« og da den lå næsten lige ud for Katedralskolen, hed den: »Skoleristen«.
I 1754 omtales gaden stadig som Sankt Sørens stræde, men i 1774 er navnet Store Fiolstræde, og det hedder gaden helt frem til den officielle navneforandring i 1942.
1832 fortælles det, at gaden “i det daglige liv ej med urette kaldes Beenbrækkerstræde”. På byrådsmødet den 16.9.1942 skiftede Store Fiolstræde navn til Weysegangen, for at hædre komponisten C. E. F. Weyse (1774-1842). "Gangen" betyder i denne forbindelse: et sted, hvor man kan gå.
Weyse var en nær ven af pastor Hans Hertz siden dennes studentertid. Weyse var gæst hos
Hans Hertz’s forældre domprovsteparret i Roskilde i en lang periode lige indtil domprovst Michael Hertz blev udnævnt til biskop for Ribe Stift, og Weyses rejser til Roskilde ophørte, indtil 1829 hvor Hans Hertz blev udnævnt til præst ved Sankt Jørgensbjerg og Vor Frue kirker.
Hans præstegård lå på hjørnet af Skolegade og Weysegangen, og her kom Weyse regelmæssigt året igennem på besøg. Han havde sit værelse stående parat, og det var i præsteboligen Weyse komponerede
melodierne til lngemanns morgen- og aftensange, hvor f.eks. "I østen stiger solen op" nok er den mest kendte blandt alle danskere.
C. E. F. Weyse holdt så meget af Roskilde, at han også ønskede at blive begravet på Gråbrødre Kirkegård. Ved siden af ligger vennen Hans Hertz begravet med sin kone Bolette.
Beskrivelsen stammer fra Lotte Fangs udgivelser om "Roskildes gader og stræder", og den tilpasses løbende, når der er anledning hertil.
Lotte Fangs tekst om Weysegangen er skrevet i 1998.
Teksten gennemgår og forklarer baggrunden for tre af de navne, som er kendt, og dertil et fjerde uofficielt navn, som dog ikke fandt vej til de kendte kort over byens gader og stræder.
Dermed illustreres det, at navnene på byens gader og stræder på ingen måder er ”mejslet i sten”, men at mange af dem ændrer sig over tid af forskellige årsager.
Lokalhistorikeren, cand.mag. Per Steenholdt har i 2024 og tidligere gravet yderligere i navnene der knyttede sig til dette stræde, som fra meget langt tilbage i tiden har strakt sig fra domkirkepladen ned mod det meget lavere liggende område små 200 meter mod nordvest.
I modsætning til Lotte Fang har Per Steenholdt haft mulighed for at tilgå de mange arkiver med bl.a. skøder, folketællinger og brandtaksationer digitalt, og det har afdækket flere flere navne.
Det står yderligere klart, at det savner mening at sætte præcise årstal på hvornår de forskellige navne har været anvendt, og i dette tilfælde oven i købet sådan, at strædet har haft forskellige navne i den østlige og østlige ende på samme tid. Selv om vi i dag kan se ældre kort, hvor det aktuelle navn er påført, så skal man jo ikke glemme, at har datidens beboere næppe set kortene fra hverken Ehlers 1791, Behrmann 1832 eller Tronier 1945, så de har sikkert benyttet det navn, som de har fundet mest naturligt, og korttegnerne har brugt det navn, som de selv mente var det mest naturlige eller mest benyttede.
Det skulle stå klart, at det tidligst kendte navn er Sankt Mortens Stræde, og det giver jo god mening fordi strædet fører ned til det område, hvor Sankt Mortens Kirke, Sankt Mortens kirkegård og Sankt Mortens Mølle har ligget.
Strædet er både i brandtaksationen fra 1761 og 1771 og folketællingen 1801 kaldt Sankt Mortens Stræde.
Der findes yderligere et gammelt Roskildekort - Jacob Bruuns fra 1753 - hvor strædet kaldes Møllestrædet, hvilket på samme måde rummer en del logik.
Konklusionen må være, at navneskiftet fra Sankt Sørens stræde til Store Fiolstræde er sket via en periode fra omkring 1750'erne til starten af 1800'tallet, hvor navnet har været Møllestrædet, og senere Sankt Mortens Stræde
Sankt Mortens Mølle lå der stadig langt helt op i starten af 1900’tallet, så hvorfor navnet ændrede sig fra Møllestrædet til Sankt Sørens Stræde er uvist, men måske fordi nogen har ment, at den i tiden så populære helgen Sankt Søren, som Lotte Fang så omfangsrigt har beskrevet, fortjente at få sit navn på bykortet, og Sankt Morten og sammenhængen med møllen er så blevet ”nedgraderet”.
Ehlers kalder på sit kort fra 1791 hele strækningen for Fiolstrædet, men i 1832 kalder Behrmann den vestlige ende for Sankt Sørens Stræde og den vestlige tæt på domkirkepladsen for Fiolstrædet, så navnet Sankt Sørens Stræde hænger altså ved, og lidt overraskende finder man i en avisannonce så sent som i 1844 stadig Sankt Sørens Stræde nævnt.
En af byens bomme, hvor konsumptionsafgifterne blev opkrævet fra 1671-1797, var beliggende i den vestlige ende af strædet, og den hed ikke overraskende ”Sankt Mortens Bom”, og det navn blev så vidt vides ikke ændret i perioden.
For nu at understrege, at navnet på strædet i virkelighedens verden blev besluttet af dem, som boede der, eller af den som skulle bruge et navn, som ikke kunne give anledning til misforståelser i en konkret sammenhæng – f.eks når der skulle skrives et skøde og grundens beliggenhed skulle beskrives, findes der et godt eksempel:
Lotte Fang nævner domprovst Hertz, og da han købte sin ejendom overfor domkirken i 1831, står der i skødet ”på hjørnet ved Papirmølle Stræde”, hvilket absolut kan give god mening, da strædet nu fører ned til den papirmølle, som lå der fra 1737 og frem til 1846.
Til Lotte Fangs gennemgang af strædets navne kan altså tilføjes yderligere tre, som har været anvendt, og så er der jo det kuriosum, som ikke fandt frem til noget kort, nemlig ”Benbrækkerstræde”, men som sikkert i en periode har været anvendt som en slags folkelig morsomhed – men det kan jo snildt bunde i et konkret uheld på vej ned ad den ret stejle bakke.
C.E.F. Weyse -
litografi efter tegning af Kratzenstein-Stub
Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) var som beskrevet af Lotte Fang nært knyttet til Roskilde via sit venskab med domprovst Hans Hertz.
Portrættet af en ung Weyse er et litografi udført efter en tegning af den samtidige kunstner Kratzenstein-Stub.
Litografiet skulle efter sigende ha' hængt i Hans Hertz' bolig, og det er næppe overraskende for nogen.
Lidt mere overraskende er det nok, at den lokale fotograf H. Hansen, som i 1860'erne først havde sit atelier i hjørneejendommen Allehelgensstræde/Læderstræde og siden i Skomagergade 24 ( hvor Monopol kan findes i dag) fortæller i den lokale avis, at han gerne sælger en affotografering af dette litografi, som han yderligere fortæller er udført efter et maleri - og at det er dette maleri, der har hængt hos Hertz.
Problemet er bare, at ingen siden har kunnet opspore et sådant maleri - desværre - og man kan da også ha' sine tvivl m.h.t. om Hertz virkelig skulle eje et originalt maleri udført af Kratzenstein-Stub, som i sin samtid blev betragtet som en ganske betydningsfuld kunstner. Om det er en misforståelse mellem redaktøren og fotografen er uvist - men det kastede da lidt lokal "kolorit" til den tvivlsomme historie.